*

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Jeg er ikke dansk, og hvad så?

Identitet har mange lag. Nationalitet er ét af dem. Men heldigvis kun ét!

Tegning: Niels Bo Bojesen

I onsdags holdt vi den årlige generalforsamling på Sankt Petri Skole i det indre København. Som bestyrelsesformand skulle jeg aflægge beretning over årets gang. Da jeg forberedte oplægget, faldt jeg over en sur mail, jeg havde modtaget tidligere på året. En far klagede her over, at hans barn ikke var blevet optaget i skolens 0. klasse, selv om han – faren – var tysk statsborger. Han konstaterede, at der jo var blevet optaget danske børn, hvilket han ikke kunne se formålet med. Derfor ville han nu klage til den tyske ambassade, udenrigsministeriet i Berlin samt den øverste tyske forvaltningsdomstol. Den fik ikke for lidt!

Historien har nu sine morsomme sider. Barnet var ganske enkelt blev tilmeldt for sent, men lad nu det ligge. Det egentligt triste her er, at faren øjensynligt har misforstået hele meningen med skolen. Sankt Petri er netop ikke en tysk skole udelukkende for tyskere. Det er en dansk privatskole, endda med kongelig protektor, som er forpligtet til en ligeberettiget formidling af dansk og tysk sprog og kultur. Heldigvis er den slags misforståelser nu en sjældenhed på skolen. Elever, forældre og ansatte mødes i øjenhøjde i en dansk-tysk hverdag. Der tales begge sprog, der flages med både det danske og det tyske flag ved festlige lejligheder, og alle føler sig på en eller anden måde forbundet til begge lande og kulturer. Det lyder idyllisk, det er det på mange måder også, men selvfølgelig er der masser af udfordringer. Når børn kommer både fra dansk-danske, dansk-tyske og tysk-tyske familier, så stilles der krav til sprogindlæring og formidling, for hvis ikke man sprogligt kan følge med, så bliver det svært med det faglige. Der er også kulturforskellene. Tyskere og danskere er forskellige, hvilket af og til må føre en vis forventningsafstemning med sig.

Til gengæld får man nogle i den grad kulturelt kompetente mennesker ud i den anden ende. Børn og voksne, der sagtens kan navigere gennem en kompleks verden, uden hele tiden at skulle definere sig i modsætning til noget andet. Der forstår, at identitet kan være et både-og i stedet for et enten-eller. Og der faktisk ser det som en force at kunne rumme flere sprog og kulturer for på den måde måske endda at lære sig selv og sit eget modersmål lidt bedre at kende.

Det skal ikke handle om Sankt Petri. Men netop dagligdagen på skolen samt min egen hverdag giver anledning til forundring, når vi nu både herhjemme og i Tyskland for tiden har så travlt med at definere, hvad der er dansk eller tysk. For mit eget vedkommende er jeg født og opvokset i Berlin, men har efterhånden boet i København i mange år. Jeg er dansk gift, har dansk-tyske børn, både privat og på arbejde bruger jeg begge sprog til dagligt. Min skat betaler jeg (nogenlunde) med glæde, fordi jeg beundrer samfundsmodellen, som ligger bag.

Jeg synes, at Danmark på mange måder er et vidunderligt land med mange enormt begavede, inspirerende, ukomplicerede, pragmatiske og løsningsorienterede mennesker. På andre områder ryster jeg på hovedet og har nogle gange lyst til at løbe skrigende bort. Nogenlunde det samme vil jeg dog kunne sige om mit eget land. Der er sider, jeg holder af, særlig sproget og kulturen er jeg knyttet til. Der er andre, hvor jeg bliver rasende af irritation.

Virkeligheden er som sagt ikke sort og hvid, men indeholder masser af gråtoner. Selvfølgelig er jeg som person rundet af årene i Danmark og af de mennesker, som jeg har mødt her. Jeg vil endda gå så langt at indrømme, at jeg på mange måder er blevet et bedre menneske eller i hvert fald et menneske med flere nuancer, end jeg ville have været, hvis jeg igennem årene udelukkende havde boet i Tyskland. Min egen verden er blevet rigere, mit udsyn er blevet større, og ikke mindst har jeg forstået, at der ikke kun er én måde at gøre tingene og at se verden på.

Gør alt dette mig til dansker? Nej, og det kommer heller ikke til at ske, for det er det afgørende punkt. Identitet er noget personligt, og det er kun en selv, der kan mærke eller definere den. I mit svar ligger der heller ikke noget kritisk eller nedladende over for det at være dansk. Eller for den sags skyld noget ophøjet og selvglad over det at være tysk. Det er en enkel konstatering af, hvad jeg selv er rundet af. Og at mit følelsesregister slet ikke rummer den mulighed at skulle føle mig specielt dansk.

Sjovt nok er det en forventning, man som herboende udlænding gang på gang møder. Jamen, vil du ikke være dansk? Tit ledsages spørgsmålet af en vis forundring, ja, uforståenhed. Sjovt er det af to grunde. For det første fordi man på andre fronter har så travlt med at holde folk ude af landet og forhindre, at de bliver danske. For det andet fordi spørgsmålet tit stilles af netop danskere, der selv er særdeles optaget af både eget land, flag, sprog, kultur og historie, hvilket det aldrig vil falde dem ind at opgive. Men når man nu selv er så glad for sit eget, kan man så være i tvivl om, at andre er rundet af noget andet? Skal man assimileres for at kunne være en del af dette land? Eller er det nok med, at vi integrerer os, overholder landets love og bidrager som dem, vi er?

Heldigvis fylder den slags diskussioner nu mere i offentligheden end i manges dagligdag. Hverken jeg eller for eksempel de knap 600 børn på Sankt Petri Skole står foran spejlet hver morgen for at spørge sig selv, om vi nu er tyske, danske eller en blanding af begge dele. Heldigvis er vi stadig en del af et fælles Europa, som giver os mulighed for som tyskere at leve i København og som danskere at købe en lejlighed i Berlin. Og heldigvis er der stadig mange både her og der, der kigger ud i verden og ikke på egen navle, som opfatter mødet med en anden kultur som en berigelse, og som ved, at identitet er flydende og fødes af forskellige kilder. Alt det må vi holde fast i og til nød forsvare! Både over for populistiske politikere og for den sags skyld sure tyske fædre.

Marc-Christoph Wagner er født i Berlin. Cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og Humboldt-Universität zu Berlin med speciale i politisk idéhistorie. Optaget af forholdet mellem Tyskland og Nordeuropa, som han siden 2004 har dækket for tysk radio og tv. Sidder i dag bl.a. i bestyrelsen for den dansk-tyske Sankt Petri Skole i København.
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Kronik: Produktiviteten bør ikke øges for enhver pris
Michael Svarer, professor, Aarhus Universitet | Carl-Johan Dalgaard, professor, Københavns Universitet | Lars Gårn Hansen, professor, Københavns Universitet | Torben Tranæs, forskningsdirektør, Vive
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Finder to ansatte i politiet selv på at tage Tibet-flag fra demonstranter?

Rune Lund
Det virker urealistisk, at ansatte længere nede i rækkerne hos politiet på egen hånd skulle have taget en beslutning om at påtage sig et stort handelsmæssigt og udenrigspolitisk ansvar.

Blog: Den nye elite vil trylle Norge om til United States of Norway

Mikael Jalving
Her kommer historien om arbejderpartistaten, der afskaffede Norge for at blive en flerkulturel indvandrerstat efter amerikansk forbillede.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her