Men det er jo crazy, det her. Moderaternes krise ligner en genfortælling af noget, som er set før

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Den reelle levetid for politiske partier, som slår sig op som alternativer til den bestående og angiveligt utidssvarende måde at bedrive politik på, er ikke lang. Sat på en meget kort formel, så siver luften fra ballonen, når partistifteren forsvinder.

I nyere tid har i hvert fald tre pop op-partier taget vælgerne med storm og er blevet valgt til Folketinget, selv om hverken partigrundlag, struktur eller foretrukken statsministerkandidat var helt på plads:

I 2007 kom Ny Alliance i Folketinget med fem mandater. Godt nok en del færre, end hvad meningsmålingerne spåede, men alligevel nok til, at partistifterne, Naser Khader, Anders Samuelsen og Gitte Seeberg, kunne glæde sig over, at et parti, som kun var et halvt år gammel, overhovedet kom ind på Christiansborg. At partiet allerede under valgkampen var under opløsning indefra, er dokumenteret i filmen ”Dagbog fra midten”, hvor en del af persongalleriet i øvrigt nu bevæger sig i det kriseramte Moderaterne.

I 2015 valsede Alternativet med ni mandater, inklusive Uffe Elbæk, ind i Folketinget med sit »Avavdvavdejrkdlavsj, men det er jo crazy, det her«.

Alternativets gang i Folketinget udviklede sig til at blive mere gakket, end Uffe Elbæk kunne stå model til. Et tilbageblik på det righoldige arkiv af artikler om Alternativet fra omkring 2017 ligner det forløb, som Moderaterne nu står i: Alternativet blev ikke kaldt for ”klovnebus”, men cirkusmetaforer blev flittigt brugt i beskrivelsen af et parti, som slog sig op på at ville lave politik på en anden måde, men som bukkede under efter klager om krænkelser, dårlig ledelse og kaotisk arbejdskultur, en alt for direkte og jovial omgangstone. Sager, som alt i alt førte til, at Uffe Elbæk udsendte en uforbeholden undskyldning og en erklæring om, at han var oprigtig ked af, at medlemmerne »skulle belemres med negative historier om ting, som jeg og mine kolleger på Christiansborg ganske enkelt skulle have klaret bedre«.

De mange mediehistorier førte i øvrigt også til, at partiet både indførte en whistleblowerordning, iværksatte en undersøgelse, som konkluderede, at der ikke havde været nogen krænkelseskultur i sekretariatet, og lovede at udfærdige en personalehåndbog med præcise retningslinjer om, hvilke forpligtelser man havde som leder i Alternativets politiske sekretariat.

Det standsede ikke krisen. Et par år senere gentog det meste sig.

”En anden måde at lave politik på” med et løst partiprogram bygget på forestillinger kan tiltrække stort set hvem som helst, som på den ene eller anden måde kan se sig selv i projektet. Det har også Lars Løkke Rasmussen måttet erfare, efter at han slog sit politiske mødested op med en idé om, at »vi skal frigøres af symbolpolitik, professionel politisk kommunikation og ultimative synspunkter«.

At han i dag sidder som udenrigsminister, selv om Moderaterne manglede de afgørende mandater i at kunne være kongemagere efter folketingsvalget i 2022, viser ud over Løkkes personlige kvaliteter, at han mestrer det klassiske og godt gennemprøvede politiske spil til noget nær perfektion.

Til gengæld kniber det og har knebet gevaldigt med at holde sammen på det parti, som bar ham tilbage til det politiske magtcenter. Allerede under valgkampen stod det klart, at Moderaternes kandidater stod mere splittede end samlede på flere centrale politiske spørgsmål. Fraværet af historiske værdier, erfaring med at forvalte magt og et fælles idégrundlag, som er stærkere end partilederen, har før fået partier til at smuldre.