Bob Dylan har sange til kærlighedens veje og vildveje

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Bob Dylan har som os alle et sted og en tid, hvorfra hans verden går. Han er født i 1941 i staten Minnesota, og de to byer Duluth og Hibbing udgjorde hans barndoms og tidlige ungdoms steder.

Noget af det bedste i hans selvbiografiske bog, ”Krøniker” bd. et fra 2004, er skildringerne af denne opvækst i ”the north country” grænsende til Canada, hvor der er fastlandsklima med varme somre og tilsvarende kolde vintre. Heldigvis har pigerne i disse egne varme frakker til at beskytte sig mod den hylende blæst – som vi husker fra Dylans uforglemmelige sang ”Girl from the North Country.”

Men det var også Den Kolde Krigs tid – de sene 1940'ere og 1950'ere – hvor man i skolen blev undervist i at beskytte sig mod atombomben og den radioaktive stråling ved hurtigst muligt at kravle ind under pultene. Det skulle nok hjælpe. Naivitet og sabelraslen gik hånd i hånd. Kolde tider i mere end én forstand.

Dylan tog østpå mod New York – nærmest på tommelfingeren har man indtryk af — og i kunstnerkvarteret Greenwich Village blev kimen lagt til den senere karriere med guitar og egne sangtekster foran mikrofoner i overfyldte coffee houses.

I krønikerne opregnes nogle af de personligheder fra Minnesota, som under opvæksten inspirerede Dylan: Jeg følte, at jeg var en af dem eller dem alle sammen på én gang. Blandt andre Charles Lindbergh, der som den første fløj over Atlanterhavet i 1920'erne, forfatterne Scott Fitzgerald og Sinclair Lewis, den første amerikaner, som fik Nobelprisen i litteratur i 1930. Og ikke at forglemme rock and roll-legenden Eddie Cochran, som døde ung i 1950'erne.

Well, Bob Dylan blev den første sanger og sangskriver overhovedet, som fik Nobelprisen i litteratur, blandt andet for sprogligt at have beriget den amerikanske sang- og sangskrivertradition.

Vi har alle et konkret sted, hvorfra vor verden går. Det kan betyde mere eller mindre under opvæksten; hyppige flytninger, anonyme boligforhold på stedet er med til at udviske sansen for stedets ånd, ”the spirit of place”, eller eventuelle åndløshed. Man skøjter bare forbi uden at være til stede nogen af stederne. En slags turisme.

Stedets tryk og begrænsning i udsyn kan modsat tvinge én til at rykke teltpælene op, ja, og det attraktive arbejde kan ligge uden for éns nuværende lokalområde. Eller bare arbejdet som sådan, simpelthen, brødet på bordet, thi globaliseringen er over os.

Bob Dylan. Jeg hørte en sang af ham første gang fra en medbragt transistor ude i marken i landsbyen på Als, mens jeg gik og tyndede roer ud med min hakke i begyndelsen af 1960'erne. Jeg stoppede op, ”Blowin in The Wind”, ordene var både følsomme og tankevækkende, men det var nu ikke ham selv, der sang. Det var trioen ”Peter, Paul and Mary”, og der var sådan lidt andagt og højtid omkring deres stemmer, lidt højskole.

Men jeg måtte videre med hakkeriet, jeg spyttede i næverne og kløede på, det gjorde man dengang. Der var ikke tid til andagt nu. Desuden havde jeg min storebrors øjne i nakken. Han havde ellers sin egen række af roer at hakke i.

Hjemme hos os på gården blev der ikke sagt ret meget, det ville være synd at sige, men noget kom der dog ud mellem sidebenene. Og de ord, der kom ud, det var min hjemegns dialekt. Den talte jeg også, selvfølgelig, men jeg blev relativt hurtigt klar over, at den var speciel og ret så uforståelig for resten af landets befolkning, i hvert fald hvis den blev udtalt konsekvent.

