Lummer intention eller ej: En topleder skal ikke rage på en underordnet

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Man forstår til fulde Lizette Risgaards trang til at formulere sin egen version af derouten. Et af Danmarks mest magtfulde mennesker blev vraget som fagbevægelsesformand for FH efter anklager om grænseoverskridende adfærd. Indtil da var hun ellers sådan en god historie. Tillidsvalgt gennem mere end 40 år, den første kvinde på posten. Men på et øjeblik lå eftermælet i ruiner.

Ingen kan nok sætte sig ind i, hvor svært det er at komme med egne perspektiver og nuancer, når først anklagerne, presset og mediemøllen kører i højeste gear. Derfor er det både modigt og oplagt at skrive sin egen version, som nu er udkommet som bog lidt mere end et år efter den bratte exit.

Men hvor havde det dog været klædeligt, hvis Lizette Risgaard så havde brugt tiden siden april 2023 på eftertanken. På et tidspunkt efter desperation og depression må vel melde sig en selverkendelse og et ansvar? En accept af omstændighederne, som levner rum til nogle andre tanker end de umiddelbart forsmåede og forslåede.

Det har tilsyneladende ikke været tilfældet hos Lizette Risgaard, som desværre nu kaster sit eftermæle ud i endnu en ærgerlig tilsværtning. Denne gang selvskabt. For i sin bog fylder vreden over forløbet stadig så meget, at Lizette Risgaard tilsyneladende ikke ser helt klart. Hun anklager alle andre for ikke at have tilstrækkelig dokumentation bag anklagerne, som fældede hende. Men kaster sig selv ud i uklædelige konspirationer og bortforklaringer.

En omfattende advokatundersøgelse gennemført af Kromann Reumert for FH selv konkluderede, at der var i hvert fald tre eksempler på, at hun havde foretaget uønskede berøringer. Af mange flere henvendelser og beretninger fandt advokatundersøgelsen det bevist, at der i hvert fald i de tre sager var noget at komme efter. Og FH’s egen ledelse oversatte det hurtigt til et brud på organisationens eget kodeks.

Og selvom det findes dokumenteret, at hun har raget nogen på røven, som man mundret kan kalde »berøringer på bagdelen«, så nægter Risgaard nu alligevel de sager. Eller det vil sige, hun anerkender, at der kan være sket en berøring, men fastholder, at det ikke var seksuelt: »De tre beviselige sager, som jeg også tilkendegiver i min bog, er jeg da rigtig, rigtig ked af. Jeg tilkendegiver også, at jeg aldrig har haft nogen intention om at berøre nogen på intime områder eller noget, der har seksuelle undertoner, og det holder jeg fast i.«

Men for de fleste er bagdelen et sted, man gerne vil have, at chefen holder hænderne fra. Og det er meget tydeligt defineret i arbejdsmiljøloven, at intentionen bag de ivrige hænder er ligegyldig. Hvis man befamler en underordnet, så er det lige meget, hvad intentionen er. Det eneste, som betyder noget, er oplevelsen hos den med røven. Og hvis det opleves grænseoverskridende eller uønsket, så er den sag ikke længere. Så er det entydigt et brud på arbejdsmiljøloven, hvor den krænkedes holdning lægges til grund for afgørelsen.

Det kan man mene om, hvad man vil. Men som FH-formand var Lizette Risgaard selv med til at indføre det princip, som netop beskytter lønmodtageren og den mindst magtfulde.

I stedet for at stå ved sine fejl kaster hun sig ud i konspirationer. Det hele skulle være orkestreret oppefra af den socialdemokratiske ledelse. At det skulle være hævn for hendes forsvar for store bededag. Alle de krænkede skulle stå i ledtog med Berlingske og være en del af et komplot. Hun skulle ofres, fordi MeToo-bålet krævede sin første kvinde.

Problemet er, at de teorier ikke passer. Og selv hvis de gjorde, så skal en topleder ikke rage nogen på røven uopfordret.