Stabilität über alles

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Tyskland forbliver Europas anker. Det stormer og pisker på alle grænser – fra Italien over Frankrig og Storbritannien til Centraleuropa. Også i Tyskland er der mere end blot krusninger på havoverfladen. Men grundlæggende hersker en politisk stabilitet, som end ikke udsigten til evighedskansleren Angela Merkels afgang i en ikke så fjern fremtid for alvor rokker ved.

Valget af Annegret Kramp-Karrenbauer til ny formand for det borgerlige CDU og dermed designeret kansler understreger næsten demonstrativt pointen. Det er uretfærdigt at kalde denne dybt kompetente og selvstændigt tænkende politiker for ”Mini-Merkel”, men som udtryk for, at der fortsat vil være en rolig hånd på rattet i Berlin, er billedet alligevel på sin plads.

Det er værd at bemærke, at den nye CDU-formand faktisk er borgerlig. Ikke at Merkel ikke er det, men kansleren med sin naturvidenskabelige baggrund er først og sidst pragmatisk og rationel i sin tilgang til politiske udfordringer. Hun er de små skridts mester, men hvad mener hun egentlig selv?

Den udtalt katolske Kramp-Karrenbauer fra det yderste Vesttyskland – det lille Saarland – er ikke mindst i værdi- og familiepolitiske spørgsmål mindre mainstream end Merkel, og hun har i den netop overståede interne valgkamp stillet en strammere udlændingepolitik i udsigt. Intet tyder på, at hun ikke er helt klar over, hvor skoen trykker. Hun har endog tilladt sig at lægge diskret afstand til Merkels kontroversielle slagord fra migrantkrisen i 2015: »Wir schaffen das«.

Hun har en bunden opgave. CDU må og skal tilføres en skarpere profil og mere kant til de øvrige partier. Hun kommer til at tage hensyn til det meget store mindretal i partiet, der hellere ville have den skarpere definerede Friedrich Merz som formand, men kursen giver ikke sig selv. CDU er presset på alle fronter: Fra venstre af miljøpartiet De Grønne, der har gjort dybe indhug i faste borgerlige bastioner. Fra højre af det stærkt indvandringskritiske AfD, der på rekordtid er blevet Tysklands tredjestørste parti. Og indefra af det bayerske søsterparti CSU, som rykker til højre. Den spagat skal CDU under Kramp-Karrenbauer klare. Det bliver ikke nemt.

Endnu holder CDU skansen som et bredt favnende folkeparti, men hér ligger også udfordringen i en tid, hvor yderfløjene overalt vinder frem på målrettede værdipolitiske tilbud til bestemte vælgergrupper. Den store konkurrent, det socialdemokratiske SPD, kan synge med på den sang. SPD er i dag en skygge af sig selv. I det tyske partilandskab har CDU de bedste muligheder for at fastholde positionen som det brede midterparti, men noget må ske.

Under Merkel har CDU åbnet sig mod nye grupper, men det har kostet i det klassiske konservative segment. Hendes interne kritikere siger, at hun har socialdemokratiseret CDU. Selv vil hun sige, at hun har moderniseret det og flyttet det ind i det 21. århundrede. CDU er i dag borgerligt; netop ikke kun konservativt. I sidste ende er også Merkel blevet slidt op af udlændingedebatten – på et tidspunkt, hvor Tyskland boomer økonomisk – og dét har Kramp-Karrenbauer i sine første interviews efter valget fredag vist sig helt bevidst om.

Ansvaret hviler tungt på Europas største og stærkeste land med det politiske opbrud, der går over kontinentet. Europa-politisk kommer der absolut ingen ændringer med Kramp-Karrenbauer. Og generelt er det en lettelse for Tysklands naboer, herunder Danmark, at kunne konstatere, at forudsigelighed, stabilitet og ordentlighed fortsat vil udgå fra Berlin.