Hvis man ikke kan tåle en Michael Jackson-figur, må man handle et andet sted
Man må skille kunsten fra kunstneren – ellers løber vi hurtigt tør for kunst.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
»Klaus Rifbjerg er en stor digter og en endnu større idiot,« skrev klummisten Ulrik Høy engang om den nu afdøde Store Klaus, der producerede mindst lige så mange letkøbte meninger, som han skrev romaner. Dermed satte Høy fingeren på et klassisk ømt punkt, for kan man adskille de to ting? Kan man læse Knut Hamsun vel vidende, at han havde nazistiske sympatier under Besættelsen? Kan man lytte til Morrissey og glæde sig over hans fantastiske stemmes grå tristesse uden dermed at have tegnet abonnement på hans højrenationale sympatier? Kan man synes, at The Cosby Show er hyggeligt og fredeligt, mens man tager dyb afstand fra Cosbys dokumenterede misbrug af kvinder? Kan man nyde Kevin Spaceys præstation i filmen ”American Beauty” om den midaldrende og frustrerede familiefar, der forelsker sig i datterens veninde, når man nu kender Spaceys historie? Eller kan man – det er det aktuelle eksempel – fortsat lytte til Michael Jackson, når man ved, at hans forhold til børn var i bedste fald dubiøst?
Det mente Rødovre Centrum først, at man kunne, for man stillede en Michael Jackson-figur op i centeret. Men da der blev klaget, tog man den ned igen. Og nu har centeret fortrudt og geninstalleret Jackson.
Der er butikscentre nok i verden, det samme kan man ikke sige om stor kunst.
Spørgsmålet om, hvorvidt man kan adskille kunsten fra kunstneren, er således ikke let; det er derimod evindeligt, og i disse let krænkede tider kommer det naturligvis igen og igen på dagsordenen. Det er da heller ikke irrelevant, for selvfølgelig er der forskel på at være almindelig assorteret idiot og at være nazist eller pædofil. Der kan være overtrædelser, der i sig selv er utilgivelige, men hvad så med Rifbjergs venlige forhold til DDR – bør det forhindre hans adgang til gymnasiepensum?
På det pensum finder man jo f.eks. i stor stil Hans Kirk; han skrev ikke bare ”Fiskerne”, han tilbad Josef Stalin, denne afsindige massemorder, om hvem Kirk mente, at han var »en af de få store skikkelser i verdenshistorien, som er udgået af folket og har levet hele sit liv for folket […] Han er ikke nogen politiker i almindelig forstand, men en stor humanistisk skikkelse«. Kirk troede blindt på skueprocesserne i Moskva, som kollegaen Martin Andersen Nexø personligt overværede og vurderede med ordene: »Selv har jeg aldrig overværet en mere demokratisk retshandling.« Ikke ret klogt sagt, endsige sympatisk, men er ”Pelle Erobreren” ikke alligevel en vigtig roman, som gymnasieelever bør stifte bekendtskab med?
Sejrherrerne skriver historien, og derfor var børnesangene ”Jeg ved en lærkerede” og ”Solen er så rød, mor” forbudt på Danmarks Radio helt indtil 1963, fordi deres forfatter, socialdemokratiske Harald Bergstedt, ikke – som mange af hans berømte partifæller – nåede at forlade kredsen omkring tidsskriftet Globus, før dets nazisme blev for betændt tydelig. I Æresretten sad førnævnte Hans Kirk og dømte ham strengt – men hvem var han til at dømme?
Sagen er, at en lang række kunstnere (som mennesker i det hele taget) tager sig mindre poetiske ud, når man begynder at gå dem lidt efter i sømmene. Og sandt er det, at Klaus Rifbjerg på mange punkter var en stor idiot, men det var også ham, der kaldte en solsort for »en buet lyd af syn / af dufte farvet moll imellem skyer«; kan man ikke glæde sig over det sidste uden at abonnere på idioten?
Jo. Man må skille kunsten fra kunstneren, og hvis visse mødre ikke kan tåle synet af Michael Jackson, må de finde et andet sted at handle; der er butikscentre nok i verden, det samme kan man ikke sige om stor kunst.