Nolde var nazist. Men hans værk er uskyldigt
Man bliver ikke en god kunstner af at være flink.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Der må se lidt tomt ud i Angela Merkels kontor i øjeblikket, efter at Tysklands forbundskansler har bedt om at få taget to billeder af Emil Nolde ned fra væggen. Det er sket i forbindelse med en udstilling i Berlin, der viser, hvor nazistisk og antisemitisk Nolde var til sin død.
Det har udløst en af disse diskussioner, der opstår med jævne mellemrum: Hvor meget skal en kunstners værk forbindes med dennes politiske indstilling eller privatliv i øvrigt? I betragtning af, hvor lidt kunsten i øvrigt fylder i den offentlige samtale, kan man kun hilse den slags debatter velkommen, for de tvinger os til at tænke over, hvad en maler, en forfatter eller en skuespiller egentlig er.
Det konkrete tilfælde først: Selvfølgelig kan en tysk kansler ikke have billeder af en gammel nazist hængende. Det ville også være problematisk i et statsministerkontor i København, selv om Nolde, født i grænselandet, havde dansk pas fra 1920. Hvad politikere gør, har ofte symbolværdi. Nolde i officielle omgivelser udsender nogle uheldige signaler.
Man må desværre sige, at menneskelig karakter og kunstnerisk talent langtfra altid, måske ligefrem sjældent, hænger sammen.
Det siger imidlertid intet om kunsten. Nolde var en stor maler, en ekspressionist, der malede så kraftfuldt, at hans farver har gennemslagskraft den dag i dag. Noldes billeder holder, selv om hans politiske vrangforestillinger og vennekreds – der bl.a. omfattede Holocaust-organisatoren Heinrich Himmler – taler for sig selv. Nolde var en skidt knægt, men en god kunstner.
Sådan er det ofte. Hans samtidige, forfatteren Knut Hamsun, var overbevist nazist og forærede i 1943, mens hans eget land, Norge, var besat af tyskerne, sin nobelprismedalje til Det Tredje Riges propagandaminister Joseph Goebbels. Hamsun har skrevet noget af den smukkeste prosa i Norden. Gør det hans værk ringere? Naturligvis ikke. En tredje nazist og stor kunstner, franskmanden Louis-Ferdinand Céline, tilbragte de første år efter krigen nær Korsør. Han mente, at både paven og Picasso var jøder, og da han var så antisemitisk, at forskere i dag taler om en psykose, var det ikke en hæder. Bliver hans nihilistiske dannelsesroman ”Rejse til nattens ende”, der inspirerede Henry Miller og Jean-Paul Sartre, dårligere af den grund?
Listen er lang. Den tyske forfatter og nobelpristager Günter Grass hemmeligholdt i mange år, at han havde været medlem af Waffen-SS. Den danske skuespiller Chr. Arhoff meldte sig ind i nazipartiet 1941. Forfatteren Hans Scherfig var stalinist og elskede Sovjetunionen; den biografiaktuelle Martin Andersen Nexø var på samme hold. Har det nogen som helst indflydelse på kvaliteten af deres værker? Nej da.
Man må desværre sige, at menneskelig karakter og kunstnerisk talent langtfra altid, måske ligefrem sjældent, hænger sammen. Man bliver ikke nødvendigvis en stor maler ved at være flink. Spørg folk, der kendte den fremragende britiske billedmager Lucian Freud, f.eks. Omvendt var Winston Churchill statsmanden, der reddede civilisationen fra undergang og af gode grunde blev elsket af mange. Men ved et staffeli var han middelmådig, og selv om han var en fantastisk historieskriver, er hans eneste roman, ”Savrola”, heldigvis blevet glemt. Churchill selv oplyste i sine erindringer, at han altid havde frarådet sine venner at læse den.
Tilbage til Nolde: Det mærkelige ved den historie er, at hans ubehagelige sider først registreres nu. De var fremme for fem år siden, denne avis berettede om dem. Men se hans kunst, læs bøger af Grass og Scherfig, hvis lysten er der. Man kan også lade være. Men deres værker er uskyldige.