Ja, det er helt okay at tage på arbejde, selv om barnet har første skoledag
Forventningerne til første skoledag er efterhånden enorme – for forældrene. Men der er ingen grund til at hudflette de forældre – ikke mindst mødre – der som Michelle Hald valgte arbejdet. Barnet havde også en far.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Michelle Hald er udråbt som en afviger. Hun prioriterede at passe sit arbejde på en begivenhedsrig og vigtig dag på sin virksomhed.
Så faderen fulgte datteren på første skoledag. Et tilsyneladende kontroversielt valg for en mor ud af en omklamrende forældregeneration.
Behovet for på LinkedIn – og senere i flere medier – at fortælle om sin prioritering rummer i sig selv en iscenesættelse, men har også åbenbaret, at forældrerollen og måske især mor-rollen stadig kan angribes, selv om det i vid udstrækning burde være op til den enkelte.
Sådan er det ikke, målt på antallet af fordømmende reaktioner som »uacceptabel prioritering« og »din datter vil huske det«.
Forældreskabet kan skam være til forhandling, når vi taler om vold, misbrug og rendyrket omsorgssvigt, men ikke om, hvorvidt fastelavnskostumet er hjemmegjort, om der er lyserød kødpølse i madpakken, eller hvor man vælger at opholde sig en mandag i august.
Sådan burde det være, men det går ikke i en tid, hvor det at være forældre i højere grad er en identitet frem for et vilkår. En tid, hvor første skoledag, fødselsdage og fastelavn lader til at være en større mærkedag for forældrene (og forældrenes konti på sociale medier) end for barnet, der til evighed vil blive forfulgt af masseoffentliggjorte billeder af sig selv med skæve tænder bag et overbærende smil.
En tid, hvor det at være den ”perfekte forælder” forveksles med behovet for at have stærke holdninger til sukker, laktose, iPads og gluten, fortaler for tvungne legegrupper og storarrangør af cocktail nights for klassens mødre og fædrekano – uden børn, naturligvis.
Mon der i øvrigt ikke er et barn eller to, der føler, at det hele er noget fjernt og fraværende, når både mor og far på telefonen ivrigt video- og fotodokumenterer første skoledag og andre af livets helt naturligt forekommende skridt for så på anden skoledag at overlade ansvaret for opdragelse, udvikling og faglighed til lærere og pædagoger eller privat lektiehjælp.
Den største omkostning ved at have børn er tid, og det behøver man hverken klynke eller klage over.
Det har altid været et vilkår, og danske forældre bruger i dag langt mere tid sammen med børnene end tidligere generationer. Det gælder både fædre og mødre, og vi er heldigvis væk fra et generelt mønster, hvor det udelukkende var moderens position at drage den daglige omsorg for børnenes velbefindende med faderen i en lejlighedsvis birolle.
I dag bidrager de begge til overdreven ros for selv de mest banale handlinger og manglende grænsesætning.
Alligevel kan det åbenbart stadig provokere, når en ellers engageret mor fravælger første skoledag, mens udsendte, langturschauffører og andre uden for den kreative klasse slet ikke har et valg.
Det kan være et udtryk for frigørelse, vi trods vores indbildte rummelighed stadig har svært ved at greje. Eller et udtryk for netop at se bort fra sig selv og sin egen identitet og forpligte sig til at udfylde en plads det sted, man på et givent tidspunkt gør mest gavn.
Det kan sagtens være på arbejdet, selv om barnet har første af livets omkring 2.000 kommende skoledage, og det valg siger intet om at være en god, dårlig eller nærværende forælder.
I det hele taget bør man passe sin egen madpakke, skrue ned for forventningerne til eget forældreskab og i det store hele slukke for fordømmelsen af andres.