Lad os få brexit. Jo før, des bedre

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Nok er nok. Anderledes kan man ikke tolke premierminister Boris Johnsons beslutning om at suspendere Parlamentet i mindst en måned for at sikre, at Storbritannien kan forlade Den Europæiske Union den 31. oktober om nødvendigt uden nogen form for aftale.

Parlamentet samles efter planen igen på tirsdag efter sommerferien, men forventes kort efter at blive suspenderet, som der er tradition for på grund af efterårets partikongresser. Meningen er så, at Parlamentet først skal mødes igen den 14. oktober for at hører ”Dronningens Tale”, hvilket er regeringens præsentation af dens planer for den kommende parlamentssamling. På grund af den uafklarede situation omkring brexit har den hidtidige parlamentssamling været den længste i de seneste 400 år.

Ingen kan påstå sig overraskede over premierministerens skridt, men reaktionerne har ikke desto mindre været voldsomme. Parlamentsformand John Bercow betegner beslutningen som en »skandaløs krænkelse af forfatningen« og »en bredside mod den demokratiske proces«.

Storbritannien har ingen forfatning, men regeres efter indarbejdede traditioner og præcedens, hvilket onsdag gjorde professorer i statsret til de mest efterspurgte eksperter.

Det er et drastisk skridt at suspendere Parlamentet og dermed reelt berøve det mulighederne for at kunne bremse en hård brexit. På den anden side har et flertal i Parlamentet foreløbig tre gange nedstemt den aftale, som fhv. premierminister Theresa May indgik med EU. Uden væsentlige ændringer taler intet for, at parlamentsflertallet skulle være kommet på andre tanker.

Boris Johnson har umisforståeligt understreget, at det ender med en hård brexit, hvis EU ikke senest ved topmødet den 17.-18. oktober erklærer sig parat til at ændre aftalen – først og fremmest omkring det såkaldte backstop, status for grænsen mellem Irland og Nordirland. Der er i dag ingen grænse, og ingen ønsker en grænse; og da slet ikke en fast grænse med told- og paskontrol. Aftalen vil ifølge mange brexittilhængere de facto binde Storbritannien tæt til EU på ubestemt tid samt give Bruxelles en form for vetoret, hvis briterne på et senere tidspunkt ønsker at udtræde af aftalen.

I optakten til og under weekendens G7-topmøde i Biarritz forsøgte premierminister Johnson at skabe forståelse for, at det forhadte backstop skal fjernes, men indtil videre står EU urokkeligt fast på, at det ikke er muligt. Stillet over for denne virkelighed har Boris Johnson næppe kunnet gøre andet end at stile efter en hård brexit, da han og en voksende del af den britiske befolkning ønsker at se handling, når en forhandlingsløsning ikke længere synes mulig.

Et parlamentsvalg vil grundlæggende ikke ændre på, at et flertal af briterne har stemt for at forlade EU, og det må enhver regering anstændigvis respektere.

Det naturlige ville derfor være at bede de britiske vælgere tage stilling til, om de ønsker den aftale, som den tidligere regering og EU er nået frem til, eller om de foretrækker en hård brexit. Når parlamentarikerne i London ikke har evnet at løfte opgaven med at tolke flertallets vilje ved folkeafstemningen den 23. juni 2016, må vælgerne give svaret.

Den nuværende situation er utålelig, og hvis en hård brexit synes at være den eneste realistiske udgang, er det bedste for alle at foretage det rene snit. Om det er forfatningsstridigt, må domstolene afgøre, men ingen tvivl om, at hele Europa trænger til en afklaring. Jo før, des bedre.