»Kollektiv hjertesorg«: Afsløringer har rystet børn, forældre og kommende præster
Det er stærke sager, der forkyndes i danske undervisningslokaler.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Ifølge en lærer udbrød der i en 1. klasse i Hvidovre Kommune »kollektiv hjertesorg«, da sandheden om nisser blev slået fast i en kristendomstime: De findes ikke. Børnenes reaktion var dog intet at regne i forhold til forældres: »Det var tragisk,« beklager en mor sig til TV 2.
Hvad nu med nissedøre, nissebreve og det værste af alt: de institutionaliserede drillenisser, som forældre til børn i børnehaver og indskoling hvert år skal belemres med et besøg af? Så skal mælken farves grøn, stolene vendes på hovedet, og den mentale belastning intensiveres for at holde trit med alt det andet nonsens, drillenisserne skal udsætte de i forvejen hårdtprøvede børnefamilie for. Undervisningen i sandheder har fået Aula og kommentarspor til at koge og understreget de permanente panderynker hos en børnepsykolog.
Mens børn i Hvidovre må leve videre med sandheden om nisser, har studerende på Københavns Universitet slået sig på en anden virkelighed.
Teologistuderende har klaget over, at en underviser i forbindelse med behandlingen af Paulus’ Første Brev til Timotheus. En omdiskuteret tekst om, at kvinder skal belære sig i stilhed og underordne sig alt. Det var her, den kristenkonservative underviser fandt næring til sin modstand mod kvindelige præster. En personlig holdning, han luftede.
»Det Teologiske Fakultet må sikre en undervisning, hvor grundlæggende rettigheder såsom kønnenes ligestilling ikke udfordres,« har to af de studerende efterfølgende skrevet i et debatindlæg i Uniavisen. Den logik ville umuliggøre undervisning i ikke bare Paulus’ første brev, men også meget andet. Særligt på Det Teologisk Fakultet, hvor pensum især er gamle og fortolkningspåkrævende tekster. En underviser må naturligvis dele sin personlige holdning til pensum. Ellers er det endnu et skridt mod afgrunden for universiteterne, der netop burde være båret af tankefrihed, kritisk tænkning, udveksling af idéer og holdninger, men som bukker under for identitetspolitiske spørgsmål af enhver art, og som i vildrede omsætter hensyn til forbud.
En af klagerne kalder underviserens ytring for en »helt utrolig ubehagelig oplevelse«. Måske nok, men den slags må man tåle på en læreanstalt, hvor man burde være så heldig at møde provokationer, modsigelser og uenighed.
Hvad der i frisindets og ytringsfrihedens navn møder studerende på Det Teologisk Fakultet er intet at regne for vilkårene i virkelighedens præstegerning med konservative kirkekræfter og de menighedsråd, der er sat i spidsen for folkekirken. En folkekirke, der netop er stærk, fordi den kan rumme alle. Også den lille, lille minoritet af forstokkede kristne fra den mørkeste fløj, der ikke vil acceptere kvindelige præster. En forbenet holdning, der heldigvis ikke kan omsættes til handling, da det i 2022 blev forbudt for menighedsråd at fravælge præster på grund af køn.
Else Mathiasen påpeger i sin nye bog ”Grundtvig og kvinderne”, at Grundtvig (1783-1872) så vigtigheden af balance mellem kønnene i både kirke og samfund.
Denne balance er i høj grad opnået i folkekirken i dag, selvom der stadig findes uforståelig modstand mod kvindelige præster. Det vidner om et samfund med plads til både tradition og fremskridt. Det er ikke fremskridt ikke at kunne diskutere. Det kan undre, hvis unge mennesker først på universitetet møder udlægninger, meninger og ytringer, der kan forekomme »ubehagelige«.
Måske de ikke i 1. klasse havde den lærer, der formastede sig til at sige sandheden? Der findes ikke nisser, men der findes kvindelige præster. Hvad angår begge dele: gudskelov.