Derfor er vi ”vilde med dans”

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

TV 2’s succesprogram ”Vild med dans” er nu gået ind i sin 14. sæson med tårnhøje seertal. I flere andre europæiske lande sender man lignende programmer, og også her ser rigtig mange mennesker med. Det er ikke noget tilfælde. Programmet appellerer nemlig til nogle tendenser, som er karakteristiske for den tid, vi lever i.

For det første er der tale om en tilbagevenden til nogle klassiske værdier, som mange tilsyneladende har savnet, siden 1968-generationen afskaffede dem. I 1970’erne og de efterfølgende årtier var det ikke så velset blandt børn og unge at danse sportsdans (standard og latinamerikanske danse). Det blev af mange set som noget gammeldags og reaktionært. Ligesom 1968-generationen afskaffede mange af de andre klassiske discipliner, som f.eks. indlæring af faktuel viden inden for historie og geografi mv. i folkeskolen og morgensang efter højskolesangbogen og lytten til klassisk musik, bidrog 68’erne også til, at de klassiske pardanse blev ugleset. I dag er der mange, der efterlyser en tilbagevenden til ”de gode gamle dage”. Der er mange, som finder dansene fascinerende, sjove og spændende, selv om de aldrig selv har haft muligheden for at lære dem, fordi det ikke var moderne, da de var unge. Mange føler ligefrem, at de er ”gået glip” af noget, fordi de aldrig er blevet introduceret til dansene – i modsætning til deres forældres og bedsteforældres generation. Som en gammel ”68’er” engang betroede mig: »Vi lærte jo selv alle tingene (salmerne, højskolesangene, kongerækken, den danske historie og kultur, den klassiske musik – og sportsdansene/selskabsdansene osv.) Vi sørgede bare for, at den næste generation ikke fik mulighed for at lære dem.« Og så føjede han i øvrigt til: »Den side af 68-oprøret er jeg ikke så stolt af.«

En del af 68-generationens afstandtagen fra standarddansene og de latinamerikanske danse var i øvrigt også, at de repræsenterede et gammeldags kønsrollemønster. I slutningen af 1960’erne og i 1970’erne var man ikke så meget for den maskulinitet og dominerende rolle, som herren indtager i pardansen – ligesom man selvfølgelig heller ikke var glad for, at pardansens damer optrådte så feminine, som de gjorde. Tænk bare på, hvordan det er herren, der fører, mens damen blot skal følge efter. Eller tænk på den ekstremt romantiske rumba, hvor de gammeldags kønsrollemønstre udspilles for fuld udblæsning i en flirten mellem mand og kvinde, eller pasodoble, hvor herren optræder som tyrefægteren, mens damen er den røde klud i hans hænder. Alt dette kunne 68-generationen ikke lide. Der skulle helst ikke være for meget forskel på mænd og kvinder og deres fremtoning.

For det andet afspejler succesen for ”Vild med dans” også en tendens i vores tid, hvor fokus er på det enkelte individ og dennes præstation i konkurrencen med andre. En form for liberalisme – om man vil. ”Vild med dans”-konceptet passer utrolig godt sammen med disse års store fokus på, at man skal konkurrere med de andre og helst vinde, og på, at hvis man gør en stor indsats, skal man også belønnes for det. Selv de i udgangspunktet mest håbløse deltagere får en chance, hvis de gider gøre en indsats for at træne de mange forskellige danse i løbet af programmet.

”Vild med dans” repræsenterer således den blanding af konservatisme (drømmen om ”de gode gamle dage”) og liberalisme (”det skal kunne betale sig at gøre en indsats”), som præger vores meget borgerlige tidsalder. Endelig for det tredje er ”Vild med dans” også populært, fordi programmet honorerer den store efterspørgsel, der er i disse år, efter at se kendte mennesker. Det er sådan set ligegyldigt, hvad de er kendte for. Blot de er kendte. Og vi vil faktisk allerhelst se dem lave noget, som ikke er dét, de er kendte for, og som de ikke nødvendigvis er særligt gode til. Det er et mærkværdigt fænomen, som har vundet indpas efterhånden i løbet af de første par årtier af det 21. århundrede. I 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne var der massevis af kendte mennesker i fjernsynet. Men de optrådte primært med dét, de var kendte for.

