Imperiets undergang – 100 år efter

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Den 2. marts 1917 efter russisk tidsregning gik Zar-Rusland til grunde, og en liberal regering overtog regeringsmagten.

Mange jublede uden anelse om, at de overværede indledningen til en omfattende politisk, social og kulturel tragedie for millioner i det russiske imperium.

Hvad var baggrunden for Zar-Ruslands sammenbrud? Der var sket store fremskridt i anden halvdel af 1800-tallet efter igangsætning af et omfattende reformværk i 1861. Livegenskabet blev ophævet, befolkningens læsefærdighed blev stærkt forbedret, skole- og sundhedsvæsenet blev udbygget, bønderne blev undervist i bedre dyrkningsmetoder. Landbrugsproduktionen voksede stærkt, og det blev efter nye reformer i 1907 muligt at udtræde af landsbyfællesskabet og etablere egne familiebrug. Den danske landbrugsekspert C.A. Koefoed spillede her en betydelig rolle. Fra 1890’erne kom der også for alvor fart i industrialiseringen. Imperiet blev åbnet for udenlandske investeringer, der var imponerende vækstrater, og Rusland blev kaldt ”Det Ny Amerika”. Også mange danske erhvervsfolk etablerede virksomheder i ”de ubegrænsede muligheders land”, som lå så bekvemt tæt på Danmark. En fransk økonom beregnede i 1912, at hvis Rusland kunne fastholde sin økonomiske vækst, ville landet i 1950 kunne dominere Europa økonomisk og politisk.

Sådan kom det ikke til at gå. I 1914 havde Rusland ganske vist den fjerdestørste økonomi i verden efter USA, Tyskland og England – næsten dobbelt så stor en økonomi som Frankrigs. Men da der var fire gange så mange indbyggere i Rusland som i Frankrig – 170 millioner mod 40 millioner – var Rusland pr. indbygger fortsat langt fattigere.

Hovedproblemet var det politiske system, hvor en enevældig hersker i spidsen for et statsligt bureaukrati kom i større og større modsætning til samfundets sociale og økonomiske dynamik. I 1905 havde Rusland oplevet den første revolution i det 20. århundrede. Det lykkedes dengang regimet at nedkæmpe de revolutionære kræfters forsøg på at erobre magten, men det kostede over 1.000 mennesker livet. »Terror skal mødes med terror«, skrev zar Nikolaj til sin mor, den danskfødte enkekejserinde Dagmar. Men dertil kom omfattende bondeuroligheder og antijødiske pogromer i mange byer.

Efter pres fra den fremsynede politiker Sergej Witte, der foragtede Nikolaj II, udstedte zaren et manifest, der lovede befolkningen borgerrettigheder, afskaffelse af censuren og valg til et parlament – Dumaen. Men zaren beholdt sin eneret til at opløse og indkalde Dumaen og til at udnævne og afskedige ministre. Nikolaj II følte sig ikke bundet af manifestets løfter, fordi han ved sin tronbestigelse i 1894 havde aflagt ed på at ville opretholde selvherskerdømmet ubeskåret.

Nogle af de uforsonlige revolutionære socialister fortsatte deres terror, som kostede over 7.000 mennesker livet i årene 1906-1909, heraf 2.640 embedsmænd – dertil kom 8.000 sårede. Det lykkedes terroristerne at myrde tre indenrigsministre. Det var, som om en kollektiv psykose havde grebet tusinder af unge. Man får et uhyggeligt indblik i disse terroristers psykologi i terroristen Boris Savinkovs roman ”Den bleggule hest” fra 1909.

1905-revolutionen var en alvorlig lærestreg for zaren og hans regime, men åbenbart ikke alvorlig nok. Der kom ganske vist nu en periode med dannelse af lovlige politiske partier og en fri presse. Men zaren opløste gang på gang den kritiske Duma, og han afviste at inddrage moderate reformkræfter i den politiske proces. Nikolaj II forstod ikke behovet for dybtgående reformer og anede ikke, hvor svagt regimet i virkeligheden var. Han satte aldrig sine ben i en landsby eller en fabrik, men fablede ikke desto mindre om folkets hengivenhed.

Den danske gesandt i Petrograd skrev, at der var »en afgrund« mellem befolkningen og regimet, at sidstnævnte førte »en fantasipolitik« og havde tildelt arbejderne en retsløs pariastatus.

Ruslands deltagelse i Første Verdenskrig blev en katastrofe for Rusland og for zaren personligt. Til at begynde med fremkaldte krigen som i andre lande en patriotisk stemning, som holdt sig forbavsende længe. Men en moderne krigs krav til våbenindustrien og transportvæsenet kunne det tilbagestående Rusland slet ikke klare. Hæren var plaget af deserteringer, og der opstod mangel på fødevarer og brændsel i byerne.

Det udløste i februar 1917 store folkelige og overvejende fredelige demonstrationer med deltagelse af mange kvinder. Regimet satte beredne kosakker ind, men de begyndte at fraternisere med de demonstrerende. Zaren, der opholdt sig ved fronten, opløste den 26. februar Dumaen, der udbrød mytteri i hovedstadens garnison, og den 27. februar mistede regeringen kontrollen med situationen og gik af. Den 2. marts frasagde zar Nikolaj sig tronen efter pres fra ledende officerer og politikere.

Det 300 år gamle Romanov-dynasti »forsvandt pludseligt og afsatte derved faktisk sig selv,« som den danske gesandt rammende kommenterede situationen.

Der var ingen, der offentligt beklagede zarvældets ophør, ingen demonstrationer til støtte for zaren – tværtimod.

Zarens beslutning blev mødt med euforisk jubel og glædesdemonstrationer: Nu ville en ny og lys æra med frihed og fremgang oprinde for Rusland.

En foreløbig regering af uerfarne liberale politikere og en enkelt moderat socialist overtog regeringsmagten i Petrograd, men fik omgående konkurrence fra et arbejderråd, hvis ledelse bestod af intellektuelle, som krævede, at alle regeringens beslutninger om krigens førelse skulle godkendes af dem, før de var gyldige. Ved fronten krævede nydannede soldaterråd også medbestemmelse på krigsførelsen.

Regeringen afskaffede selv dødsstraf, frisatte forviste og fængslede for politiske forbrydelser, indførte valgret for kvinder og gav de mange millioner soldater rettigheder. Den opløste ordensmagten i form af politi og guvernører i imperiets guvernementer.

Da bondesoldaterne hørte, at bønderne i landsbyerne ustraffet var begyndt at tage for sig af godsernes jord, voksede deserteringerne til en lavine.

De ikkerussiske nationer i imperiet begyndte at kræve selvstyre. Landet blev mere og mere kaotisk og uregerligt.

Frihedsrusen varede otte måneder. I oktober 1917 greb et lille målbevidst marxistisk parti, bolsjevikkerne, magten ved et militærkup i Petrograd og arresterede regeringen.

Et frit og demokratisk valg, hvor de nye magthavere fik under en fjerdedel af stemmerne, blev annulleret.

Det blev begyndelsen til en flerårig brutal borgerkrig og et eksperiment med befolkningen, som de nye magthavere under V. Lenins ledelse kaldte »socialismens opbygning«.

Det kom til at vare 70 år, kostede millioner af menneskeliv og betød Ruslands forarmelse og isolering fra omverdenen.