Juridisk kønsskifte til børn er snarere et overgreb

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Politikere får så mange sære idéer, og de særeste bliver heldigvis hurtigt skudt ned. Men politikeren med de sære idéer har markeret sig og fået presseomtale, og så er da i hvert fald det opnået.

Men en gang imellem svigter fornuften, og de sære idéer når helt frem til forelæggelse og måske endda vedtagelse i Folketinget.

Det er, hvad vi ser i øjeblikket, da et flertal bestående af Enhedslisten, De Radikale, Socialdemokratiet og Venstre erklærer sig rede til ved lov at give børn ned til seks år mulighed for at få foretaget såkaldt juridisk kønsskifte. Det betyder, at børnene får ændret sidste ciffer i deres personnummer og af samfundet skal behandles som det køn, de nu har valgt.

Det er en fuldkommen urimelig situation at sætte et lille barn i. Som barn og teenager gennemgår man en identitetsskabelse, som ofte medfører betydelig forvirring, men som typisk kommer på plads i forbindelse med puberteten.

En repræsentant for Det Etiske Råd kalder i Kristeligt Dagblad forslaget for »uhørt«, men blandt andre den tidligere ligestillingsminister Eva Kjer Hansen og Socialdemokratiets gruppeformand, Flemming Møller Mortensen, taler ifølge samme dagblad varmt for forslaget. Eva Kjer Hansen mener, at man skal »imødekomme børnene«, og Flemming Møller Mortensen belærer modstanderne og erklærer: »Det, man skal forstå, er, at det ikke går ud over nogen at give børn og unge denne mulighed.«

Jo, det går i høj grad ud over børnene, som bliver juridisk kønsskiftet. Hvad der var af frustrationer og modgang i tilværelsen før kønsskiftet, kan forudses mangefold at melde sig efter. Hvordan vil man for eksempel placere den pågældende i omklædningsrummet efter gymnastiktimerne? Vil man placere en dreng, som juridisk er en pige, blandt pigerne, eller vil man placere en pige, som juridisk er en dreng, blandt drengene? Og hvordan vil man i øvrigt håndtere de mange situationer, hvor drenge og piger skal befinde sig i hver sin gruppe?

Siden 2014 har det været tilladt for personer på 18 år og derover at lade sig kønsskifte juridisk. Her opstår der vanskeligheder, og et enkelt eksempel, som ved personens eget initiativ er blevet landskendt, forekom i 2015 i en svømmehal i Viborg.

En kvinde, som hed Ibi-Pippi, og som før hed Poul, mødte op i damernes omklædningsrum med de stadig intakte og synlige mandlige primære kønskarakterer. Det vakte betydelig modstand, og bademesteren henviste Ibi-Pippi til handicapområdet. Men det fandt Ibi-Pippi sig ikke i. Hun var krænket, og når man er krænket og tilhører et mindretal, så står alle døre åbne for optræden i morgen-tv, formiddagsblade og hvem der ellers svælger i sådanne sager med et lidt pikant anstrøg.

Det kan ikke være vanskeligt at forestille sig, hvilke problemer og konflikter de kønsskiftede børn vil komme i, ikke mindst i puberteten, som er den alder, hvor personligheden for alvor og typisk varigt skabes.

Den tidligere regering arbejdede med et forslag om nedsættelse af lavalderen for juridisk kønsskifte, men da regeringspartiet De Konservative var voldsomt imod, blev forslaget ikke fremsat i Folketinget. Men der blev nedsat et udvalg med den opgave at vurdere sagen grundigt. Det har endnu ikke præsenteret sine overvejelser, men flertallet i Folketinget er i mellemtiden blevet en realitet.

Måske mener man, at forslaget er udtryk for en liberal holdning. Man hvis man giver børn, som endnu ikke kan læse, denne valgmulighed – dette dilemma – er der snarere tale om et overgreb.