Jernmarker gør Jylland endnu mørkere

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det danske landskab er skabt af den sidste istid, siden formet af skov- og landbrugsdrift og i fremtiden væsentlig forandret af ingeniører, såkaldte udviklere, landspolitikere på bekvem afstand og lokalpolitikere, der lokkes af tilskud og puljemidler.

Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget en målsætning om at firedoble produktionen af vedvarende energi på land inden 2030. For at nå det mål planlægger regeringen bl.a. opførelse af 26 nye solcelleparker. 24 skal etableres i Jylland, bl.a. i Frederikshavn og Aabenraa. Fyn går fri. Sjælland skal gøre plads til to.

Dertil kommer de private projekter, hvor landmænd tilbydes en høj pris for at leje jorden ud til solcelleparker. Det har i en vis udstrækning udviklet sig til det vilde vesten, hvor dispensationerne sidder løst, og regler synes til for at blive brudt. Forblændet af øjeblikkelig profit ses der stort på bl.a. skovbyggelinjer. Det viser en aktuel konflikt i Syddjurs Kommune.

Fraflytning, faldende huspriser og landsbydød er ubekvemme og på alle måder fjerne begreber for beslutningstagere, der hellere vil tale om såkaldt klimaæstetik, og at ”vi alle” bliver nødt til at tage del i den grønne omstilling. Med det ”vi” menes der åbenbart, at danskerne i landdistrikterne skal tage bøvlet, udviklerne deres del af profitten.

Allerede etablerede og planlagte energiparker opføres i vid udstrækning på arealer langt fra forbrugerne i de store byområder. Byens tage, tæt på forbrugerne, er derimod et oplagt sted at udbygge den vedvarende energi. Det vil minimere tab i elnettet, reducere generne og ikke på samme måde kræve en voldsom udbygning af et underdimensioneret kabelnet. Det er da også regeringens intention at ændre rammevilkårene for solceller i byerne, herunder på erhvervsejendomme. Men til hvilken nytte?

Når Solen skinner, og vinden blæser, producerer Danmark i stigende grad langt mere strøm, end der kan nå at komme ud af stikkontakterne. Heller ikke i den nærmeste fremtid er der udsigt til, at vi, når vejrforholdene er gode, kan aftage strømmen, også selv om vi i stigende grad omstiller transport og produktionen til el.

Elnettet gløder, elprisen falder, store landområder skæmmes, værdien af landbrugsjord stiger til skade for unge landmænd, og vilkårene for danskernes liv uden for de store byområder eroderes.

I stedet for at ødelægge landskabet og splitte lokalsamfund bør vi diskutere, om det er rationelt at holde fast i planen om i vild hast at øge kapaciteten af vedvarende energikilder på land eller i stedet tilpasse produktionen efter behovet. Den form for selvransagelse har svære kår i et politisk miljø, hvor klimatiltag helt nødvendigt er højt på dagsordenen, men hvor den førte politik i højere grad synes styret af stærke signaler end saglig substans.

Regeringens vilde plan om masser af jernmarker i især Jylland er blot endnu et eksempel på, hvordan landdistrikter må døje med de meget synlige og på alle måder mærkbare konsekvenser af iveren efter den grønne omstilling; solcellemarker, vindmølleparker og testcenter for havvindmøller i Thy, der går ud over den private ejendomsret. Hændervridende tøver regeringen derimod med at give grønt lys til den jyske backbone, som er en forudsætning for et potentielt lukrativt brinteventyr.

Vestjyske kommuner og virksomheder står ellers på spring for storskala Power-to-X-produktion. En rørforbindelse langs den jyske vestkyst mod Tyskland er en forudsætning for eksporten. Det rummer hundredvis af arbejdspladser og langt større miljø- og vækstperspektiv end solceller, der overproducerer, når vejret er godt, men ellers gør livet surt, mørkt og ubekvemt for danskere med et liv i landdistrikterne.