Det er at gå for tæt på det personlige ansvar at lovgive mod psykisk vold

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

»Har du talt med dit barn i dag?« lød et pædagogisk slogan og spørgsmål i 1970’erne. I dag burde det måske skrives om til »har du talt med din ægtefælle i dag?«.

Som det er fremgået af Jyllands-Posten i denne uge, bliver det fra 1. marts muligt at straffe psykisk vold i nære relationer med fængsel i op til tre år. Psykisk vold kan bl.a. være, hvis en person ignorerer sin partner og holder denne hen i uvidenhed om beslutninger. Men psykisk vold er dog ikke kun tavshed i parforholdet, hvilket også fremgår af det forslag til ændring af en bestemmelse i straffeloven, som ligestillingsminister Eva Kjer Hansen har fremsat, og som træder i kraft 1. marts med opbakning fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Der kan eksempelvis være tale om overvågning og kontrol af en anden persons mail, sociale konti og færden, kontrol af en persons dagligdag og tid, konsekvent nedgørelse af en person, ydmygelser, krænkelser osv.

Det er skam alvorligt nok, og det finder sted, som regel bag murene, og sikkert også ofte i det, man betragter som de bedste familier. En undersøgelse fra Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd – viser, at 3,9 pct. af landets kvinder oplever at blive udsat for psykisk vold i løbet af et år, mens det er tilfældet for 1,2 pct. af mænd. Men selv om det naturligvis er frygteligt for den eller de, der udsættes for psykisk vold af en nær person, så er det ikke statens opgave at lovgive om det. Af flere grunde, som der vil blive vendt tilbage til.

Ligestillingsministerens hensigt med loven er at vise, at samfundet tager lige så kraftigt afstand fra psykisk vold som fra fysisk vold, og sende et signal både til voldspersonen og til ofrene om, at det tages alvorligt. Og det er da sandt, at det kan være lige så ødelæggende over længere tid at blive udsat for psykisk terror, blive overset, nedgjort, overvåget eller på anden måde kontrolleret, som at blive fysisk forulempet. Der hersker ingen tvivl om, at det kan være fuldkommen nedbrydende og ødelæggende for selvværd og selvfølelse og for evnen til at fungere socialt.

Men som det har været fremme i forbindelse med Jyllands-Postens dækning af lovændringen, mener den juridiske sagkundskab, at det vil være vanskeligt at løfte bevisbyrden, og man forudser derfor, at det i mange sager vil være vanskeligt at få en psykisk voldsperson dømt. Det bekræftes også af erfaringer fra England, hvor en lignende paragraf har været gældende siden 2015.

Det er dog ikke det vægtigste argument mod den nye lovgivning. Ét er, at der i forvejen findes lovgivning, der sikrer mod frihedsberøvelse, injurier og overvågning uden samtykke. Noget andet og langt vigtigere er, at lovgiverne og dermed staten med denne lov, der er åben for fortolkninger, er inde at pille ved noget af det allerhelligste, nemlig den personlige frihed og den enkelte families ret til at indrette sig.

Det kan aldrig blive statens opgave at bevæge sig helt derind, hvor det drejer sig om den psykiske stemning og sjælelivet i en familie. Det betyder ikke, at psykisk vold ikke skal tages alvorligt af os alle sammen, når vi støder på den eller har mistanke om, at den finder sted. Men det er ikke noget, en dommer skal blandes ind i, dels fordi der allerede findes lovgivning, der beskytter, dels fordi der som regel er tale om voksne mennesker og som sådan voksne mennesker med ansvar for eget liv og herunder også ansvar for selv at bryde ud af et usundt forhold og søge den hjælp, som allerede findes, hvis de udsættes for psykisk vold.