Højreskred kan vise sig som en styrke for EU

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Dyrt bureaukrati, uregulerede flygtningestrømme og virkelighedsfjerne detailbeslutninger. Det er nogenlunde de højreorienterede EU-kritikeres kritik af systemet i Bruxelles ved hvert valg. Men i et repræsentativt demokrati er der heldigvis råd for utilfredsheden. Denne gang stemte europæerne i stor stil på det kritiske højre. Det er et sundhedstegn, der viser, at kritikken af systemet ikke er en systemfejl. Europa-Parlamentet har ikke mistet forbindelsen til sine vælgere.

Tværtimod viser det klare politiske signal fra borgerne i blandt andet Frankrig, Tyskland, Østrig, Holland og Italien, at det er dem, der bestemmer, hvilken vej det europæiske samarbejde skal bevæge sig. Der er fortsat et flertal i parlamentet til det, vi kan kalde den stabile midte. Men Ursula von der Leyen – eller hvem der får taktstokken – bør dyrke samarbejdet med de nyvalgte kritikere og kommer nok heller ikke uden om det. Det kan man ærgre sig over, hvis man hører til dem, som håbede på højere tempo i den grønne omstilling. Men man kan også glæde sig over udsigten til forhåbentlig mere legitime beslutninger, der ikke tillader parlamentet at glide alt for langt fra folkestemningen.

Valgdeltagelsen var høj, det er en stor succes i sig selv. De stærke resultater til højrefløjen var ikke sket, hvis ikke højrefløjens kritikere havde taget EU alvorligt nok til at føre succesfulde valgkampagner. Når Italiens Giorgia Melonis parti rykker frem, er det med klimaskepsis og stram udlændingekurs, men samtidig med viljen til at søge indflydelsen. EU ligner ikke en skrøbelig konstruktion, når så mange bruger deres stemmeret til at stemme på et parlament, der er overnationalt. Nej, det er netop et af verdens mest solide og velfungerende demokratier, vi her ser virkeliggjort.

Emmanuel Macron har sagt, at Europa kan dø. Det er rigtigt, fordi truslerne udefra er store. Presset på det europæiske fællesskab er massivt. Hverken i Kina, Mellemøsten eller Rusland ser de storheden i vores menneskerettigheder, idéer og værdier. Men valget viser, at Europa har netop det, som hele idéen bygger på: kritisk tænkende borgere, som bruger deres frie stemmeret til at skabe forandringer. Macrons pludselige valgudskrivelse viser, at præsidenter og partier kan miste opbakningen, uden at EU eller Europa gør det samtidig. Allerede tidligt stod det klart, at Marine Le Pens parti blev Frankrigs store stemmemagnet, mens opbakningen til Macron var så beskeden, at han måtte tage konsekvensen og udskrive lynvalg. Han forstod et vink med en vognstang, sagt på jysk. Det lød mere elegant på fransk, da han omtalte det som den ultimative tillidserklæring til vælgerne.

I Europa-Parlamentet vil kritikerne nu få mere plads, og det kan vise sig meget sundt. De nye højrenationale marcherer heldigvis ikke ind med samlet EU-modstand eller enighed om at svigte Ukraine. Tænk på, hvordan det kritiske højre i Danmark har påvirket resten af partierne og dansk politik siden 2001. Danmark har længe været et hardliner-land i EU-sammenhæng, men her er den rene EU-modstand alligevel stort set elimineret i samme periode.

Den største vælgerstraf i Danmark ramte Socialdemokratiet, som fik det dårligste valg nogensinde. Det minder om Helle Thorning-Schmidts værste kriseår, da hun blev oplevet som virkelighedsfjern EU-politiker, fløjtende ligeglad med den danske folkestemning. Ironisk nok er hendes daværende modstander, Mette Frederiksen, nu endt præcis der.

Når politiske ledere ikke vil lytte, må de tvinges til forandring ved en valghandling. Det så vi både i Danmark og i Europa i nat. Det er essensen af et stærkt demokrati og bør vække mere begejstring end bekymring.