I er svære at tage seriøst. Og det hjælper ikke at ringe efter Greta Thunberg

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Så fik Danmark æren af at have Greta Thunberg på kost. Onsdag morgen blev hun fjernet af politiet i Krystalgade i det indre København, hvor den svenske aktivist deltog i en besættelse af Københavns Universitets museumsbygning.

Aktionen var sat i værk af bevægelsen Studerende Mod Besættelsen – næppe den, de selv pønsede på. Det er Israels besættelse af Gaza og Vestbredden, som har formået at vække studerende i store dele af verden. Først på sommeren var det også den sag, der fik aktivister til at lave en teltlejr foran universitetets bygninger – en aktion, der dog aftog, efterhånden som deltagerne fik sommerferie.

Og som kransekagefigur på dagens happening kom så altså den svenske klimaaktivist, der startede sin karriere med et fredsommeligt, men insisterende papskilt foran den svenske Rigsdag i Stockholm hver fredag. Hun blev hurtigt en kæledægge for mennesker med rigtige meninger – det var ligesom også lidt kært, at den dengang 15-årige skoleelev tog et initiativ i en global sag. Hun blev inviteret til topmøder og konferencer, og blandt slipseklædte beslutningstagere var der stor lyst til at tilkæmpe sig en selfie med den unge, energiske svensker.

Men så blev hun voksen. Hun udvidede slagrepertoiret til andre sager end klimaet – og Palæstina-konflikten iklædte hende partisantørklæde og advokatstatus for den palæstinensiske sag. Da var den uskyldige charme for længst blegnet. Det var, som om skiftet fra teenager til voksen gjorde hende endnu mere sammenbidt. Det er der ikke mange gode selfies i.

At demonstrere er en demokratisk ret, som man skal være parat til at gå langt for at hævde. Men demonstrationer er ikke et frikort til at opføre sig idiotisk. Man skal ikke lime sig fast til et kostbart maleri med en eller anden vanvittig forklaring om, at det er malet i en tid, hvor alle holdt slaver.

Og nej, man skal ikke kaste en buste af en tidligere konge i havnen af samme grund (heller ikke, hvis man bare hungrer efter mere opmærksomhed end en sjov hat kan give én). Eller sætte sig på indfaldsvejene i morgentrafikken for den sags skyld.

Det er for åndssvagt. Og tjener ikke det egentlige formål noget godt. Ophidsede trafikanter eller forfærdede kunstelskere er ikke nemme at få med på holdet, hvis man træder på dem. Det er bare, som om en del aktivister ikke har fattet det. At balancegangen mellem at være politisk aktivist og fodboldbølle kan ende med at være hårfin.

Skal man så bare falde til patten og erkende, at intet kan laves om, hvis ikke man råber op, blæser i en fløjte, mens andre taler – eller bare afbryder som et utilpasset barn, der ikke må få fredagsslik?

Nej. Man skal påvirke systemet indefra.

Tiden er måske ikke ligefrem forelsket i lange, seje træk. Ordet ”reform” bruges f.eks. om hvert andet lovforslag, som blot er justeringer. Men der er ingen nemme genveje. Hurtige meldinger på sociale medier og bevidstløs råben og aggressivt fjol flytter intet i det store billede. Bevares, det lyder muligvis enormt kedeligt. Men sådan er det: Gå ind i det – i stedet for at stå uden for og råbe ansvarsfrit.

Og der er slet ingen grund til at importere flere svenske børnesoldater. Heller ikke, hvis deres våben kun er ord. Kom ind fra gadehjørnerne og gå ind i politik og prøv at forandre verden ad den vej. Der er stort set fri bane.