Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Vi undersøger for meget og for mange

De mange undersøgelser underminerer økonomi, ventelister og muligheden for at undersøge de patienter, som har et reelt behov, skriver tre læger fra Kardiologisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital i dagens kronik.

Artiklens øverste billede
Illustration: Rasmus Sand Høyer

De seneste år har været turbulente for sundhedsvæsenet, som er blevet mødt med krav om effektivisering, nedskæringer og omlægning af funktioner, med kurs mod mere ambulant aktivitet og færre hospitalssenge.

Hvis man ser på nøgletal for det regionale sundhedsvæsen gennem de seneste fem år, springer en 30 procents øgning i ambulant aktivitet i øjnene. Det kunne jo umiddelbart tolkes, som om omstillingsprocessen mod primær ambulant aktivitet er lykkedes, men beklageligvis viser de samme nøgletal, at der nok ikke er sparet en eneste hospitalsindlæggelse. Tallene afspejler således ikke andet end voldsomt øget aktivitet i undersøgelser og ambulante besøg, hvis berettigelse er vanskelig at forklare.

Lægerne er i vid udstrækning selv skyldige!

Baseret på personlige erfaringer fra flere hjertemedicinske afdelinger landet over er det relativt simpelt at identificere mekanismerne bag denne udvikling, som underminerer økonomi, ventelister og muligheden for at undersøge de patienter, som har et reelt behov. Lægerne er i vid udstrækning selv skyldige!

Et hav af henvisninger fremsendes for en god ordens skyld uden klar indikation; hvad kunne denne patient måske også lide af? Overser jeg mon noget og laver fejl? Eller er der blot tale om en standardiseret afkrydsningstilgang, lig det gamle guldgravertrick, hvor man snupper den diagnose, der ligger tilbage i sien, når alt er undersøgt, og det normale er sorteret fra, uden at man har gjort sig den ulejlighed at undersøge patienten grundigt og spørge ind til symptomerne.

Det starter allerede på medicinstudiet. Nye reformer og ændringer i lægeuddannelsen har gjort, at den kliniske uddannelse er blevet forringet. På flere af fakulteterne er der langt flere studerende, end systemet kan rumme, i forhold til klinisk uddannelse. På mange af de samme institutioner begrænses de studerendes adgang til klinisk relevant arbejde i studietiden. Blandt andet har fremdriftsreformen angiveligt totalt blokeret for tilgangen til at tilegne sig nødvendig klinisk viden på eget initiativ. De studerende må ikke tage et lægevikariat.

For at gøre ondt værre er den efterfølgende afkortede kliniske basisuddannelse (KBU) blevet kraftigt undermineret af uddannelsesforløb i ofte helt irrelevante specialer. Den onde cirkel fortsættes med krav om begrænset klinisk ansættelsestid (5-årsregel) inden påbegyndt specialistuddannelse. På papiret skaber det jo hurtigt flere speciallæger, men ikke nødvendigvis bedre klinikere. Den defensive læge er skabt, og henvisninger hjælper på den utryghed, som den afkortede kliniske uddannelse medfører.

Den defensive medicin fortsætter i det voksne lægeliv i både hospitalssystem og hos de praktiserende læger. Ofte er det svært at finde indikationen eller relevante kliniske overvejelser bag en henvisning. Patienterne henvises for en sikkerheds skyld. Det er et urimeligt tidsspilde. Svagelige patienter, som ofte har mange konkurrerende lidelser, der vil være prohibitive for behandling, henvises ofte til en afklarende ekkokardiografi (ultralydsskanning af hjertet) på grund af en lyd ved hjertet. En unødvendig praksis, idet et positivt fund aldrig vil medføre behandling. Man bestiller således en undersøgelse uden konsekvens.

Et endnu værre fænomen er ”afkrydsningsdiagnostik”. Et fænomen, hvor der skydes med spredehagl.

En lang række patienter får stillet en tentativ diagnose, som åbenbart kræver en lang række be- eller afkræftende undersøgelser, hvorefter man sorterer i alle de indkomne resultater og sidenhen stiller en diagnose. Mange overvejelser er af eksotisk art, som dækker alle potentielle manifestationer af den eller de mistænkte sygdomme. Suttons lov (when diagnosing, one should first consider the obvious) gælder stadig, så de mest almindelige ting bør overvejes, førend eksotiske differentialdiagnoser afsøges. Det er, som om den er glemt.

Hjertepakkerne har også været et enormt undersøgelsesgenererende uhyre. I Sundhedsstyrelsens opgørelse for 3. kvartal i 2016 blev 2.442 mennesker undersøgt på mistanke om åreforkalkning i hjertets kranspulsårer (kaldes i rapporten stabil angina-pakke) og 427 patienter blev efterfølgende fundet behandlingskrævende (17 pct.). For hjertepakkerne vedrørende hjertesvigt og hjerteklapsygdom var antallet af patienter med umiddelbart behandlingskrævende sygdom endnu lavere (6 pct.). Masser af patienter er således blevet henvist til et pakkeforløb for en sygdom, de enten ikke havde eller havde i så let grad, at den ikke hørte hjemme i et pakkeforløb. Disse hjertepakkepatienter er altså trådt ind foran alle andre patientkategorier med verificeret hjertesygdom, som må sande, at deres tider er blevet taget af oftest raske personer. Talrige bekostelige merarbejdsprojekter, som skulle sørge for, at ”de rigtige patienter” stadig blev set, blev derfor indført.

Pakkeforløbene, men også nye patientrettigheder, som udredningsret og behandlingsgaranti, stiller store krav til registrering og monitorering – en registrerings- og monitoreringspraksis, som it-systemerne i sundhedsvæsenet aktuelt ikke kan honorere. Monitoreringen bliver derfor omkostnings- og mandskabstung, og data er ofte ikke sammenlignelige afdelinger og hospitaler imellem.

Alle disse ambulante undersøgelser genererer tusindvis af trivielle fund, som ikke lever op til at være helt normale. Dette er reel overdiagnostik. Her kræver det kritisk sans at udvælge de få, som skal kontrolleres igen. Hvis ikke man benhårdt selekterer i disse, vælter hjerteambulatorierne i unødige kontroller af trivialiteter.

Gennem alt for mange år har moderne sundhedsledelse på ministerielt, styrelses- og regionsplan fokuseret på fremdrift, registrering, akkreditering og alt andet, der kan måles og puttes i et regneark. Men ressourceforbruget har været ekstremt og datakvaliteten mangelfuld. Tilsvarende er faglighed, uddannelse, forskning og innovation blevet skaleret ned til et minimum. Dette har efterladt et fagligt svækket sundhedsvæsen, som i vildrede har genereret et enormt overforbrug af diagnostik.

Niels Holmark, overlæge, dr.med. ph.d., specialeansvarlig for ambulatoriet | Eva Korup, ph.d., ledende overlæge | Peter Søgaard, lærestolsprofessor, overlæge dr.med.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.