Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Leder

S og udlændingene

»Gu’ skal vi ej lukke alle ind i Danmark,« skriver Morten Østergaard i en ny annoncekampagne, som i går blev lanceret i flere medier. Den radikale leder giver løfter om, at han vil flytte sit skrivebord ud til dem, det hele handler om – ud i ghettoerne og de belastede områder for ved selvsyn at erfare, hvordan livet er der, »hvor folk lever dør om dør med årtiers dårlige integration«.

Det er altid prisværdigt, når politikere opsøger virkeligheden for at se, hvordan livet egentlig udfolder sig der, hvor man kan se konsekvensen af de politiske beslutninger, f.eks. den fejlslagne udlændinge- og integrationspolitik, som De Radikale har et stort ansvar for. Den radikale leder ønsker hermed at signalere, at også De Radikale er i bevægelse på udlændingeområdet og er begyndt at lytte til bekymringen.

Men hvis drømmen er, at De Radikale atter kan blive tungen på vægtskålen i dansk politik, så bliver det formentlig ved drømmen. For midten har flyttet sig, og mens Morten Østergaard i går var ved at flytte sit skrivebord til Vollsmose, så lancerede Socialdemokratiet et nyt udlændingeudspil.

Der er ingen tvivl om, at det socialdemokratiske udspil først og fremmest sender et signal om, at Mette Frederiksen meget, meget gerne vil være statsminister efter det valg, som skal holdes senest i juni 2019. Samtidig er partiets udspil udformet, så man både kan imødegå Venstres eventuelle kritik, idet det på mange måder går længere end det, statsministerens eget parti hidtil har villet, og komme i dialog med Liberal Alliance, De Konservative og Dansk Folkeparti. En flanke er om ikke lukket så i hvert fald blevet markant mindre sårbar, mens beskeden til venstrefløjen er, at udfordringerne på udlændingeområdet er så store, at det ikke er dens løsninger, der kan samarbejdes om.

Socialdemokratiets hamskifte i udlændingepolitikken er endeligt. Partiet erkender åbent, at det er rystet over at se, hvordan andelen af ikkevestlige indvandrere er eksploderet og omfanget af de medfølgende problemer. Bedre sent end aldrig, kan man sige, og tager man det positive først, så er det prisværdigt, at S vil stille langt flere krav om, at danske værdier skal gælde i Danmark og forhindre religiøse særkrav. Tilsvarende er det godt, at offentlige ydelser følges af krav om danskundervisning og nyttejob, for i sidste ende skal det være både kravet og målet, at især de mange indvandrerkvinder, som går hjemme, integreres på arbejdsmarkedet.

Hvis den danske integrationspolitik blot tilnærmelsesvis skal nærme sig en succes, er det afhængigt af, at tilstrømningen bremses. Socialdemokratiets mener, at det skal være slut med at søge asyl – et forslag partiet ellers var stærkt imod for blot et par år siden – ved den danske grænse eller i asyllejre. Der skal sættes tal på antallet, og øvrige asylsøgere skal flyves direkte til lejre i Nordafrika. Alle har lov til at blive klogere, og det lyder besnærende, men også lige så luftigt som Lars Løkke Rasmussens løfte ved sidste valg om straksopbremsning for asylsøgere. Konventioner står i vejen, og placeringen af den lejr, som asylsøgere skal flyves til, er indtil videre varm luft i Mettes Frederiksens hoved. Den eksisterer ikke. Men det, der eksisterer er, at også det næste valg – fuldt forståeligt – bliver et udlændingevalg, og med Socialdemokraternes udspil – alle løse ender ufortalt – er der om ikke indvarslet et paradigmeskift, så dog nye tider i udlændingepolitikken, som forhåbentlig for en gang skyld kan få et bredt politisk flertal for at vende det, der ligner et evigt voksende problem.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

.
Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Leder lige nu
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Ødelagte familier er vores største sociale problem

Rune Toftegaard Selsing
Der er lidt for meget frit valg. Lidt for meget, ’du skal gøre, hvad du synes, er rigtigt for dig selv.’ For meget individ. For meget liberalisme.

Blog: To fluer med ét smæk

Christina Egelund
Indvandrere og efterkommere af ikke vestlig baggrund koster statskassen 36 milliarder kroner. Årligt!

Blog: Vejen fra selvforsynende til fattig er hård. Til gengæld er den kort

Louis Jacobsen
På en dag hvor Danmark udses til, i 2050, at sætte Europa rekord i seneste pensionsalder, skal vi huske dem, der ikke når så langt. I dag kan det være mig, der klemmer armen af i en lift på arbejdet. I morgen kan det være dig, der får en stressrelateret nedsmeltning og bliver uarbejdsdygtig.
Annonce
Campingtendenser 2018: Vi skal lære at sige glamping
Eksperten Anne-Vibeke Isaksen fortæller om aktuelle campingtendenser og viser vej til nogle af de mest specielle og spændende campingpladser, det er værd at besøge i Danmark og Europa i 2018. 
Se flere
Fyld din bolig med stærke Wi-Fi-signaler
Måske skal du have en Mesh-router – i hvert fald hvis du har en stor bolig. Router-typen er det nye, hotte inden for trådløse netværk. Her hjælper vi dig med at sikre Wi-Fi ud i den fjerneste krog. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her