Vi har betalt 11 mia. kr. for 16.000 barnepiger

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

På blot seks år har staten sendt danskerne en regning på 11,2 mia. kr. Regningen dækker ansættelsen af 16.000 nye medarbejdere i statsadministrationen. Udviklingen er så voldsom, at borgmester i Kalundborg Kommune, Martin Damm, kalder den uhyrlig og kaotisk. Vi står over for et valg mellem bureaukrati og velfærd, mener Venstreborgmesteren, der også er formand for KL (Kommunernes Landsforening). I øjeblikket bruger vi stort set lige så meget på administration som på velfærd.

Konsekvenserne af det voldsomme administrative merforbrug beskrives grundigt i Berlingske Tidende og på KL’s egen hjemmeside. Martin Damm fremhæver et eksempel på administrative udgifter i Sundhedsstyrelsen, der har ladet udfærdige en analyse om ”hjemlighed”. Opgaven er i øvrigt udfærdiget af et eksternt konsulenthus, men de skal jo også leve, må være forklaringen. Analysen betegnes af borgmesteren som både skør og overflødig. Det er svært at være uenig – ikke mindst når man slår op i analysen. Et af formålene med den er således kortlægning af »forskellige menneskers ruter og adfærd i hjemmet«. Det sker bl.a. ved brug af fire såkaldte samtalebrikker.

I ”samtalebrik 1” konstaterer forfatterne blandt andet, at »sanserne har vist sig at have stor betydning for følelsen af hjemlighed.« På dansk: Ældre føler sig hjemme, når de kan mærke det! Et lille eksempel måske, men det fylder altså i kommunernes bevidsthed og er endnu et eksempel på, at staten foruden at sende regningen til skatteyderne også sender ekstra arbejde til kommunerne. Dette arbejde kunne være bedre brugt til omsorg over for børn, ældre og sårbare, mener KL-formanden.

Hvad er administrationseksplosionen egentlig et udtryk for? Ansvarsfralæggelse er et af svarene. Jo flere mellemled, en regering har mellem sig og borgerne, desto lettere er det at frasige sig et politisk ansvar. Forsvars- og Skatteministeriet er vel de aktuelt bedste eksempler herpå.

Omkostningerne til medarbejdere foran pc’en fremfor foran borgerne er også et udtryk for den stigende centralisering af statsmagten. Denne tendens er forstærket under Mette Frederiksens periode som statsminister. Den tog for alvor fart under covid-pandemien. Staten skal nok tage sig af os, er fortællingen. Hvordan vi skal føle os hjemme, er blevet en opgave for staten ikke den enkelte at definere.

Hvornår er nok nok? Det bør vække bekymring på Christiansborg, når formanden for KL, der har fingeren på den daglige velfærdspuls, slår alarm, for det er det, Martin Damm gør. Selv den regeringstro Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard mander sig op til at være en del af alarmcentralen.

Det er på tide at gøre op med os selv, hvilket samfund vi vil have. Skal vi lade et stigende antal statsansatte definere, om vi har det godt eller ej, hvor stort et ansvar vi har over for fællesskabet, og hvor mange nye kollegaer de selv skal have i de statsfinansierede kontorfællesskaber? At administrationen begynder at opfinde opgaver til sig selv, er et krisetegn, og det er mangel på respekt over for skatteborgerne.

Ansvaret ligger hos politikerne, der i årevis har fortalt os, at systemet er gået for vidt, og at der mangler varme hænder til at tage sig af alle borgere, der måtte have behov. Intet er sket. Men det lyder godt i en skåltale og under en valgkamp.

Regeringen behandler danskerne som små børn, der er uvorne, hvis ikke de klapper hælene i og bøjer nakken. For at holde øje med os er det nødvendigt med flere barnepiger – eller barnepersoner, om man vil. Dem har vi fået 16.000 flere af på seks år.