Har vi været gode nok til at forvalte det håb, som månelandingen stod for?

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Hvorfor egentlig sende mennesker til Månen? Fordi vi kan.

Præsident Kennedys gamle begrundelse er stadig den bedste. Den rummer i sin kerne det stærkeste i, hvad vi kan tillade os at kalde Vestens værdier: nysgerrighed, dristighed, innovation, afsøgning af muligheder, aldrig at lade sig nøje. Altid at være på vej og ville videre.

I sandhed var det »et lille skridt for mennesket, et kæmpe spring for menneskeheden«, da Neil Armstrong i dag for 50 år siden kl. 03.56 dansk tid satte foden på Månen. Det var en teknologisk bedrift af historiske dimensioner. Men især var det en udvidelse af vores fælles bevidsthed.

Hvis man var så heldig at kigge med på de flimrende sort-hvide tv-billeder, mens det foregik, er man nok også tilbøjelig til at romantisere erindringen lidt. Perioden var i sig selv ét stort opbrud; et kæmpemæssigt spring mod de nye grænser og horisonter, som Kennedy også havde talt om: 1960’ernes eksempelløse økonomiske opsving; selve året 1968; og, ja, Bob Beamons længdespring ind i næste århundrede ved OL i Mexico som et andet stærkt symbol på en ny, ustyrlig tid. Månelandingen var en vidunderlig kulmination, før de kriseramte 1970’ere satte ind.

For USA betød månelandingen en effektfuld markering af supermagtens selvforståelse som verdens førende nation. Men alle indbyggere på Jorden blev mindet om, hvor langt menneskeheden som sådan kan bringe det, og alle havde ret til at føle sig som del af et globalt fællesskab, uafhængigt af oprindelse, hudfarve og forskelle i politisk overbevisning, som ellers til daglig martrede netop denne periode. Det var en berusende følelse, og hvis man søger efter gentagelser siden dengang, kan man få det svært. Internettet kommer vel tæt på. Andre opfindelser måske også. Og Murens fald og kommunismens kollaps kunne nævnes som historiske eksempler på en samfundsudvikling, der så afgjort trak i den rigtige retning. Men det er alligevel ikke helt det samme.

Så gør det mindre – især i erindringen – at euforien dengang også dækkede over den realpolitiske virkelighed, at USA’s beslutning om at sende mennesker til Månen voksede ud af Den Kolde Krig, som i begyndelsen af 1960’erne var dybfrossen. I kapløbet om rummet var USA presset af Sovjetunionen, som netop havde sendt en mand i kredsløb om Jorden. Der var brug for et stort, spektakulært spring fremad, og det kom så overvældende i 1969.

Under alle omstændigheder melder spørgsmålet sig: Hvor er nutidens store spring fremad, der kan sammenlignes med Apollo 11-missionen? Hvad stræber vi efter i dag? Hvilke grænser arbejder vi på at flytte? Det er altid sværere at vurdere sin samtid end fortiden, men et forsøg på et svar kan godt falde pauvert ud. Det handler slet ikke om en direkte sammenligning mellem præsidenterne Kennedy og Trump, som jo faktisk har udstukket et mål om, at næste destination er Mars. Nej, det handler mere om, hvad der driver den internationale dagsorden i dag. Er det helt forkert, at dagens store fremstød forekommer at være defensive, rettet mod noget, vi ser som trusler; en slags afværgedagsorden mod meget store udfordringer, der tårner sig op? Hvis det er rigtigt, er det fattigt, fordi det ubarmhjertigt udstiller, at det er os, der er underlagt omstændighederne, ikke omvendt.

Månelandingen formidlede overbevisende menneskets skaberkraft i ét stort, optimistisk sus. Den pegede fremad. Den satte drømmen fri for os alle, også 50 år efter. Men vi må selv virkeliggøre den.