Kvinderne har ikke én kampdag. De kæmper hele tiden

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Den 8. marts, kvindernes internationale kampdag, har udviklet sig til at være en årlig statusoptælling. En slags statistikkernes festdag. Eksempler fra i år:

Kvindelige ledere tjener mindre end deres mandlige kolleger. Flere kvinder vælger ejendomsbranchen til. Kulturministeren vil have flere kvindelig statuer i byrummet, fordi kun 10 pct. af de nuværende hædrer kvinder. Der er flere kvindelige direktører end sidste år, men dog kun 25,2 pct., og den typiske topleder er en mand over 50 år. En kampagne skal sætte fokus på rollemodeller i kvindelig fodbold, og kampidrætten vil bruge dagen til at tiltrække flere piger og kvinder.

Den 8. marts er også en god mulighed til at komme i medierne, som afsætter mere spalteplads eller sendetid til kvinderelaterede emner lige her. Den 8. marts er et reservat, men statistikker og kampagner hjælper ikke en døjt, hvis der ikke er opmærksomhed på ligestillingen i årets andre 364 dage.

For det er ikke kvindernes kapacitet eller kompetencer, det er galt med. At der ikke er flere kvinder i første række, skyldes struktur, vaner og manglende bevidsthed. Ligestilling begynder i hjemmet. Med støvsugeren, ved vaskemaskinen eller de utal af sedler, der hober sig op på køleskabet. Det er ikke nogen kunst at have et krævende og spændende job, når man kan komme hjem uden at tage sin del af det kedelige husarbejde. Den begynder også med barselsorloven. Så længe kun kvinder trækkes ud af arbejdsmarkedet i mange måneder, vil ligestillingen på samme arbejdsmarked rykke langsommere.

Heldigvis er der talrige eksempler på, at ting kan ændres, og at når først kvinder er kommet til, så kan det gå ganske hurtigt. I Folketinget er andelen af kvindelige politikere det højeste nogensinde: 43,6 pct. I 1960’erne, da ligestilling for alvor kom på dagsordenen, var lidt over 10 pct. af folketingsmedlemmerne kvinder. Dengang var der ingen kvinder i partilederdebatter på tv. Mimi Jakobsen fra det nu nedlagte CD blev den første kvindelige partileder i Danmark. Hun trådte til i 1989.

35 år senere ser billedet noget anderledes ud. Socialdemokratiet, SF og Danmarksdemokraterne har en kvinde i spidsen. De Radikale har haft det indtil for nylig, De Konservative kan få det, Dansk Folkeparti blev født med en kvindelig leder, og hos Enhedslisten var det i mange år kvinder, der førte ordet. Ironisk nok er Folketingets to liberale partier, Venstre og Liberal Alliance, de eneste, som kun har haft mandlige formænd.

Udviklingen illustrerer, at i hvert fald på det politiske plan er man for længst forbi det punkt, hvor det bemærkes, om lederen er kvinde eller mand. I Tyskland sad Angela Merkel som kansler i 16 år. Herhjemme slog dronning Margrethe rekord som længst siddende regent. I begge lande går der anekdoter om små børn, der spurgte, om landet også kan ledes eller regeres af en mand.

Selvsagt bør det være kvalifikationer, evner og talent, som afgør, hvem der får et job, frem for kønsdiskriminering eller kvoter. Realiteten er imidlertid, at køen til herretoilettet stadig er noget længere end til kvindernes, når for eksempel bestyrelserne for store erhvervsvirksomheder mødes.

At nå reel ligestilling kræver en indsats. At man gør sig lidt umage og giver sig tid til at afdække andre muligheder end den, som først falder for i netværket. Her hjælper hverken en årlig omgang rituel massage af ligestillingsstatistikker eller skåltaler om alt det, man gerne vil. Som i så mange andre forhold er det sliddet i den grå og halvkedelige hverdag, som får ting til at rykke.