Grønland i missilskjoldets hemmelige skygge

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I slutningen af maj i år kom det frem via et program i det store amerikanske medie CBS, at radaren på Thule Air Base var blevet fornyet for 40 millioner amerikanske dollar. Det er over en kvart milliard danske kroner, så her er der tale om en klar fornyelse af radaren, som er sket inden for de sidste år, og ikke bare en almindelig vedligeholdelse af det gamle system.

Alligevel har Grønland tilsyneladende intet hørt om den nye radar. Det var ellers aftalt direkte med USA og Danmark i Igaliku-aftalen fra 2004, at enhver større fornyelse af basen først kunne ske efter aftale med den grønlandske regering.

På samme måde har skiftende danske ministre i svar til det tidligere grønlandske folketingsmedlem Doris Jakobsen igen og igen nægtet ethvert kendskab til fornyelse af radaren på Thule Air Base som følge af udviklingen af den nye amerikanske missilskjoldsstrategi. Så enten har Danmark ikke vidst, hvad USA foretager sig deroppe (hvilket som bekendt ikke ville være første gang), eller også har ministrene fortiet sandheden overfor Folketinget.

Det har ellers siden 2012 stået klart, at det var nødvendigt for USA at opgradere en række radarer overalt på deres baser, herunder Thule Air Base, hvis skjoldet skulle blive effektivt. Det står at læse i rapporten ”Making Sense of Ballistic Missile Defence” fra det amerikanske National Research Council, som har udarbejdet denne rapport om den optimale udvikling af fremtidens missilskjold for USA’s forsvarsministerium med henblik på at give Senatet mulighed for at afsætte de nødvendige midler på de kommende finanslove.

Man må antage, at det er præcis, hvad der er sket, og at Thule Air Base således nu er blevet en aktiv del af det moderne amerikanske missilforsvar.

Det betyder, at USA nu har skiftet fokus fra forsøg på at nedskyde de fjendtlige missiler straks ved affyringen og i stedet sigte på at ramme dem, når de er inde i deres baner i rummet over kloden. For at opnå dette mål med succes kræves en ny type radar, en såkaldt X-band radar, bygget ovenpå de gamle systemer, der allerede er i brug, som f.eks. på Thule Air Base. Samtidig skal de raketter, der skal skyde fjendes missiler ned, udstyres med nye sonarsystemer, som kan kommunikere med X-band radarer på jorden.

På den måde regner man med både at kunne finde ud af, hvor missilet er og ikke mindst, hvilket missil der er det, der bærer et muligt nukleart sprænghoved. For man antager nemlig, at fjenden er bevidst nok om forsvarets mulige svagheder til samtidig at sende et par ”tomme” missiler af sted for at narre systemet.

»Once the rockets are up, who cares where they come down. It’s not my department, says Wernher von Braun.«

Denne berømte linje fra den satiriske amerikanske sanger Tom Lehrer om den tyske raketekspert, der efter Anden Verdenskrig gik i tjeneste hos USA, kan meget vel bruges om denne nye missilstrategi. For da nedskydningen af de sandsynligvis atombærende missiler nu skal finde sted ude i rummet, inden de når USA, betyder det jo samtidig, at de ødelagte missiler og deres sprænghoveder vil falde ned et eller andet sted mellem det angribende land og USA.

I rapporten fra National Research Council kan man se en række beregninger over angreb og forsøg på nedskydninger. Man kalkulerer med fire mulige skudforsøg, inden missilet når USA. Og Thule Air Base indgår aktivt i kalkulerne.

Dette har i al sin enkelthed to seriøse betydninger for Grønland.

Den ene er den åbenlyse, at systemet medfører risiko for, at missilet rammes i sin bane på vej over Grønland. I så tilfælde vil det, der falder ned, ramme Grønland, og man må så håbe, at ikke bare missilet, men også atomsprænghovedet er uskadeliggjort, så det ikke detonerer på jorden. Men det vil stadig åbne for et muligt nedfald af atomart materiale.

Den anden betydning fremhæves direkte i rapporten fra USA. Det er nemlig klart, at de såkaldte fremskudte baser – altså baser uden for USA selv – har den største risiko for at blive bombet i tilfælde af en konflikt. Jo hurtigere en angriber kan tage disse baser ud af systemet, jo hurtigere kan de svække USA’s mulighed for at skyde missilerne ned.