Bob Dylan lød også anderledes end det skoleengelsk, vi læste og hørte fra lærerens mund. Ovennævnte gruppe ”Peter, Paul and Mary” var lige efter bogen, så at sige, men da jeg de første gange lagde ører til komponistens og sangskriverens egen skiftevis raspende og insisterende stemme, var der flere ord , som blæste i vinden og gik mine ører forbi. Men magien og autenciteten var der fra første færd; man anede, manden gravede efter skjulte kilder og havde folkelig klangbund fra sine amerikanske provinser og mere eller mindre underkendte musiktraditioner. Og lige som én selv – senere – så var han også en fyr, som lige var kommet ind til storbyen med firetoget; byen – i hans tilfælde – New York, hvor ”folk går nede på jorden, og bygningerne går op i himlen”.

Jo, der var nok af identifikationspunkter, lp-pladerne fra hans hånd blev i nogle årtier som vennebreve fra en lidt ældre bror i ånden, som vidste, hvad det hele drejede sig om, eller som slet ikke havde fod på noget som helst men var udsat og sårbar som os alle – men altid på en meget udtryksfuld måde: Der blev sat ord og toner på i en symbiose, som rimede med hans egen tid, men som vi også skal tilbage til middelalderens troubadurer for at finde magen til, så vidt jeg kan høre. Men det skete her og nu, for os, op gennem årtierne.

Men lad mig her holde mig til hans nedslag i mit lokalområde på Als – denne gang i l970'erne. Åh ja, som tiden dog bare går – den laver ikke andet – og som den er gået dér, hvorfra min verden går.

Vi skriver vinteren 2016, men når jeg ser i krystalkuglen eller tager tidsmaskinen, så er det sommer med sol på i begyndelsen af 1970'erne.

Det er høsttid, er det, og jeg står og ryger en intellektuel pibe mellem kornlæssene. Inde fra loen lyder min storebrors stemme – »dér var han igen!« – thi han har set mig stå uvirksom: Få så æ finger u' Knåt. Ak, den kære dialekt, er den ikke yndig?

Samtidig kom Marianne fra Almsted trippende forbi ude på vejen. Jeg kendte hende ellers som en lille stille tøs fra nabolaget, men hun var sandelig blevet – øh – større, omkring de seksten? Hun kastede et hurtigt blik ind på gårdspladsen, hvor jeg stod og lænede mig mod min fork. Hun trak lige så hurtigt øjnene til sig, men hun trippede meget interessant, syntes jeg.

Jeg stak piben ind og mumlede noget internt, i det hele taget var jeg i mit livs mumlefase, meget kom der ikke over læberne. Men heldigvis, heldigvis var Bob Dylan gået country det år – eller var det året før? I hvert fald havde han været et smut i Nashville, countrymusikkens hovedstad, og fået sig en snak og en sang med Johnny Cash, og den nyeste lp hed selvfølgelig ”Nashville Skyline”. En solmoden, rar og venlig plade, og det var som om den gamle – unge – ironiker havde fået smør på stemmen.

Hvad var der sket, var han gået helt bananas? Nej, han havde bare snuset til landluften og den rene kærlighed, og det siges, at begge dele skal kunne få stemmebåndene på gled, i hvert fald var der kommet nogle dejlige sange ud på pladerillerne, så selv om jeg foreløbigt kun kunne mumle på dialekten – det er altså svært at kurtisere ømt på alsisk – så faldt det i hak med at få inviteret pigen med på en lytter, og der var ingen ridser på pladen.

Ridser kom der senere i vores forhold, åh, hvilke ridser. Men så længe romancen varede, sad vi i hendes pigeværelse tapetseret med diverse pop-ikoner og lyttede til sange som ”Lay Lady Lay” og ”I threw it all away”.

De sange vil hermed være med os til vores sidste suk.

Og det er det, jeg mener: I Bob Dylans sangbog er der næsten en sang til en hvilken som helst vej på kærlighedens veje og vildveje.