Triste kendsgerninger fra Malmø

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det multikulturelle Malmø er intet paradis. I løbet af de seneste tre måneder har der været knap 20 skyderier på åben gade, heraf fem mord, og siden januar 2016 har byen været åsted for i alt 15 mord.

En af de få svenske stemmer, der åbent taler om, at bandekriminaliteten er forankret i indvandrerghettoerne, er journalist og forfatter Lars Åberg. Han har skrevet om problemerne i den stadig mere anerkendte bog ”Framtidsstaden – Om Sverige imorgon blir som Malmö idag, hur blir Sverige då?”

Det er skræmmende, men nødvendig læsning.

Da den svenske politimand og efterforskningsleder Peter Springare skrev på Facebook, at stort set alle de sager, som han arbejdede med, involverede mennesker med udenlandsk oprindelse, delte han for alvor vandene i Sverige. Ligeledes blev den danske skuespiller Kim Bodnia udskældt og omdiskuteret, da han på grund af sin jødiske baggrund ikke ville medvirke i tredje sæson af ”Broen”, som filmes i Malmø. Men Bodnias frygt var begrundet, og der har været flere tilfælde af hetz og overfald på jøder i byen.

Over 600 skydevåben er foreløbig blevet konfiskeret i Malmø i år. Dansk politi holder nøje øje med bandekonflikterne på den anden side af sundet. Ifølge vicepolitiinspektør Michael Kjeldgaard kan konflikterne sprede sig til Danmark, og der er næppe nogen, der ønsker, at den svenske underverden rykker over broen.

Parallelsamfund i Malmø er et problem. Der er ikke tale om spændende etniske kvarterer i byen, men om ghettoer med arbejdsløshed, kriminalitet og skudepisoder. Ganske vist er der mange våben i omløb i Malmø, som er transitby for våbenstrømmen fra Balkan, men der skal en rå gangster til at trykke på aftrækkeren. Svenskerne er i stigende grad utrygge, og på det seneste har der været to skyderier ugentligt i Malmø.

Der skal tales om dette! Når man ikke vil tale åbent om integrationsproblemerne, så gør man det let for yderliggående partier at vinde frem. Sverigedemokraterne fører en hård og generaliserende retorik mod indvandrere og muslimer, og det fører næppe noget godt med sig. Partiet har udtalt, at arabere er rå halvmennesker, at de er drevet af vrede og dødsønsker, og det er svært at se det konstruktive i den tone.

Ifølge Lars Åberg har Sverige taget imod flere indvandrere og flygtninge, end landet kan integrere. Det siger sig selv, at der er en grænse for, hvor mange mennesker man kan integrere, især hvis der er kulturforskelle og traumer med i regnestykket.

Løsningen på integrationsproblemerne er bare ikke at lade frustrationerne få afløb i flammende retorik, men snarere at argumentere for, at ureguleret indvandring og flygtningepolitik ikke er i nogens interesse.

Er Malmø et eksempel på et parallelsamfund, der lukker sig om sig selv? På en ny etnisk underklasse, som vokser frem i samfundet? Når et minimum af uddannelse er langt væk, og gangsterlivets hurtige penge og status er lige om hjørnet, så bliver de svage sjæle tilsyneladende hurtigt til hårde kriminelle.

Arbejdsløsheden i Malmø er højere end resten af Sverige. I de belastede områder er den over 70 pct. Som migrant eller flygtning skal man behandles med respekt, men det må også forventes, at man tager del i samfundet.

Det må forventes, at man yder en indsats for at lære sproget, finde et arbejde, tage en uddannelse og sørge for sine børn.

Det rammer jo i høj grad de små, når forældrene ikke er på arbejdsmarkedet, og Malmø har også den højeste børnefattigdom i Sverige.

I Sverige får man blot få måneder i fængsel for ulovlig våbenbesiddelse. Det bliver i værste fald betragtet som en tiltrængt pause fra gadekrigen.

Her er det ikke svært at regne politiske tiltag ud. Ligeledes når banderne skyder løs for at bevare deres hashterritorier, så kunne det være, at man skulle legalisere hashen.

Således kunne man foreslå mange tiltag, og man må håbe, at de moderate svenske partier efterhånden forstår problemernes omfang. Foreløbig er den bløde linje i hvert fald kun blevet udnyttet af banderne.

Det er alvor i Malmø. Drenge på bare 16-17 år er bevæbnede kriminelle. Hvis man fra den ene dag til den anden var vidne til, hvad der er sket i byen de seneste fem år, så ville man nok få et gevaldigt chok. Fra halvkedelige svenske tilstande til bandeopgør og attentater med håndgranater. Det kan ingen acceptere.

Der er efterhånden flere mennesker med udenlandsk baggrund end svensk i Malmø, og byen er plaget af hård kriminalitet. Det vil være forkert at sige, at indvandringen har været en succes. Behøver det virkelig være sådan? Bestemt ikke, men hvis ikke man håndterer problemerne og tilpasser sin politik, så bliver ondt kun værre.

Problemerne i Malmø er en gave til Sverigedemokraterne, og medmindre de moderate partier træder i karakter, så kan man forvente, at Sverigedemokraterne får et kanonvalg næste gang. Men et parti, som hævder, at 99 pct. af indvandrerne fra Mellemøsten er uegnede til det svenske samfund, er ikke det rigtige parti til at løse integrationsproblemerne. Det er muligt at tale om tingene på en ordentlig måde, og selv om mange svenskere er vrede og bange, så fører vreden i sig selv næppe noget fornuftigt med sig.

Rosengård ligger i midten af Malmø som et skyggesamfund. Op mod halvdelen af de voksne er hverken i arbejde eller under uddannelse. Det halter også med børnene i folkeskolen, og pga. dårlige resultater har man lukket Rosengårds skole og omfordelt eleverne. Det var ikke et eksperiment, det var en nødforanstaltning.

Der er ikke mange roser at plukke i Rosengård. Mange unge føler sig uden for samfundet, og ældre kriminelle bliver forbilleder og lokker med tvivlsomme tjanser og hurtige penge.

Det er svært at bryde ud af miljøet, og så kan man måske lige så godt gøre karriere i miljøet som kriminel.

Malmø er intet paradis. Problemernes omfang må håndteres, og med en tilgang og tone, der ikke gør sagen endnu værre. Man må håbe, at problemerne ikke spreder sig til Danmark, og at der stadig er en fremtid for Rosengårds børn.

Og så burde Malmø være en lektie til enhver, der af frygt for racismeanklager ikke vil tale om indvandringsproblemer.

I så fald gør man det nemt for de virkelig indvandrerfjendske kræfter at sætte dagsordenen.