Og så er der fest bagefter. Folketinget balancerer på fællesskabet
Seks gange har Mette Frederiksen åbnet Folketinget. I år med en retorik, som næsten kunne få det til at svimle, men det er i de ikke-sagte ord, at dramaet ligger.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Hvis man ikke har andet at byde på, så går man sjældent galt med en god bid brød, en svingom og en fællessang. Statsminister Mette Frederiksen mestrer skabelonen til at skabe den gode danske stemning, hvor alle står sammen og rækker hånden ud til hverandre. Også fuglen og den fattige skal være mæt.
Hendes sjette åbningstale byggede op til den monumentale stemning, da kongehus, folketingsmedlemmer, landets højeste embedsstand, tilhørere og folketingsbetjente rejste sig op og afsang samtlige vers af ”Der er et yndigt land”.
Et ekko fra de danske skjalde og den historie, som har formet Danmark. Ikke mindst gennem to af de partier, som nu sidder i regeringen, arbejdernes og bøndernes med forestillinger om velfærd og frihed, stat og individ, by og land. Nu står de side om side, har taget farve fra hinanden, og det var netop, hvad der kom til udtryk i åbningstalen. På den ene side betonede Mette Frederiksen velfærdssamfundet og den sociale indignation. På den anden friheden, muligheden for at vælge og leve det liv, som man selv vil.
Ingen kunne for alvor føle sig stødte. Mange kunne føle sig ramt og genfinde sig selv, et familiemedlem eller en nabo i en tale, som var designet til at favne de fleste.
Så længe det ikke bliver konkret, går det meget godt. For det kneb mere med præcise anvisninger til, hvad meningen med det hele er. Hvornår kan folk regne med at gå på pension? Hvad indebærer en ny gymnasiestruktur? Hvad skal erstatte jobcentrene? Hvordan skal vi få flere børn? Og hvad er løsningerne til de problemer, som allerede nu er opstået, efter at parterne i den grønne trepart har danset af på Baldershave mellem Lindeballe og Førstballe? Hvad er det lige præcist, at det nye Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab får ansvar for og med hvilken kompetence? Hvem kan få slettet sin gæld? Hvordan stoppes menneskesmuglerne?
Listen over åbne ender er ganske lang, formentlig også hos de tre regeringspartier, som igen skal i gruppearbejde for at finde både fælles og egne veje i en regering, som statsministeren har kaldt mærkelig, og som vælgerne ikke har vænnet sig til. I hvert fald ikke i en grad, så de tror på projektet.
Set i det lys tjente åbningstalen til at puste nyt håb i forestillinger og forhåbninger om det, som måtte komme: Kære vælgere, hvis I bare hænger på lidt endnu, så skal det hele nok blive godt.
Manglede der konkrete holdninger på den del af talen, som handlede om rigets indre anliggender, så stod statsministeren til gengæld mere skarpt på de ydre. Opbakning til Israels ret til at forsvare sig selv, men ikke for enhver pris. Og utvetydig støtte – for enhver pris – til Ukraines kamp mod Rusland. Som en anden Angela Merkel med sit »wir schaffen das« forsikrede statsministeren om, at intet er enkelt, men »at udfordringerne kan vi overkomme, hvis vi vil«.
Folketinget skal stå sammen om at løse problemer, være den bedste udgave af sig selv. I regeringens ånd blev dagligdagens småskænderier og uenigheder udviskede, fordi danskerne er oppe mod noget, som er større.
Den effektfulde afslutning og nationalsangen kunne næsten få det hele til at svimle for én, hvis det ikke var for det halvkedelige ekstranummer: Folketingets formand, Søren Gade, som havde »enkelte meddelelser«:
Tinget mødes igen onsdag kl. 13. Dagsorden vil fremgå af Folketingets hjemmeside.