Hvorfor har Iran brug for atomkraft?

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Ønsker man fred, må man tale med sine fjender.

Denne velkendte og ikke helt nye betragtning lå bag atomaftalen med Iran, som de permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd og Tyskland indgik i 2015. Det var ingen kærlighedserklæring. Præstestyret i Teheran består for en stor del af banditter – ikke i habitter, men religiøse gevandter, hvilket ikke gør sagen bedre. Amnesty International beretter om tortur og anden mishandling, herunder piskning og amputationer. Dødsdomme eksekveres i stort omfang, nogle af dem offentligt.

Det lyder som Middelalderen. Lægger man hertil, at Iran deler 131. pladsen på Transparency Internationals liste over korrupte lande med Kasakhstan, Nepal, Rusland og Ukraine, får man indtryk af en nation, som man bør forholde sig til med varsomhed.

Det var derfor, det tog flere år, før USA, Rusland, Storbritannien, Frankrig, Kina og Tyskland indgik aftalen med iranerne. Formålet var at inddæmme og kontrollere Irans stadigt mere foruroligende atomprogram. Teheran sidder på de tredje- eller fjerdestørste, kendte oliereserver i verden og mener alligevel at have brug for atomkraft. Følgeligt kan det dårligt tages alvorligt, når styret siger, at man kun har fredelige hensigter. Det er næppe for at dække energiforbruget og sundhedssektoren alene, at man i dette land, hvor omkring 80 pct. af befolkningen henslæber et liv i fattigdom, bruger formuer på udvinding af uran samt indkøb af centrifuger og viden. Der er eller har været tætte forbindelser til Nordkorea og Pakistan, som begge er atommagter. Israel er forståeligt nok urolig, det samme er ikke så få af Irans arabiske naboer mod vest samt naturligvis Europa og Nordamerika.

Atomaftalen blev indgået på denne baggrund, og den har i det store hele været en succes. Præstestyret er ikke pludselig blevet en fortaler for demokrati og ytringsfrihed, og det varer nok nogen tid, før man ser en Gay Pride-parade mase sig gennem begejstrede menneskemængder i den iranske hovedstad. Men alle, der beskæftiger sig med aftalen, ikke mindst Det Internationale Atomenergiagentur, bekræfter, at iranerne overholder den til punkt og prikke. Antallet af centrifuger er mindsket, uran må kun beriges i så lav en grad, at den ikke kan anvendes militært, og produktion af plutonium til våbenbrug forhindres, bl.a.

Det er ikke en ideel aftale, bl.a. er den tidsbegrænset, og især Israel tror ikke Iran over en dørtærskel. Men i forhold til ikke at have en aftale er den for det store flertal af lande en fordel. Derfor er det rimeligt, at nogle af de internationale sanktioner mod præstestyret blev ophævet til gengæld. Det gjaldt især på det økonomiske område. De seneste ugers voldsomme uro i iranske storbyer, hvor unge demonstrerer mod de ofte katastrofale forhold, som styret byder sin befolkning, tyder på, at regimet ikke har villet eller formået at bruge dividenden fra aftalen til noget fornuftigt.

Ikke desto mindre må det hilses velkommen, at præsident Trump op til weekenden – efter indtrængende opfordring fra Europa – har undladt at trække USA ud af aftalen, som han ellers havde antydet, at han ville. Amerika skal bekræfte sin holdning hver fjerde måned, og Trump har sagt, at det er sidste gang, han forlænger den. Teksten skal strammes op, mener han. Det er formentlig umuligt af mange grunde. Men man kan sagtens presse iranerne i andre samtaler – om menneskerettigheder bl.a. – og ikke vende det blinde øje til for diplomatisk vindings skyld. Det bør være strategien.