De nye højrepartier kan ikke dæmoniseres væk
Fremvæksten af højrenationale partier i Europa skyldes de etablerede partiers egne forsømmelser. Gold blokade hjælper ingenting.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Europa rykker mod højre i disse år. I de fleste lande har højrenationale partier etableret sig. De slår sig især op på en stram udlændingepolitik samt kritik af de klassiske partier og den grønne omstilling. De etablerede partier er i vildrede over, hvordan de skal møde den nye højrebølge.
Tydeligst er det lige nu i Tyskland. Alternative für Deutschland (AfD) ligger i meningsmålingerne til knap 20 pct. af stemmerne. I enkelte delstater når det over 25 pct. Det afskrækker ikke dets vælgere, at dele af partiet er under overvågning af efterretningstjenesten, og at en af dets topfigurer ifølge en domstol kan kaldes højreekstremist. De andre partiers reaktion på AfD’s fremgang er at forsikre, at de absolut intet vil have med partiet at gøre. Det er lagt på is, både i Forbundsdagen i Berlin og ude i delstaterne. Det bortdømmes i alle sammenhænge.
Tyskland lader dermed til at få sin egen version af den debat, som i årevis splittede Sverige i spørgsmålet om, hvordan Sverigedemokraterne skulle håndteres. Længe ville ingen af de andre partier røre det med en ildtang. Men partiet voksede og voksede, og i dag er det parlamentarisk grundlag for den borgerlige regering. Føljetonen om Sverigedemokraterne var en slags genopførelse af dansen om Dansk Folkeparti herhjemme. Først var det dømt ude som ikkestuerent. Siden fik det en afgørende medindflydelse på dansk politik.
De nye partier skal ikke have negativ særbehandling, men konfronteres med argumenter og åben diskussion; demokratiets salt.
Det er til at forstå, at netop Tyskland har det svært med partier på den yderste højrefløj. I hele efterkrigstiden har det været en fælles ambition for de klassiske folkepartier, at der aldrig måtte opstå et levedygtigt parti til højre for det borgerlige CDU/CSU. Det er så sket nu med AfD, men i stedet for at søge fejlen i egne rækker fokuserer de klassiske partier ensidigt på at etablere en totalblokade mod AfD. Men dét skaffer i sig selv bare flere forbitrede vælgere til de nye protestpartier.
Selv når det gælder Tyskland, behøver man ikke være profet for at forudse, at det vil gå på samme måde med AfD som med Sverigedemokraterne og Dansk Folkeparti. Et parlamentarisk demokrati kan ikke holde til i længden at holde ét bestemt parti ude, når det repræsenterer så mange vælgere, som tilfældet er. Det svarer til at dele vælgerne op i et A- og B-hold og frakende mindretallet enhver indflydelse og legitimitet, alene fordi de tillader sig at stemme på et bestemt parti, fuldt lovligt og opstillingsberettiget vel at mærke.
Demokrati er samtale, som Hal Koch rigtigt sagde. I et demokrati deler man sig efter anskuelser, som Viggo Hørup lige så rigtigt sagde. Og det gælder ikke kun i den danske udgave. Politiske partier skal naturligvis møde hinanden med udspil og argumenter, ikke med blokade og braklægning. De, der alligevel flygter ind i blokaden, udstiller alene deres egen svaghed og mangel på politiske løsninger. De højrenationale partier har jo fat i de vælgere, der ønsker netop den politik, som de tilbyder. Langt hellere end blindt at dæmonisere højrepartierne må de etablerede partier spørge sig selv, hvordan de nye partier overhovedet har fået en sådan medvind. Det må i sagens natur skyldes, at de selv har forsømt at tage bestemte emner alvorligt og læse de tendenser i tiden, som har ført højrepartierne frem.
De nye partier skal ikke have negativ særbehandling, men konfronteres med argumenter og åben diskussion: demokratiets salt. Deres vælgere har lige så stor ret til at blive hørt som alle andre. De indgår som en naturlig del af den fælles samtale. Og så må man tage den politiske kamp derfra.