Mattarellas løsning holder ikke i længden
Italiens præsident kan muligvis berolige markederne, men næppe italienerne, som ikke lader sig forføre af hverken forfatningsret eller kølige beregninger.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Italiens præsident har stået i en noget nær umulig situation. Valget mellem at redde sit land fra den økonomiske afgrund og samtidig gøre sig selv sårbar for beskyldninger om indirekte statskup eller at følge parlamentets flertal og samtidig risikere at udløse en eurotsunami, som ville få den græske eurokrise til at ligne skvulp på overfladen.
Sergio Mattarella valgte som bekendt den første løsning, som på ingen måde er uproblematisk. Sat på spidsen har han tilsidesat et parlamentsflertal og gennemtrumfet en teknokratregering. Og det på trods af, at italienerne gik til parlamentsvalg i marts. Siden da har parlamentets sammensætning været kendt, og det skal til sejrherrens ros, Femstjernebevægelsen, siges, at den trods alt forsøgte at tage et regeringsansvar, selv om prisen var høj ved at give ikke ubetydelige indrømmelser til Lega.
Italiens 65. regering kommer efter alt at dømme til at blive ledet af Carlo Cottarelli, som er kendt for at kunne beskære et offentligt budget. Nummeret angiver, hvor mange regeringer Italien har haft siden Anden Verdenskrigs afslutning. Den imponerende række taler ikke for sig selv, flere tidligere regeringer var også teknokratiske. Den seneste blev ledet af Mario Monti, som skulle rydde op og holde Italien på sporet efter Silvio Berlusconis afgang i 2011.
De mange regeringer, vil nogen hævde, viser også, at Italien er et omskifteligt land, som befinder sig i mere eller mindre permanent kaos. Når det bliver for vildt, sættes teknokraten ind for at rydde op, få ro på, og så kan cirkusset begynde forfra. Og når det mest af alt er en italiensk stil, som resten af Europa kan smile ad. Hvorfor så tage det alvorligt denne gang?
Det er der flere årsager til, at man skal gøre. For det første fordi Italien er en del af euroen. Italiensk indenrigspolitik standser ikke ved Alperne, men får konsekvenser langt ud i Europa. For det andet fordi den italienske forfatningskrise illustrerer det dilemma, som demokratiet står over for, når populister får flertal. I Spanien udfoldes samme problem, men i mindre skala. Efter at løsrivelsestilhængerne i Catalonien har vundet flertal og dannet en regering, vil styret i Madrid ikke anerkende den. Også her er argumentet, at det er til nationens bedste.
Sergio Mattarella kan have mange gode grunde til at agere, som han gør, og han kan påberåbe at have forfatningen med sig. Men nogen løsning på dette indbyggede problem er det ikke. Tværtimod risikerer vreden at vokse, og ved et nyvalg kan de to partier, som nu holdes ude, komme ind med større styrke.
Den formelle begrundelse for at blokere regeringen var, at den nominerede til økonomi- og finansministerposten, Paolo Savona, er stærk kritiker af euroen. At Lega også er det, er ikke nogen hemmelighed. Femstjernebevægelsen derimod har puttet mere med kortene, et fromt håb kunne være, at spørgsmålet bliver entydigt besvaret i den kommende valgkamp, så der blev skabt klarhed om dette ikke uvæsentlige spørgsmål.
En forsmag på, hvad usikkerheden betyder, har italienerne fået i disse dage, hvor rentespændet vokser. Flere politikere har udtrykt, at om ikke andet vil markederne lære italienerne at stemme fornuftigt. Mon dog? Kølig klogskab i Bruxelles, Berlin og Frankfurt står over for varme følelser i Rom, Napoli og Torino. De udstiller Europas spændinger og vidner om højt spil i Italien. Det kan blive værre.