Al den nazi-snak blev alligevel for meget for dronningen
Dronningen havde vel håbet, at fornuften sejrede. Men den slags har trange kår i en tid, hvor vi opfinder egne sandheder.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Var det ikke for Katherine Diez’ ”I egen barm”, var Peter Kramers udlægning af kongehusets påståede forbindelser til nazistyret i 1930’ernes Tyskland sikkert blevet årets mest omtalte bog.
Med ”Ridser i lakken – kongehusets forbindelser til Hitlers Tyskland” insinuerer Peter Kramer, at Christian X’s møder med Hitler er et udtryk for, at kongehuset plejede for nære relationer til toppen af Nazityskland. En påstand, Kramer unuanceret underbygger ved at beskrive diplomatisk praksis med tildeling af ordener, påstået manglende afstandtagen fra nazisternes uhyrlige forbrydelser og andet, der bidrager til at tegne det billede, der passer i Kramers kram.
Resultatet er en bog, som historikere stærkt har kritiseret for fravær af faglighed, sløj kildekritik, selektiv brug af oplysninger, ringe forståelse for den historiske kontekst og slet og ret mangel på dokumentation, der kan underbygge påstanden om, at kongehuset skulle have gjort andet end det, kongehuset skal: at understøtte regeringens politik. På daværende tidspunkt en tilpasningspolitik.
Med andre ord helt grundlæggende forudsætninger, som enhver, der kaster sig ud i et forsøg på at beskrive virkeligheden, bør forholde sig til. Hvad der har drevet Peter Kramers angreb på historien, vides ikke.
Kramer var i øvrigt i 1970’erne en del af den ekstreme venstrefløj og blev som ung dømt for at være en del af den såkaldte Trotylbande, der stjal sprængstof fra Forsvaret. Som journalist på Det Fri Aktuelt dækkede han siden sagen mod Blekingegadebanden. Banden udarbejdede lister til PFLP med navnene på 300 danske jøder, der kunne være mål for angreb. Politiets beviser blev i 1989 af Kramer beskrevet som »det formentlig tyndeste papir, politiet endnu har præsteret i røverisagen«.
Kramers seneste omgang med fakta har helt usædvanligt animeret dronning Margrethe til at svare for sig på familiens vegne.
»Jeg synes nok, at man har gjort det meget sensationelt, og jeg er ikke sikker på, at det er særlig sensationelt,« siger dronningen til Kristeligt Dagblad i et interview i en anden anledning.
Postulater om dronningens forældre og bedsteforældre har fremkaldt en personlig indignation. Det kan man ikke fortænke dronningen i. Med sine udtalelser bidrager hun dog til at give bogen mere opmærksomhed, end den kan bære.
Om ikke andet har ”Ridser i lakken – kongehusets forbindelser til Hitlers Tyskland” pustet til en debat om graden af åbenhed i kongehusets arkiver. Med faglighed kan historikere gøre os klogere på, hvordan en central institution i kongeriget har virket og ageret. Det er vigtig viden. Historien er ikke helt lukket land i kongehuset.
Arkiver fra Christian VIII er frit tilgængelige, og siden 2009 er der givet 29 tilladelser og tre afslag på ansøgninger om adgang til dele af Christian X’s papirer i Rigsarkivet. Det er dog uklart, om historikere har haft adgang til kongens dagbøger, men selv en kongelig må skrive dagbog, uden at alle og enhver siden skal læse med og tolke i den retning, der nu passer dem bedst.
Peter Kramer fik afslag, og man kan spørge sig selv, om et andet svar ville have ændret bogens udfald.
At holde noget skjult er ikke det samme som at skjule sandheden. At holde af Wagner er ikke det samme som at holde med Hitler. At udgive en bog er ikke det samme som at gøre verden klogere. Hverken for Diez, Kramer eller andre, der leger den farlige leg med ”sin egen sandhed”.