Mugabe er død, men Krokodillen er ikke meget bedre
Afrika må skabe sin egen fremtid – naturligvis med vestlig opbakning.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Et dødsfald er sjældent glædeligt, heller ikke i tilfældet Robert Mugabe, der langt om længe blev sat fra bestillingen som Zimbabwes leder i 2017. Han havde ikke mere den store indflydelse og fokuserede på at leve så længe som muligt. Det lykkedes mere eller mindre, han blev 95 år.
Alligevel må det være tilladt med et lettelsens suk. Det var Mugabe, der med usvigelig sikkerhed kørte sit land i sænk. Hvad der engang var et af regionens kornkamre truede med at gå under i en sump af mord, korruption, omvendt racisme og enfoldighed. Mugabe var længere ved magten end i sin tid Nicolae Ceausescu, og hans anden hustru Grace havde en lige så falsk doktortitel som den rumænske despots kone, Elena.
Det hører med til historien, at Mugabe i begyndelsen af sin karriere virkede lovende og høstede naturlig sympati efter 10 års fængsel for kamp mod apartheidregimet under Ian Smith. Han var en af de mest belæste stats- og regeringschefer på kontinentet og mere end almindelig anglofil. Han sagde på et tidspunkt, at han ønskede et Zimbabwe bestående af gentlemen. Han glemte åbenbart kvinderne, men meningen var sikkert god nok.
Ingen tror mere på, at man kan trække demokrati og retsstat ned over folk, hvis ikke de selv hjælper med
Ikke desto mindre blev han, som det noteres andetsteds i avisen, symbolet på alt det, der kunne gå galt i det postkoloniale Afrika. Derfor fylder han mere, end Zimbabwes størrelse – beskeden i afrikansk målestok – egentlig tilsiger. Han mindede om det forkastelige i apartheid, hvor et hvidt mindretal bestemmer over og diskriminerer et sort flertal, men han viste også, at tingene ikke nødvendigvis bliver bedre, fordi sorte overtager magten. Han var selv så langt fra en gentleman, man kan forestille sig. Han lod modstandere skaffe af vejen – læs: dræbe – og når der var noget galt, f.eks. et økonomisk sammenbrud eller international fordømmelse, var det altid de andres skyld. Han betragtede Zimbabwe som sin personlige ejendom, som Grace engang skulle overtage.
På den måde er Zimbabwe et koncentrat af Afrikas tragedie. Det såkaldt sorte kontinent havde og har enorme muligheder. Det har guld og diamanter, kobber og sølv og et landbrug med ofte ideelle betingelser. Det var jo bl.a. derfor, det blev koloniseret. Det har alt det, som Europa ikke har, eller kun har i begrænset omfang. Afrika burde blomstre.
I stedet er det blevet et permanent problem for almindelige afrikanere og for Europa. Der er i mange lande en helt ekstraordinær dårlig regeringsførelse. Milliarder af bistandspenge er forsvundet i sorte huller eller rettere sagt i lokale magthaveres og Mercedes-forhandleres lommer. Det fører til usle tilstande i regionen og udløser migrantstrømme nordpå.
Vesten har ikke altid opført sig efter bogen heller, selv efter kolonitiden. Handelshindringer og en ligegyldighed over for folkemord i Rwanda eller krige i f.eks. Congo – i modsætning til aktiv vestlig indsats på Balkan – er sørgeligt. Men grundlæggende er det op til Afrika og afrikanerne selv at skabe deres fremtid, naturligvis med bl.a. europæisk opbakning. Ingen tror mere på, at man kan trække demokrati og retsstat ned over hovedet på folk, hvis ikke de selv hjælper med, og deres ledere kæmper imod. Situationen er heller ikke blevet dramatisk bedre med Mugabes efterfølger Emmerson Mnangagwa, kaldet Krokodillen. Politi og forsvar bruges fortsat til spredning af vold og skræk, når Krokodillen eller hans folk mener det nødvendigt. Det ser ikke meget anderledes ud andetsteds, lyspunkter ufortalt. Robert Mugabe er død, men Afrikas problemer fortsætter.