Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Min datter er min læremester

Inden du blev født, var jeg sikker på, at jeg skulle lære dig en masse ting om livet. Jeg havde slet ikke gjort mig klart, at også det omvendte ville blive tilfældet.

Artiklens øverste billede
Illustration: Rasmus Sand Høyer

Kære datter. Nok en gang hjerteligt til lykke med de 20 år. Som du ved, er din fødselsdag i år også mit 20-års jubilæum som mor. I den anledning vil jeg fortælle dig, hvor meget jeg har at takke dig for. Jeg synes nemlig, jeg er blevet et bedre og ikke mindst et mere rummeligt menneske – fordi jeg blev mor til dig.

Som du ved, har jeg gået i psykoterapi i store dele af mit voksenliv. Således også da jeg var gravid med dig. Jeg gjorde mig mange bekymringer om, hvordan det ville være for mig at blive mor, og emnet kom op flere gange i terapien. En dag sagde terapeuten: »Louise, du bliver aldrig dig selv igen, når først du er blevet mor.« Jeg gik lettere chokeret derfra – kunne det virkelig være rigtigt?

Det kunne det. Men hvor rigtigt, det var, opdagede jeg først hen ad vejen. I dag kan jeg se, på hvor mange måder det har ændret mig at blive mor. Nogle af ændringerne har du været direkte årsag til, andre mere indirekte. Og nogle handler om at blive mor i al almindelighed, mens andre handler om at være mor til netop dig.

Uden at ville det gjorde vi desværre noget dumt: Vi lod dig komme imellem os. Vi glemte at give hinanden opmærksomhed.

Det er ikke nogen hemmelighed, at det var en stor omvæltning for din far og mig at blive forældre. Dels var vi ikke ligefrem unge; jeg var 33, og din far var 37 – vi var ”dinkies” (”double income, no kids”, et rigtigt 1990’er-udtryk). Vi var vant til at gøre, hvad vi havde lyst til, og jeg havde aldrig før interesseret mig for småbørn – som jeg, hvis jeg skal være helt ærlig, mest af alt syntes var støjende og opmærksomhedskrævende – eller prøvet at passe andres børn. Og nu stod jeg dér med et spædbarn, der var mit eget. Det blev ikke lettere af, at sommeren 1997 var den varmeste sommer i mands minde, og at du havde kolik de første tre måneder af dit liv.

Men vi blev selvfølgelig begge fuldkommen forgabt i dig. For eksempel kunne vi i evigheder sidde og stirre betaget på dig, mens du sov. Men uden at ville det gjorde vi desværre noget dumt: Vi lod dig komme imellem os. Vi glemte at give hinanden opmærksomhed. Det gav anledning til mange opslidende konflikter, da du var lille. Da du var omkring to år, var vi faretruende tæt på at blive skilt.

Så godt som alle konflikterne havde med vores forældreroller og vores forventninger til hinanden at gøre. En situation, der næsten dagligt kunne få mig på kogepunktet, var denne: Din far kom hjem fra arbejde ved halvsekstiden. Efter at have lagt overtøjet, aflyttet telefonsvareren og åbnet posten (ja, sådan var det dengang) gik han ind i stuen til dig, sagde »hej skat« og blev hængende foran ”Fjernsyn for dig” i en rum tid. Imens stod jeg over komfuret og sydede af raseri. Én ting var, at jeg dengang ikke brød mig om at lave mad. Noget andet var, at jeg i mit inderste drømte om, at din far skulle vise mig, at jeg var den vigtigste person i hans liv, og at han – helt af sig selv – ville komme ud til mig og give mig et kys og sige »hej skat«. Men det kunne jeg umuligt sige højt. Og i øvrigt: Hvem gider kysse en sur kælling?

Heldigvis blev vi enige om at opsøge professionel hjælp, og vi fik anbefalet en fremragende parterapeut, som hjalp os til at indse, at de ”sår”, vi hver især havde (f.eks. mit, der handlede om at føle mig overset), havde rødder i barndommen, og at vi kunne hjælpe hinanden med at hele sårene ved at træne vores empatimuskler over for hinanden. Sagt med andre ord lærte vi os selv og hinanden at kende på et meget dybere plan. Vi lærte at udvikle os sammen frem for at afvikle os sammen.