Så ud over de mere formelle problemer i forhold til USA’s behandling af Igaliku-aftalen samt den danske regerings absolutte tavshed om sagen, efterlader den nye situation Grønland i en ganske ny og alvorlig sikkerhedspolitisk situation.

At der vitterligt er sket en ændring i forhold til brugen af Thule Air Base og dermed Grønland i USA’s nye strategi, forklares yderligere af den øverstkommanderende på Thule Air Base, oberst Christopher Eagan, i indslaget på CBS. Her fortæller han, at radaren nu ikke længere bare advarer om missiler, den deltager aktivt i missilforsvaret:

»The mission may have changed, but the access, the location remains the same.«

Der er med andre ord ikke nogen tvivl om, at Thule Air Base i dag er en aktiv del af det missilskjold, som for hver dag med nye Nordkoreanske missilforsøg bliver mere og mere nødvendigt. Men dermed har basen i Grønland også de facto bevæget sig fra en passiv advarselspost til et hjemsted for aktiv amerikansk, elektronisk krigsførelse i højeste beredskab. Vel at mærke uden at Grønland har fået besked, og uden at Danmark vedkender sig noget kendskab til det skete.

Hvad der yderligere foregår på Thule Air Base, er svært at vide. Udviklingen i teknologien er næppe stoppet efter rapporten fra 2012, og nye højteknologiske militære systemer er sikkert både i og på vej til Thule Air Base. Det finder den danske offentlighed antageligt først ud af mange år efter, at det er foregået. Ganske som med atombomberne på basen og det hemmelige atomraketprojekt ”Iceworm”, som var den sande plan bag byen, som USA i begyndelsen af 1960-erne byggede inde under den grønlandske indlandsis, Camp Century.

Med den viden, vi har i dag, om hvorledes den danske statsminister førte den danske og den grønlandske befolkning bag lyset angående atomvåben på Thule Air Base under Den Kolde Krig, er det svært at forestille sig, at alle i de skiftende danske regeringer har været totalt uvidende om de amerikanske missilaktiviteter på Thule Air Base i dag. Uanset hvad de så har svaret til Folketinget.

Under alle omstændigheder kan det konstateres, at mens Thule-basens radar i det skjulte er blevet opgraderet til at indgå aktivt i den nye udgave af USA’s missilforsvar, er servicekontrakten på basen samtidig blevet givet til et amerikansk, semi-militært firma med ekspertise i elektronisk krigsførelse. En kontrakt, der hidtil ellers har handlet om at rydde sne, lave mad og vedligeholde bygninger.

Derudover er godstransporten til og fra Thule Air Base pludselig blevet taget fra det grønlandske rederi Royal Arctic Line, og er nu givet til et amerikansk rederi. Til trods for at Royal Arctic Lines bud på opgaven var billigere. Samtidig er udskibningshavnen for gods til Thule Air Base blevet flyttet fra Aalborg til det danske knudepunkt for jernbanelinjer fra Europa, Fredericia.

Det er derfor med rette, hvis Grønland spørger sig selv, hvorfor alt dette sker på én gang. For der er vel næppe mange, der virkelig tror på, at USA’s forsvar overlader den slags militære forberedelser til tilfældighedernes spil. I hvert fald ikke i Grønland, med de erfaringer – gode som dårlige – man der har måttet gøre sig omkring den mangeårige amerikanske tilstedeværelse i landet.

I dette tilfælde er Grønland ikke bare blevet seriøst mere truet rent militært af denne udvikling. Landet har samtidig mistet millioner af kroner i indtægter fra basen. Hvis noget tilsvarende var sket i Danmark, ville det have været en kæmpe skandale. Både på grund af internationale aftaler, der ikke bliver holdt, og på grund af militære anlæg, der opføres uden tilladelse foruden økonomiske kontrakter, der tabes i modstrid med aftalte udbudsnormer.

Det bliver spændende at se, om der gælder de samme standarder for dansk politisk reaktion, nu hvor noget sådant sker i den nordligste del af rigsfællesskabet og ikke på Sjælland og øerne?

Hans Jakob Helms er forfatter og tidligere medlem af den permanente komité til tilsyn med USA’s baser i Grønland.