Demokratiets fjender skal ikke vedblivende mødes med ny lovgivning
Det er en retspolitisk glidebane, når man vil beskytte demokratiet ved at begrænse det.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Ifølge Lars Løkke Rasmussen burde den islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir forbydes ved lov, hvis der var mulighed for det. Det kunne man onsdag læse i en lille note i avisen, hvor statsministeren uddybede synspunktet: »Jeg bryder mig simpelthen ikke om at se på det. Det er på alle måder rædselsfuldt, at nogen mennesker, der er i Danmark, tager så dyb afstand fra den måde, vi har indrettet os på.«
Det er frastødende og en stor udfordring i et åbent og frit demokrati at skulle acceptere kræfter, der dybest set vil det til livs og lever i åben opposition til dets værdier. Så langt har statsministeren ret. Men ligefrem at forbyde ved lov, så længe de i øvrigt ikke virker ved vold eller opfordrer til det, er en udemokratisk måde at møde sine fjender. Det er samtidig en retspolitisk glidebane, hvor man vil beskytte demokratiet ved at begrænse det.
Det er imidlertid en glidebane, som vi har befundet os på et stykke tid, bl.a. med sidste års såkaldte tildækningsforbud – i daglig tale burkaloven – og forkynderloven – i daglig tale imamloven – som blev vedtaget i 2016. Hvis man således går ind for, at det er lovgivning og ikke argumenter og modsigelse, der skal overbevise demokratiets modstandere om, at de er galt afmarcheret, så må Lars Løkke Rasmussen have været en glad mand samme dag, som noten stod at læse i avisen.
Et demokrati, der for at beskytte sig selv begrænser nogles ret til at ytre sig, har opgivet sine idealer og er dermed også blevet sin egen modstander.
For som man kunne læse andetsteds samme dag, faldt der tirsdag for første gang dom i henhold til forkynderloven, der skal forhindre religiøse forkyndere i Danmark i at undergrave danske love og værdier og udsprede had, de såkaldte hadprædikanter. Forkynderen Monzer Baajour, der i øvrigt også er medlem af Hizb ut-Tahrir, blev dømt for en prædiken, han holdt i marts 2017 i en moské på Nørrebro i København, hvor han opfordrede til drab på jøder.
I prædikenen citerede han bl.a. en islamisk overlevering, hvor det lyder: »Dommedag oprinder ikke, førend muslimerne bekæmper jøderne, således at muslimerne slår dem ihjel, og jøden vil skjule sig bag sten og træer, og stenen og træerne vil sige: ”O muslim, O Guds tilbeder, der er en jøde bag mig, så kom og dræb ham”.«
Det kræver vist mere end almindelige teologiske spidsfindigheder at bortforklare det som andet end en umisforståelig opfordring til drab på jøder. Dommeren var af samme opfattelse, så prædikanten blev idømt seks måneders betinget fængsel, hvilket må siges at være fuldt acceptabelt og måske lidt i underkanten, idet lovens straframme er op til tre års fængsel.
Sagen er blot, at Monzer Baajour også kunne være blevet dømt, inden man vedtog forkynderloven, ligesom det heller ikke kræver nogen særlovgivning at forbyde Hizb ut-Tahrir, hvis de på tilsvarende vis opfordrede til vold eller drab.
Straffeloven har klare definitioner af, hvilke grænser der er for ytringsfriheden, og har rigelige muligheder for at straffe folk, der med råd eller dåd tilskynder til vold eller drab.
Derfor er forkynderloven overflødig. Ytringsfriheden har og skal have vide rammer her i landet. Det skal muslimer acceptere, men vi skal også anerkende, at vi ikke vedblivende skal møde demokratiets modstandere med ny lovgivning, dels fordi der i forvejen findes lovgivning, der straffer, når ytringsfriheden benyttes til at opfordre til vold eller drab, dels fordi et demokrati, der for at beskytte sig selv begrænser nogles ret til at ytre sig, har opgivet sine idealer og er dermed også blevet sin egen modstander.