Hvordan var det mon gået med os som par, hvis ikke vi havde haft dig? Det er selvfølgelig ikke så let at svare på. På den ene side ville vi nok ikke have haft så mange og så store konflikter. På den anden side ville vi med garanti ikke have udviklet os så meget som individer og som par, hvis du ikke havde været der som katalysator.

Og forresten så var det et stort øjeblik, da du for ikke så længe siden sagde til mig: »Mor, jeg ønsker mig et ægteskab som det, du og far har«. Sådan en anerkendelse glemmer man ikke lige med det samme.

Men du har også direkte og konkret hjulpet mig i mange situationer. Ikke mindst fordi du giver mig feedback af en slags, ingen andre gør. Om det drejer sig om, hvordan en kjole klæder mig (»jeg synes, du skal tage et bredt bælte på til den kjole«), mit kropssprog (»mor, når du danser, bider du dig i underlæben, og det ser altså åndssvagt ud«), eller hvis du fornemmer, jeg bliver lidt for påtaget overpludrende (du hiver mig til side og siger »mor, nu er du altså lidt for meget Minna Varnæs«). Det pokkers er, at du altid har ret.

Samtidig med at du startede i børnehaveklasse, blev jeg ansat i et temmelig krævende job. En dag skete der det, at jeg nok en gang – med få dages varsel – blev bedt om at rejse udenbys for at undervise. I øvrigt i samme uge som din far var af sted på forretningsrejse i udlandet. Da du fik det at vide, stillede du dig med hænderne i siden og så med fast blik på mig og sagde: »Sig mig, mor, derinde på dit arbejde, ved de ikke, at du har en familie?« Dén sad.

Og så var der dengang for få år siden, hvor din mormor var langtidsindlagt på grund af svær depression, og jeg stort set ikke kunne tænke på eller tale om andre ting: »Mor. Du er altså min mor og ikke mormors mor.« Du fik mig til at forstå, at jeg skulle have styr på mine prioriteringer.

Åh ja, og så kan du ofte læse mig bedre, end jeg selv kan. Husker du påskelørdag i 2011, hvor vi havde været til frokost hos mormor og morfar, og jeg ved aftensbordet hjemme sagde, at jeg var vred på min far over, at han ikke tog sin medicin? Du svarede, lige så stille og roligt: »Mor, jeg tror ikke, du er vred. Jeg tror, du er ked af det«. Og du havde jo fuldkommen ret …

Nogle måneder senere var han pludselig død; du mistede din morfar, jeg mistede min far. Jeg var længe ramt af chok og sorg. Du var én af de få omkring mig, der vidste, at det bedste, du kunne gøre, var ikke at gøre eller sige noget. Bare lade mig sørge og græde, når tårerne kom. Dér lærte du mig en vigtig lektie om at omgås mennesker i krise.

Inden jeg blev mor, havde jeg meget svært ved at forstå dem, der ikke klarede sig godt i skolen. Kunne de ikke bare tage sig sammen? Én af mine yndlingsvittigheder var denne: »Al makt te di orbline«. Og jeg var forarget, da daværende undervisningsminister Jytte Hilden i starten af 1980’erne offentligt udtalte, at det da var lige meget, om man lærte at stave i skolen.

Så det var skæbnens ironi, at jeg fik et barn med læsevanskeligheder. Du lærte jo først at læse og stave som 12-årig. Inden da var du, stakkels barn, blevet trukket igennem bjerge af høre- og synsprøver, psykologiske test og ikke mindst ekstratimer. I mange år følte du dig dum. Det er jeg ked af.

Ved et tilfælde blev vi klar over, at du led af en visuel perceptionsforstyrrelse, som heldigvis ret let kan afhjælpes, når bare man ved hvordan. Og jeg indså, at ikke alle ”bare” kan tage sig sammen.

At du kom til verden, betød en kolossal omvæltning i mit liv. Terapeuten havde ret; man bliver en anden af at blive mor.

Inden du blev født, var jeg sikker på, at jeg skulle lære dig en masse ting om livet. Jeg havde slet ikke gjort mig klart, at også det omvendte ville blive tilfældet.

Kære, kære datter. Jeg skylder dig stor tak for alt, hvad du har lært mig. Det har ved Gud ikke altid været sjovt eller nemt, mens jeg stod midt i det. Men jeg ville ikke have været det foruden. Og jeg håber og tror, at du resten af mit liv vil være min læremester.

De kærligste hilsner fra din mor.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.