Ro på bolden, Venstre, og find det liberale ståsted
Hastige forandringer og lidt for hurtige skift forvirrer.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Da Søren Pind meldte sin afgang som minister og fra Folketinget, efterlod han et splittet Venstre. Uenighederne lurede under overfladen, men at de skulle bryde ud så hurtigt, var alligevel ikke til at forudse. Nu har integrationsminister Inger Støjberg fået bålet til at blusse op, efter at hun udfordrede både muslimer og partilinje ved at mene, at fastende muslimer burde tage ferie i ramadanen. Inger Støjbergs frygt for sikkerhed og arbejdsduelighed hviler angiveligt på et tyndt og udokumenteret grundlag. Om der alligevel er noget om snakken, vil vise sig, når en stribe ministre afleverer svar på de spørgsmål, som er indløbet.
Et kvalificeret gæt er, at der næppe er meget at komme efter, og dermed står Inger Støjbergs læserbrev som det, det formodentlig var tænkt som: en profilering af Støjberg selv og et slag for den stadigt mere trængte partifløj, som følger doktrinen om at hente tabte stemmer tilbage fra Dansk Folkeparti. I hvert fald kan det konstateres, at Inger Støjberg lydigt har fulgt det spor, siden hun blev udnævnt til integrationsminister. Det var efter valget i 2015, dengang Venstre-regeringen var smal, og da man endnu slikkede sårene efter valgnederlaget til Dansk Folkeparti, som rykkede ind i Folketinget som det største parti i den blå blok.
Mange knuder har Danmarks liberale parti da også slået på sig selv for at stå fast på en hård indvandrerkurs. Burkaforbud og tvivlsom retstilstand i ghettoer er to eksempler. Og set i det lys føjer Støjbergs ramadanudmelding sig smukt ind i rækken af forslag, som skal forsikre vælgerne om, at de får samme stramme udlændingepolitiske vare hos Venstre som hos DF. Men Støjberg-fløjen kom for sent.
Venstre er i gang med endnu et politisk hamskifte, som indebærer et taktisk tilbagetog fra de gule slagmarker i Sønderjylland og håb om nye erobringer hos storbyernes caffe latte-drikkere. Den nye miljøminister lader sig fotografere i en skov, og han kan knapt udtale en sætning uden at forsikre om, hvor meget han kerer sig om miljøet. Statsministeren, som for år tilbage bekendtgjorde, at han ikke skrev Venstres principprogram med EU-sokker på, er nået frem til, at partiet alligevel var for EU-skeptisk.
Er der noget at sige til, hvis vælgerne eller for den sags skyld partimedlemmerne har svært ved at finde kursen? Mange er trods alt gamle nok til at kunne erindre, hvordan Venstre med Anders Fogh Rasmussen som leder tog et gevaldigt sving ind i velfærdsstaten, og at man i Fogh-regeringens tid ligefrem pralede med at have øget antallet af offentligt ansatte. Ud over at være et bemærkelsesværdigt skifte fra at være ”Danmarks liberale parti”, så gjorde Fogh Rasmussen sig også bemærket ved nøje at have planlagt skiftet. Der var næppe den partiforening, som han ikke havde været forbi for at gøde jorden.
Det samme kan man ikke sige om de hurtige ryk, som foretages under Lars Løkke Rasmussens ledelse. Venstre har igennem længere tid været i krise og mærket af total mangel på udvikling af politik. Nu agerer ledelsen som en presset træner, hvis hold står til at tabe kampen: Man skifter ud og skifter taktik i hastigt tempo i et spinkelt håb om, at bare noget af det må virke. Prisen er hak i troværdigheden, og der er intet at sige til, hvis vælgerne er ved at miste tålmodigheden med Venstre, og at de sukker efter at kunne sætte kryds ved et egentligt liberalt parti.
Selv om der kun er et år til næste valg, så skal det gode råd herfra lyde: Ro på bolden, og find det liberale ståsted.