Den selvforskyldte svenske tragedie

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Da den danske regering i sidste uge præsenterede sin nye bandepakke, var det meget tydeligt, at den ikke bare skal øge presset på banderne og bryde fødekædernes rekruttering af ofte helt unge bandemedlemmer, den skal også forhindre svenske tilstande. Det understregede statsminister Mette Frederiksen flere gange.

De seneste banderelaterede drab og bombeangreb i Danmark er i sig selv forfærdelige nok, men Sverige er et skræmmebillede i en kategori for sig. Hvor Danmark har omkring 1.700 registrerede bandemedlemmer, har Sverige omkring 30.000. Hvor der sidste år blev skuddræbt otte i Danmark, er der de seneste 10 dage blevet skuddræbt syv i Sverige. Indtil videre er 35 i år blevet dræbt i Sverige i forbindelse med banderelaterede skyderi, og sidste år satte Sverige en trist europæisk rekord med 64 skuddrab.

Brutaliteten og kynismen i de svenske bander er også i en kategori for sig, både når det gælder de kyniske drab, ydmygelsesvolden og senest også angreb og drab på bandemedlemmers familiemedlemmer. Et gangstervælde i et enormt parallelsamfund, som Sverige har tilladt at etablere sig med egne love, regler og retspraksis løsrevet fra det øvrige samfund.

Også her er de svenske tilstande i en kategori for sig, fordi de både bunder i de åbne grænsers politik og i den humanistiske supermagts tro på, at Folkhemmet havde en styrke, så det kunne opsluge de mange ikkevestlige indvandrere og gøre dem svenske. Man vendte det blinde øje til og førte i årtier en totalt fejlslagen udlændingepolitik, som man nu ser de skræmmende resultater af, fordi der er en klar grænse for, hvor mange indvandrere et frit og åbent velfærdssamfund kan indoptage og integrere.

Det er meget sent gået op for svenskerne, der nu endda kigger mod Danmark for at høste erfaringer fra den danske udlændingepolitik, som skiftende svenske regeringer og den svenske elite ellers i årtier har afvist som inhuman, ja, sågar racistisk. De åbenlyse problemer blev tiet ihjel, også i de svenske medier, ligesom man forsøgte at tie det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterne ihjel, indtil det ikke lod sig gøre længere. Ved valget sidste år stemte godt hver femte svenske vælger på partiet, der i dag er støtteparti for regeringen.

Sveriges regering under den borgerlige statsminister Ulf Kristersson gik sidste år til valg på at ville bekæmpe banderne, men har også måttet sande, at det er en om ikke umulig, så meget vanskelig opgave, for de storkriminelle bander har ingen respekt for det svenske samfunds autoritet. I de svenske storbyer er der adskillige bydele, hvor myndighederne ikke tør færdes og patruljere. Som et udtryk for alvoren og desperationen har regeringen i næste uge indkaldt til et krisemøde for at diskutere nye og hårdere tiltag, bl.a. for at bekæmpe bandernes rekruttering af børn og unge.

Engang talte man om ”tilfældet Sverige”, drillende møntet på de mange forbud og den svenske politiske korrekthed. I dag er det helt blottet for ironisk drilleri mere passende at tale om ”tragedien Sverige”. Og tragedien bliver kun dybere af, at den er selvforskyldt. Regeringen har en meget stor opgave foran sig. Det eneste positive er vel, at man trods alt er vågnet fra årtiers naiv tro på, at velmenende humanisme ville løse alle problemer. Spørgsmålet er, om det er en for sen opvågnen? For Sveriges skyld, men også som solidarisk naboland må man håbe, at det ikke er tilfældet.