Det enkelte individ har også et ansvar for at forebygge stress

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Danmark er, som det måske er bemærket, blevet beriget med et stresspanel. Panelet barslede for nylig med sit første forslag, der må siges at være en hån mod alle, der for alvor er syge af stress. Forslaget, der blev debatteret vidt og bredt, gik ud på at nedlægge det elektroniske kommunikationsmedie mellem skole og forældre, Forældreintra, og erstatte det med den gode gamle kontaktbog.

Selv om Forældreintra kan være en kilde til evig irritation for alle med børn i den skolesøgende alder, så er det tæt på grinagtigt at forestille sig, at en lukning af mediet vil gøre noget afgørende ved stressepidemien. Så er der trods alt lidt mere bund i panelets andet forslag, som blev beskrevet i avisen onsdag, nemlig at arbejdspladser og især ledere skal have større indsigt i stress, stressudløsende faktorer og forebyggelse.

Det slås ofte fast, at stress er blevet en folkesygdom, som skal tages alvorligt, for opdages den ikke i tide, kan det være en langvarig lidelse, der ofte fører andet med sig som hukommelsesbesvær, angst, depression og søvnløshed. Det er en sygdom, der skal tages alvorligt både af den stressramte og af samfundet. Det skønnes, at op mod hver fjerde sygemelding i dag skyldes stress, og det koster årligt samfundet – i form af sygemeldinger, udgifter til sundhedsvæsnet og tidlige dødsfald – mellem 15 og 20 mia. kr.

Derfor er det også naturligt at rette blikket mod arbejdsmarkedet og de enkelte virksomheder, når man diskuterer, hvordan man kan forebygge stress og håndtere sygdommen. For det er givet, at tempoet på arbejdsmarkedet og stadig mere diffuse krav spiller en rolle i eksplosionen af sygemeldinger, og derfor er det naturligvis også et ledelsesansvar at håndtere og forebygge stress, bl.a. ved at opnå større indsigt i stress og dens årsager samt blive bedre til at definere mål og arbejdsopgaver. Men det er lige så naivt som at tro, at en lukning af Forældreintra kan fjerne stress, hvis man mener, at den hele løsning ligger der.

Det er ikke kun arbejdsmarkedet, men hele samfundet, der har udviklet sig til et højhastighedssamfund, hvor presset på og kravene til den enkelte i konkurrencestaten opleves som større og mere diffuse end tidligere. Samtidig er den øgede individualisering, hvor man føler man står i et evigt konkurrenceforhold til andre, i kombination med en ekstrem præstationskultur med til at skabe følelser af, at man aldrig er helt færdig eller god nok. Dette bliver tydeligere i ungdomsgenerationerne, hvor stresstallene er endnu højere end i resten af samfundet, bl.a. fordi mentaliteten står i ledtog med den narcissistiske selviscensættelse af det perfekte liv på de sociale medier. Stress kan siges at være et symptom på et informationsmættet og selvcentreret samfund, hvor frygten for ikke at være med overskygger alt.

Det er indlysende, at disse faktorer hver for sig og i kombination øger risikoen for at brænde sammen. I en identitetssvag tid er det desuden fristende at give alle andre – samfundet, arbejdsmarkedet, kollegerne, de medstuderende – skylden, når det sker. Naturligvis er det et samfundsansvar og -problem, når så mange lider af stress, men der påhviler også det enkelte individ et ansvar for at tage hånd om sit eget liv, herunder at opbygge en vis digital dannelse, logge af indimellem, finde den indre styrke fremfor at lade sig styre af det omgivende samfund og narcissistiske spejlinger, bekæmpe den rastløse energi, som hele samfundet lider af, og turde gå glip af noget, som psykologen Svend Brinkmann siger.