Det var et koldblodigt kvindedrab. På Sydfyn hyldes morderen

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Tiden er inde til at omskrive historien om et af Danmarks mest kendte kvindedrab. I år blev flere uhyggelige drab opklaret til stor lettelse for alle. Blandt andet drabene på Emilie Meng, Mia Skadhauge Stevn og Hanne With. Hvis vi skal bruge tragedierne og den offentlige interesse for den slags sager til noget, bør læringen også sætte sig i vores kultursyn og historiske selvforståelse. Bestialske mord findes. Hver femte drab i Danmark er et partnerdrab.

På Sydfyn ser vi desværre stadig en af Danmarks største politisvigt – en skrinlagt drabssag på en ung kvinde – udstillet som stor romantik. Den unge kvinde er Elvira Madigan, og morderen er den ældre svenske desertør Sixten Sparre. Deres dobbeltdød den 19. juli 1889 står som en af kulturhistoriens største kærlighedshistorier. En nordisk Romeo og Julie.

Hun var en af verdens førende linedanserinder og indledte en affære med den fallerede militærmand. På et tidspunkt flygtede de sammen til Sydfyn, indlogerede sig på et hotelværelse i Svendborg, som de ikke havde råd til at betale. Herefter de stak af til Tåsinge, og eventyret endte brat. Her blev en tragisk skovtur den sidste oplevelse i den unge kvindes liv. For her i skoven skød han hende. Desværre bliver historien stadig romantiseret.

Sådan her lyder det i Svendborgs turistkontors guide: »Historien om deres romantiske møde, kærlighedsforholdet, flugten og parrets dramatiske endeligt – er et skoleeksempel på en historisk begivenhed, der danner legende. De valgte at ende deres dage i Nørreskoven på Tåsinge. Kærlighedsdramaet om de to elskende giver til stadighed inspiration til bl.a. teaterstykker og historiefortællinger,« lyder det hos visitsvendborg.dk.

Tonen er den samme i kommunale og kirkelige genfremstillinger. I 2013 blev de tos gravsted også renoveret med blandt andet kommunale midler, selvom de lokale tøsinger altid godt har kendt den mørke side af historien. En fin snedkerbænk blev opført rundt omkring to indrammede gravsten. Ingen tvivl om, at kommunen har dyrket interessen. Så meget desto større er ansvaret for en retvisende fremstilling. Der er ingen dokumentation for, at Elvira Madigan valgte at dø. Tværtimod betvivler moderne eksperter og historikere, at hun gik frivilligt og forelsket i døden.

Den odenseanske idéhistoriker Morten Hammeken oversatte allerede i 2017 en svensk bog, der med nutidens kildematerialer fremstiller en helt anden historie end den romantiserede. Som overskriften på et interview med ham lød i Fyns Amts Avis: »Elvira Madigan blev myrdet af sin stalker.«

Ifølge Hammeken var Sixten Sparre en psykisk ustabil, brutal og dominerende stalker, som dræbte den angste unge kvinde. I en podcast fra Nationalmuseet ”Kærlighedshistorie” kaster han også lys – eller skygger – over sagens faktuelle forhold.

I 2021 udkom Sixten Sparres oldebarn Kathinka Lindhe med den meget velresarchede bog, ”Sixten og Elvira – historien om et mord”. Hendes oldefar var en forgældet selviscenesættende morder, konkluderer hun. Da de to forlod Sverige, pakkede Elvira Madigan alt, hvad hun ejede. I troen på, at rejsen blev lang. I hans kuffert var der angiveligt kun underbukser og en pistol med patroner.

Elvira Madigan var offer for et nøje planlagt drab. Det er pinligt, at museer, kommune og kirken lokalt ikke for længst har taget det fornødne selvopgør med en historie, som lige nu fejlfremstilles for massevis af turister.