Omsider kan nekrologen over EU-modstandsbevægelserne skrives

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Omsider. Efter 40 års omsonst repræsentation blev Folkebevægelsen mod EU stemt ud af Europa-Parlamentet. EU-modstanderne havde det med at poppe op ved EU-folkeafstemninger, hvor de samlede stemmer på at tordne med bål, brand og glidebane mod unionen, for derefter at dykke ned i glemslens uforpligtende dyb. Ingen kunne stille dem til ansvar for deres tåbelige påstande, fordi de ikke var repræsenterede i Folketinget, og deres indflydelse i Europa-Parlamentet var begrænset. JuniBevægelsen, som i mange år kørte parløb med SF, bukkede under, efter at SF opgav modstanden mod unionen og slog ind på en pragmatisk parlamentarisk vej. Nu bløder folkebevægelsen til Enhedslisten, og uanset hvad man må mene om Enhedslistens europapolitik, så er det dog et parti, som kan stilles til politisk og parlamentarisk ansvar.

Folkebevægelsen mod EF blev dannet i 1972, da de danske vælgere skulle tage stilling til, om Danmark skulle tilslutte sig EF. Stærkt forbundet med Danmarks Kommunistiske Parti, som stod bag plakaterne med en stor fed streg mellem Danmark og Tyskland: Her går grænsen, stod der. Den retorik lever sjovt nok endnu, men med andre afsendere. Folkebevægelsen selv talte direkte til følelserne med billedet af en fedladen bureaukrat, som ville kvæle Danmark.

Ved det allerførste valg til Europa-Parlamentet i 1979 stemte hver femte vælger på liste N og sendte bl.a. Jens-Peter Bonde i det Europa-Parlament, som blev base for en omfattende virksomhed, som Bonde fortsatte, da han i 1992 skiftede til den nystiftede JuniBevægelse.

På det tidspunkt var Sovjetunionen og Warszawapagten faldet fra hinanden. Folkebevægelsen mod EU blev mindre synlig, men var trods alt den, som for 10 år siden endte med at udkonkurrere JuniBevægelsen, da Søren Søndergaard blev valgt. JuniBevægelsen nedlagde sig selv, og først Søndergaard, siden Rina Ronja Kari kæmpede videre for den hensygnende bevægelse.

Der blev spillet på følelser og angsten for, at Danmark blev trådt under fode. En metode, som desværre har vist sig virksom over fornuftige argumenter om de fordele, som Danmark har af EU-medlemskabet.

Mange husker stadig JuniBevægelsens forsøg på at skræmme danskerne med et »Velkommen til 40 mio. polakker i EU!« De såkaldte ”hemmelige notater”, som modstanderbevægelserne havde for vane at trække frem under folkeafstemningerne, er der ikke tal på. Pointen er, at metoden virkede, og at ingen bagefter kunne stille folkebevægelserne til ansvar for det vælgerbedrag, som det var.

At Danmark slæber rundt på fire EU-undtagelser, kan vi takke unionsmodstanderne for. Mange af dem har siden indrømmet, at de forudsætninger, som forbeholdene blev konstrueret på, ikke holdt. Igen var der tale om et skræmmebillede mod det store EU, som ville sluge den danske krone, nationalitet, politi og hær og indlemme det hele i et forenet Europa. Tankegangen vidner om en manglende forståelse af EU-samarbejdets karakter.

Rina Ronja Kari giver i nederlagets stund Folkebevægelsen mod EU kunstigt åndedræt. »EU-modstanden fortsætter,« lød det fra den slagne kandidat. For vores skyld må EU-modstanden gerne fortsætte. Det er helt reelt at have forskellige politiske holdninger, men lad det ske inden for parlamentarismens normale rammer, hvor modstanderne står til ansvar for deres påstande.

Så tager vi gerne debatten.