Det må være et chok for Erdogan, at man kan tabe et valg

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Man må lade Recep Tayyip Erdogan, Tyrkiets evighedspræsident, at han ikke gør tingene halvt. Et mislykket kupforsøg mod ham for snart tre år siden medførte en udrensningsbølge, som ville være enhver diktator værdig. Langt over 100.000 mennesker – lærere, akademikere, officerer, politifolk – har mistet deres arbejde, mange er endt bag tremmer. Aviser samt radio- og tv-stationer blev lukket, dersom de ikke deltog i lobhudlinger af denne moderne sultan. De fleste har efter alt at dømme ikke forbrudt sig mod noget som helst, ud over måske ikke at være vilde med ham.

Nu har Erdogan beordret nyvalg i landets største by, Istanbul. Folk har ellers lige været ved stemmeurnerne, men resultatet viste, at præsidentens parti AKP tabte og oppositionspartiet CHP vandt, og det kan naturligvis ikke være rigtigt. Siger Erdogan. Og valgkommissionen har skyndt sig at give ham ret. Man skulle jo nødigt blive beskyldt for noget.

Erdogan har ikke engang ulejliget sig med en halvvejs ædruelig begrundelse. Det har kommissionen heller ikke. Den formelle årsag til omvalget er, at nogle af de tilforordnede ved afstemningsstederne ikke var embedsmænd, som loven åbenbart foreskriver. Hvis det virkelig er så slemt, burde valget gå om mange steder i Tyrkiet, for der var masser af kredse, der ikke havde embedsmænd til at krydse de fremmødte borgere af. Men de fleste andre steder vandt AKP, og så gør det tilsyneladende ikke så meget.

Istanbul har en nærmest mytisk betydning i tyrkisk politik. Det er her, Erdogan er født, og han var byens borgmester i 1990’erne. Han boede dengang i et luksuøst etagebyggeri, som han dårligt kunne have finansieret med sin løn, men klarede ellers sit hverv godt. Også de første år som regeringschef var lovende. Han bragte sit land nærmere retsstatslige principper og hyldede demokratiet.

Da sidstnævnte havde gjort, hvad det skulle, nemlig at sørge for, at han blev valgt, var det pludselig mindre interessant, og kupforsøget fjernede ethvert håb om demokratiske tilstande og lighed for loven.

Men Istanbul er fortsat vigtig, og det må have været et chok for Erdogan, at en indtil for nylig temmelig ukendt bydelsborgmester, Ekrem Imamoglu, blev valgt som metropolens førstemand under CHP’s faner. Mange har sammenlignet Imamoglu med Erdogan i sine yngre dage – karismatisk, velovervejet og talentfuld på en scene.

Det kan være, at det er en af grundene til, at Erdogan ikke vil godkende nederlaget – han kan se sig selv i Imamoglu, og han hader det. Mindre lommefilosofisk kan det tilføjes, at Istanbul er vigtig for driften af AKP’s korruptionsmaskine. Der er mange ben at få og penge at suge op, og det skulle nødigt ødelægges af konkurrenten.

Erdogan vil åbenbart forsvare sit medlemskab i klubben af stats- og regeringschefer, der selv eller gennem deres nærmeste tilsyneladende er kommet til stor rigdom ad grumsede veje. Hos Erdogan er det ikke mindst sønnen, hos Ungarns premierminister Viktor Orbán er det svigersønnen, hos Tjekkiets regeringschef Andrej Babis og Ruslands præsident Vladimir Putin er det vist både dem selv og familierne, der kan lune sig over en fordelagtig økonomi.

Problemet er, at omvalget den 23. juni formentlig vil udløse ballade uanset resultatet. Hvis Erdogan taber igen, kan han blive endnu mere ubehagelig. Hvis han vinder, vil oppositionen føle sig snydt. Erdogan behøver man ikke at have medlidenhed med, men for Tyrkiet er det en skam.