Den danske model er døende – lad os få en ny

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Den danske model er døende. Længe leve den danske model 2.0. Ingen ved ganske vist, hvad den går ud på, men behovet for dens eksistens er åbenlys. I hvert fald på et arbejdsmarked, hvor usikkerheden om spillereglerne er øget markant med regeringens trepartsaftale tidligere på ugen. Det er i sagens natur helt uholdbart. Det samme er i udgangspunktet trepartsaftalens dekretering af, at statskassen ekstraordinært skal poste brutto knap 7 mia. kr. i lønforhøjelser til særligt udvalgte grupper af offentligt ansatte, i særdeleshed sosu-hjælpere, sygeplejersker, pædagoger og fængselsbetjente. Ikke alene blander SVM-regeringen sig med åbne øjne i den frie løndannelse. Den skævvrider også den historiske sammenhæng mellem lønudviklingen på det private og det offentlige arbejdsmarked. Og den bidrager til at suge arbejdskraft ud af private virksomheder og ind i den offentlige sektor på et tidspunkt, hvor Produktionsdanmark skriger på flere hænder. Det er uhensigtsmæssigt, i og med det jo er det private arbejdsmarked, som skaffer de penge hjem til nationen, der finansierer en af verdens største offentlige sektorer.

Den danske model har ellers i over 120 år været hyldet og anerkendt som en helt særlig, national konkurrencefordel. Dens essens er, at lønmodtagerne sikres retten til at organisere sig og forhandle kollektive aftaler. Som modydelse anerkender lønmodtagerne arbejdsgivernes uhindrede ret til at lede og fordele arbejdet. I princippet en opskrift på færre og regulerede konflikter mellem arbejdsmarkedets parter og selve forudsætningen for den i ind- og udland lovpriste danske flexicurity. Altså den bro til velfærdsmodellen, der sikrer en betydelig fleksibilitet i virksomhedernes mulighed for at hyre og fyre arbejdskraft, fordi samfundet leverer et socialt sikkerhedsnet, der kan samle ledige op og gelejde dem tilbage i nye job. Regeringens nylige undergravning af modellen er imidlertid blot seneste skud på den stamme, der entydigt peger på behov for fornyelse af en model, der ikke er fulgt med tiden.

Igennem årene er der støbt så meget beton og millimeteradministration ind i overenskomsterne, at nye virksomheder med nye forretningsmodeller oplever en kollektiv aftale med lønmodtagerne som prohibitiv for virksomhedens overlevelse på kort sigt. Og dermed for skabelsen af sunde arbejdspladser på længere. De kollektive modeller har det ganske enkelt svært med et arbejdsmarked, hvor ikke mindst de yngre generationer presser på for endnu større fleksibilitet, individuelle hensyn og frihed under ansvar i relation til, hvor, hvordan og hvornår arbejdsopgaverne løses. Konsekvensen må nødvendigvis være, at kollektive overenskomster fravælges, nye konflikter opstår, og grundidéen med den gamle danske model over årene går i opløsning.

Den bevægelse bør både arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer tage særdeles alvorligt. Hellige køer skal slagtes. Hævdvundne rettigheder opgives. Og kollektive aftaler med markant friere rammer for individet og den enkelte virksomhed skal tænkes forfra. I modsat fald får i særdeleshed den overenskomstbærende del af fagbevægelsen særdeles svært ved at argumentere sin eksistensberettigelse over for en arbejdsstyrke, der i stigende grad vender den gamle bevægelse ryggen. Allerede i dag er den såkaldt ”gule” fagforening, Det Faglige Hus, blevet landets næststørste af slagsen. At forvalte ansvaret for andres arbejdsvilkår er ikke en ret. Det er en forbandet pligt, som aldrig må stivne i fortidens beton.