Hella Joofs parkeringsregel er suspenderet. Der er brug for en ny melodi
Byerne og vores velstand er skabt af handel og ægte visioner. Ikke af forbud, ensretninger og indkørsel forbudt.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Hver dag spildes oceaner af bilisters og virksomheders tid på at lede efter en p-plads, der ikke er der. I landets største byer er det at finde en parkeringsplads blevet et lotteri, hvor reglerne bestemmes af virkelighedsfjerne rapporter og politikker fra rådhusene. Det er et spil, hvor chancen for gevinst er lille, og tabet på mange måder enormt.
Byerne er historisk formet efter bilerne, og der bliver stadig flere af dem. På 10 år er der kommet 36 pct. flere biler i både Aarhus og København. Dertil kommer pendlerne og de besøgende, hvad enten det er håndværkere eller private.
Der er kommet så mange biler og stadig mindre plads til dem i byerne, at Hella Joofs parkeringsregel med tiden er blevet om muligt endnu mindre gyldig: I bestselleren ”Papmaché-reglen” mente hun at vide, at der altid er en parkeringsplads, hvis man på valgfri melodi synger en tekst a la: ”Tak, fordi der er en perfekt parkeringsplads til mig, som er ledig, når jeg skal bruge den.”
Bilerne ud af byen er derimod en gammel sang, og i disse år gøres der sandelig noget ved det. Fra at være en forudsætning for udvikling er bilen i dag byens værste fjende, bilder man sig ind, og der gøres stort og småt for at forhindre den frie bevægelighed, forringe erhvervslivets vilkår og på at forestille sig, at fredfyldte pladser med flaksende sommerfugle i vilde bede omkring børne- og kærestefyldte ladcykler kan holde bymidterne og samfundet kørende.
Mens der altså kommer stadig flere biler, nedlægges flere p-pladser, der udstedes færre licenser til beboerparkering, veje ensrettes eller lukkes helt for trafik. Det hele sker i omvendt og ulogisk rækkefølge: forbud først, alternativer derefter. Eller rettere: slet ingen alternativer, for det har man forsømt.
Der er en grund til, at man løber efter bussen, for der kan gå lang tid, før den næste kommer. I det hele taget er den kollektive trafik for ringe, kræver for stor tålmodighed og for megen tid til, at det kan være en mulighed for f.eks. en familie, der skal aflevere børn i flere daginstitutioner og nå på arbejde til en fast mødetid, hvilket stadig er et begreb, man opererer med uden for den kreative, talende og lovgivende klasse. Måske jobbet kræver kundemøder, leverancer og arbejdsopgaver ude i byen, før turen går tilbage til børnehaven, videre til fritidsaktiviteterne, forbi de daglige rutiner og andet, der hører tilværelsen til.
For at få hverdagen til at hænge sammen laver desperate bilister en ”Peter Hummelgaard”, parkerer ulovligt og indregner bøden som en nødvendig leveomkostning. Men hvorfor skal private, erhvervsdrivende og ministre presses til ulovligheder, alt imens byerne ikke formår at tilbyde andet end indskrænkninger og forhindringer?
Almindelige danskeres hverdagsvilkår ligger fjernt fra kommunalt blændværk, når erhvervsdrivende opfordres til at hoppe på ladcyklen, i en delebil eller sætte sig i toget. Om det er alternativer, afhænger af, hvor man skal hen, og hvad der er formålet, og var det reelle muligheder, havde man nok allerede valgt dem. For ingen spilder tid eller penge bag rattet for sjov.
Er man blot nogle få gange strandet i en urokkelig trafikkø eller har spildt halve og hele timer på at finde en p-plads, tager man ikke bilen igen, medmindre det er nødvendigt, og nødvendigheden er en blind plet i mange såkaldte byudviklingsprojekter og mobilitetsplaner. Kom nu med alternativerne i stedet for forbud. I den nævnte rækkefølge.