Grünfeld-affæren er afslørende for en hel kultur

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Lad os lägga bort titlerna, siger de i Sverige med et udtryk, vi har arvet. Og man kunne tro, at vi i Danmark, et land kuet af formløshedens tyranni, hvor man er dus med alle og enhver, ville have adopteret den praksis. Hvad betyder vel en titel i et land, hvor ligheden altid kommer først, for titler er jo, som etatsråden sagde, beregnet til at skille mig fra pakket?

Partiet Alternativet har i den henseende været leveringsdygtig i mange nye oplysninger. Hvor mange mon vidste, at der fandtes noget, der hedder Akademiet for Utæmmet Kreativitet, som har modtaget betydelig offentlig støtte bl.a. til en uddannelse i NyCirkus? Det vidste vi ikke, men det fandt vi ud af, da Uffe Elbæk (som radikal minister) placerede nogle millioner der, hvor han selv har siddet i bestyrelsen, og hvor hans partner er ansat. Og hvor mange vidste, at master i positiv psykologi er noget, man kan blive og være, før Niko Grünfeld skrev i sin levnedsbeskrivelse, at det var han, hvad han altså ikke er. Han løj. Det er derfor, han måtte gå. og ikke fordi pressen bedrev en ond hetz og havde misforstået det hele grundet en uklarhed i kommunikationen. Det er værd at fastholde, da Niko Grünfeld endnu ikke selv synes at forstå det, hvad der i sig selv er meget bekymrende.

»Jeg har ikke haft nogen interesse i at slå et større brød op, end jeg er,« sagde Grünfeld til Radio24syv med en tidstypisk sprogfornyelse, for man kan jo godt være et stort brød, selv om man ikke har nogen uddannelse. Tilbage står, at han jo netop har søgt at gøre sig til mere, end han er.

Alle begår fejl; erindringsforskydninger er en iboende del af den menneskelige tilværelse. Men når man lyver sig til en titel, har det et formål. Grünfeld er ikke den første, og han bliver heller ikke den sidste. Eksemplerne er skandaløse i varierende grad, men fælles for dem er jo, at afsenderen har troet at kunne slippe afsted med det – eller ikke fundet det videre alvorligt, dette med at skrive lidt ekstra på CV’et; herregud endda, man pynter sig jo også, før man går til selskab. »Jeg har ikke forfalsket noget, men jeg har måske nok romantiseret mit CV,« som Anna Castberg sagde, da hun blev afsløret i at have opfundet det meste af det, hun havde fortalt Arken inden sin ansættelse som direktør.

Det interessante er, at Niko Grünfeld har fundet det nødvendigt, endsige vigtigt, det med titlerne. Det er jo ikke et ansættelseskrav for en kulturborgmester, at han eller hun er master eller kandidat i noget som helst. Og Alternativet og det miljø, partiet udspringer af, skulle jo netop repræsentere noget andet og renere. Her går man ikke i habit; man går ikke op i formaliteter eller eksamensbeviser og andre småborgerlige og forældede duelighedstegn, her handler det om miljø og grøn omstilling, mennesker og kreativitet, ja, man vil endda oprette et helt ministerium med det tema. Hvad skal man så egentlig med en kandidatgrad eller en master i positiv psykologi, er det ikke nok at være menneske fuldt og helt?

L’affaire Grünfeld demonstrerer med al ønskelig tydelighed de faktiske forhold i den grønne godhedsindustri. Titler betyder noget også der, prestige betyder noget, en HD klinger ikke rent nok, også kreative klovne har et internt hierarki, som kan nødvendiggøre en løgn eller to, og Swindon Town Football Club (som Grünfeld måske, måske ikke har arbejdet for, hans forklaringer svinger fra dag til dag) lyder lidt sjovere end AGF. Den ny politiske kultur er ikke så ny endda. Man klæder sig bare lidt anderledes og bruger en hel masse andre ord.