I dag er det nok i sig selv at være kendt for at være interessant. Der er flere årsager til dette. En af dem er, at vi har haft en enorm velstandsstigning løbende gennem de seneste mange årtier. Selv om vi har haft økonomisk krise 2008-2015, er det stadig en lille kurre på tråden, i forhold til at velstanden og velfærden generelt bare er blevet større og større for hver generation op igennem det meste af det 20. og det 21. århundrede. Dette gør, at mange – især unge – i dag ikke er så engagerede i samfundsmæssige forhold. Samfundets strukturer og politik og de store udviklingslinjer med hensyn til, hvor samfundet er på vej hen, interesserer dem ikke særligt meget. De har det jo godt og har altid haft det godt. Ligesom deres forældres generation. Derfor kan de ”tillade sig” blot at interessere sig for kendte mennesker – og vel at mærke i den sammenhæng uden at tænke nærmere over, hvad de er kendte for.

En anden forklaring på interessen for ”de kendte” er, at de teknologiske muligheder har givet sociale medier en meget fremtrædende plads i mange unges liv. I dag er alle på Twitter, Instagram og Facebook og på en række andre platforme. Fælles for dem er imidlertid, at de også hele tiden i høj grad beskæftiger sig med kendte. Nyheder om de kendte bliver delt af og med adskillige millioner mennesker verden over i løbet af nul komma fem. Den teknologiske udvikling har gjort de kendte endnu mere kendte, end de var før. For få årtier siden krævede det, at man læste i en bog, i en avis eller et ugeblad eller så en fjernsynsudsendelse, hvis man ville følge med i de kendtes liv. Det går meget lettere og hurtigere nu.

Endelig for det fjerde er ”Vild med dans” også populært, fordi der er tale om ren uforpligtende underholdning. Der er tale om ”til og fra-tv”, hvor familien med de forskellige børn og delebørn og forskellige sammenbragte forældre alle sammen har en travl hverdag – sammen og hver for sig. Og her er tv-udsendelser, hvor man kan gå til og fra – afhængig af, hvem der nu lige er hjemme og har tid i øjeblikket – ideelle til at opfylde familiernes behov. Man kan sagtens følge med i resten af programmet, selv om man gik glip af, at et af parrene dansede tango.

Det er ligesom med morgen-tv og andre typer ”til og fra-tv”. Det passer godt til at slappe af til som et pusterum i en ellers fortravlet og meget sammensat hverdag.

De fire hovedårsager til, at ”Vild med dans” er populært, passer ikke kun på Danmark. Også i de andre europæiske lande, hvor programmerne er populære, er de nævnte årsager af afgørende betydning. Det viser noget om, hvor ensartet europæerne efterhånden er kommet til at leve deres liv. Blandingen af den konservative længsel efter ”de gode gamle dage” og den liberale fokus på individet samt den store opmærksomhed om ”de kendte” og behovet for uforpligtende ”til og fra-underholdning” er noget, som kendetegner store dele af befolkningen i hele Europa – og for den sags skyld i hele den vestlige verden.

På den måde afspejler ”Vild med dans” det samfund, vi lever i, og som adskiller sig kraftigt fra samfundet, som eksisterede for blot 20-30 år siden.

Vil ”Vild med dans” så overleve? Ja, på kort sigt. Man kan sagtens forestille sig en sæson 15 og en sæson 16 rulle over skærmen. Men en sæson 20 eller 25 er nok til gengæld ikke så realistisk. Samfundets værdier vil på et tidspunkt skifte igen. Så det vil blive andre typer programmer, der vil komme interesse for blandt seerne. Men foreløbig passer ”Vild med dans” rigtig godt med det værdisæt, der er i vores samfund. Og så længe det gør det, vil TV 2 og alle de andre tv-stationer i de øvrige lande blive ved med at sende det.