Konfliktfyldt farvand truer med at oversvømme kvarterer, hvor man ellers har sit på det tørre

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

I Risskov ved Aarhus kæmper man med udfordringer fra alle steder: Grundvandet står højt, aktuelt mellem 0 og 10 cm under jordoverfladen, og vandstandsstigninger fra Aarhus-bugten på den ene side og Egåen på den anden truer eksisterende gamle diger. Men den største trussel er måske, at solidariteten er knastør, og en fælles indsats mod vandet ligner et fatamorgana. At nå til fælles enighed borgerne imellem synes umuligt. Vi taler om et område, hvor man i forvejen strides om, i hvilket omfang og hvem der skal betale hvad for vedligeholdelsen af private fællesveje. Skal den husejer, der bor først på vejen, betale det samme som dem, der bor længere henne og derfor bruger mere af vejen? Og hvordan skal regningen fordeles mellem dem, der tit har gæster, husstanden, hvor man ofte arbejder hjemmefra og derfor ikke slider på vejen i samme grad som naboen, der endda får leveret måltidskasser med en varevogn, eller genboen, der kører i en tung elbil?

Den type konflikt er nu rykket ned på stranden, hvor man så også kan strides om, hvor galt det nu går med al det vand, hvor meget et bord-bænkesæt kan ødelægge et dige, og hvorvidt det er rimeligt, at husejere på første række måske i fremtiden skal strække hals, når de fra Wegnerstolen vil se bølgerne slå ind mod kysten.

Konsulenthuset Rambøll kan fortælle, at det ikke kun er i Risskov, at naboer strides om, hvor en klimaforanstaltning skal placeres, hvordan den skal udformes, hvor høj den skal være, og så naturligvis hvem der skal betale for hvad. De ringe forudsætninger for private, tilstrækkelige og stabile løsninger kalder på en overordnet indsats, som man har gjort det i Solrød Kommune. Det er de facto ingen vindersag, for udover at skulle balancere adskillige holdninger og hensyn til husejerne tættest på vandet vil borgere andre steder i kommunen sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor de skal betale for, at indehaverne af ejendommene tæt på vandet trods alt stadig kan have sit på det tørre.

»Det er et eksempel på en sag, hvor vi er tæt på at gøre ingen tilfredse,« konstaterer borgmester Emil Blücher (LA) om arbejdet med at udforme fremtidens kystsikring. Så meget desto mere er der point for at handle, hvor konfliktfyldt det end må blive.

Det er ikke kun langs vandkanten, at husejere på kommunernes befaling selv må til lommerne og bidrage til værn mod fremtidens mere massive vandmængder. Flere steder i landet har husejere, også i almindelige villakvarterer, selv måttet betale endog store summer for dobbeltkloakering, så overfladevand og spildevand separeres. Selv at bidrage til at sikre sin private ejendom mod de forhold, der byder sig, når Jorden bliver varmere, stormene raser, regnen slår ned i massive byger, og vandstanden stiger, er blevet et vilkår. De konsekvenser mærkede omkring 350 husejere syd for Kolding ved sidste efterårs store stormflod i en sådan grad, at kommunen nu tør genoplive et digeprojekt, der ellers var blevet skrinlagt på grund af for stor modstand blandt områdets beboere.

I mange kommuner venter der store udfordringer med ikke bare at finde den rigtige løsning for en klimatilpasning, men også at gøre nødvendigheden begribelig. Når en privat fællesvej kan splitte, kan man kun frygte, hvilke konflikter et højere dige, måske en mur eller andre nødvendige tiltag vil kaste af sig. Det er nedslående, at egeparketten først skal løftes af fugt, og ejendomspriserne falde, før man er villig til at genbesøge egne holdninger og samarbejde om løsninger, der er til fællesskabets bedste, hvor fjernt den tanke end måtte være.