For Kasper Hjulmand handlede det mest om at undgå nederlag
Hjulmands største succes var den hyldest, landstræneren kortvarigt fik for alt det, der ikke handler om spillet.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Et flag er smukkest i modvind. Kasper Hjulmand, der nu er fortid som træner for herrelandsholdet i fodbold, var bedst i medvind. Vinden i ryggen førte ham vidt, helt ind i hjertet hos danskerne og tæt på statsministeren, opportun fan til lejligheden på linje med kongehus og makrelmadder.
Modvind og ørkenvind sendte derimod Hjulmand og DBU på slingrekurs, ikke mindst i spørgsmålet om farvede anførerbind, gule kort og kulsort menneskesyn, der blev uundgåelige sager for landsholdet under VM i Qatar, hvor uretfærdigt landstræneren og fodboldforbundet end følte, det var.
Alle husker Christian Eriksens genopstandelse i Parken en lun juni-lørdag i 2021. Begivenheden og håndteringen af den, åbenhjertigheden og de ord, der blev ”sat på”, betød mere for DBU og danskernes syn på landsholdet, end hvad selv de dyreste marketingkampagner vil kunne udrette.
Sommeren ’21 gjorde noget ved synet på, hvad en dansk landstræner i fodbold skal kunne. Hjulmand blev udråbt til guru i prisregn, ikke bare for landshold og mennesker, men for nationen. Få uger efter EM-slutrunden sad han tættest på Mette Frederiksen, da hun i Fredericia havde indbudt landets elite til at finde svarene på, hvordan danskerne bliver flittigere, dygtigere, stærkere og mere ansvarlige, samtidig med at velfærdssamfundet skulle blive mere retfærdigt, mere grønt og mere varmt.
Det var trods alt for meget at bede en landstræner i fodbold om, og som tiden gik, stod det stadig mere klart, at de mange ord om fællesskab, »en del af noget større«, ikke i sig selv har tilstrækkelig værdi i elitesportens verden, hvis de ikke følges op af resultater. Med Hjulmand som træner udeblev de over en bred kam.
Hjulmands værste sejr, 2-1 over San Marino, blev pinagtigt forklaret med sanmarinesernes manglende vilje til at spille fodbold. Senere blev flere pinefulde kampe forsøgt undskyldt med sløjt græs eller ophøjet af følelses- og sejrfrie data, der fylder stadig mere i fodbolden. Opbakningen til landsholdet falmede, ord var ikke nok. Det var en datadrevet tilgang heller ikke. Fodboldkampe og folkestemninger skal vindes med mål, begejstring og underholdning.
Kan det ikke lade sig gøre ved, at alle er gode, gamle venner, må der tages hårde beslutninger. Også de udeblev. I Danmark fødes vi som individer, men bliver straks ved hælprøven formet som kollektivister i en grad, at det skammeligt gennemsyrer alt, også elitesporten og landsholdet, hvor ”relationer” var overskriften på Hjulmands kernefortælling. Det kunne sikkert noget, men ikke nok til store sportslige resultater.
Et landshold er ikke blot et fodboldhold. Det er en del af den nationale fortælling. Et spejl og en spartel, der nivellerer økonomiske, sociale og politiske skel. I rødt og hvidt drømmer vi alle ens, drømmer om en sejr. Ikke bare til fodboldholdet, men til Danmark. På det seneste brast den drøm for ofte med Hjulmand i spidsen, når Danmark spillede i trekanter. Med tiden forsvandt det ophøjede og fornemmelsen af udvikling og efterlod plads til skadefro.
Det blev for meget djøf, for elitært, fodbolden for kompliceret. Resultater var der for få af. Kasper Hjulmands indsats blev en fredelig kamp for Danmark. Lidt for fredelig og i kort tid alt for glorificeret. Et flag kan rådne i godtvejr, og dets farver kan falme i sol.