Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Den standhaftige fondsbevægelse

På mandag udkommer bogen ”Dansk fondshistorie”. Her fortæller en af forfatterne, hvordan disse udemokratiske institutioner stadigvæk spiller en vigtig samfundsrolle.

Artiklens øverste billede
Illustration: Rasmus Sand Høyer

Danmark har mindst 14.000 fonde og fondslignende foreninger og derved uofficiel verdensrekord i disciplinen selvejende institutioner. Mange af landets største virksomheder, bl.a. A.P. Møller- koncernen, Carlsberg og Novo Nordisk A/S, har således fonde som hovedaktionærer. Derved bidrager denne organisationsform til produktion, eksport og beskæftigelser. Hertil kommer årlige uddelinger til forskning, kultur og andre almennyttige formål i størrelsesordenen 8-9 mia. kr. Alligevel har kun få danskere et solidt kendskab til fondes vilkår og virkninger.

De selvejende institutioner er som hovedregel skabt for evigheden. Derved kan fonde og fondslignende foreninger tilbyde alternativer og supplementer både til markedsøkonomien og til det repræsentative demokrati.

De fleste ved, at andelsbevægelsen, arbejderbevægelsen, kvindebevægelsen og miljøbevægelsen har sat deres fingeraftryk på samfundsudviklingen. Men at der også findes en standhaftig fondsbevægelse, hører skoleeleverne ikke noget om i historietimerne. I det hele taget opererer danske fondsbestyrelser som hovedregel langt væk fra offentlighedens søgelys. På denne særdeles diskrete måde fremmer private fonde såvel egensindige som almennyttige formål og har til gengæld opnået betydelige skattebegunstigelser.

Så store frihedsgrader har gennem tiderne udløst krav om forbud og kontrol. Allerede den danske grundlov af 1849 rummede en løfteparagraf, som gav hjemmel til at opløse de fondslignende len og stamhuse, der indtil tvangsopløsningen i 1919 udgjorde et stærkt konservativt fundament under dansk økonomi og politik. Til gengæld rummede grundloven også paragraffer om foreningsfrihed og ejendomsret, hvilket gav nystiftede fonde og fondslignende foreninger forbedrede vilkår.

Med dette udgangspunkt har Carlsbergfondet (stiftet 1876) og en lang række andre virksomheder valgt at placere overskud i erhvervsdrivende fonde, som både kan have kommercielle og filantropiske formål.

I forbindelse med generationsskifte gav denne organisationsform mulighed for skattefordele og mulighed for at holde aktiviteterne samlet. Det gav gode muligheder for konsolidering. Derved blev dansk erhvervsliv styrket i den internationale konkurrence, ikke kun i bryggeribranchen, men bl.a. også i medicinalindustrien, shippingerhvervet og på entreprenørområdet.

Den avis, De læser lige nu, er faktisk også (i lighed med Politiken, Ekstra Bladet og mange andre nyhedsmedier) ejet af en erhvervsdrivende fond. Det har vel at mærke ikke forhindret, at journalister med jævne mellemrum kritiserer »stenrige pengetanke« for »udemokratisk magtmisbrug«. Fondskritikken nåede et foreløbigt højdepunkt i 1977, da tv-udsendelsen ”Den døde hånd” satte fokus på ”fonde og fiduser”. Fjernsynsprogrammet blev fulgt op af en forespørgselsdebat i Folketinget, der resulterede i nedsættelse af et bredt sammensat fondsudvalg, der i 1982 fremlagde forslag til to speciallove på området.

Det lykkedes dog ikke udvalget at nå til enighed om et forslag til fondsbeskatning. Bag kulisserne argumenterede grå eminencer for en ordning, der bevarede nogle af fondsbevægelsens historiske privilegier, hvis et sådant overskud vel at mærke enten blev geninvesteret i erhvervsvirksomheden eller uddelt til almennyttige formål.

Tovtrækkeriet resulterede i et særligt konsolideringsfradrag plus mulighed for skattefri overførsel af udbytter fra fondsejede datterselskaber med virkning fra 1987. Konsekvensen blev som tilsigtet en væsentlig forøgelse af de almennyttige fondsuddelinger og et stærkt begrænset skatteprovenu.

Denne udvikling blev detaljeret dokumenteret af et nyoprettet fondsregister, som alle danske fonde over en vis størrelse skulle rapportere stamoplysninger til. Det vakte harme hos indflydelsesrige fondsbestyrelser. Ordningen blev opfattet som unødvendig ”posekiggeri”. På den baggrund fik den daværende justitsminister, Hans Engell (K), nedlagt fondsregisteret med et pennestrøg. Begrundelsen var »afbureuakratisering«.

Afviklingen medførte, at vi kun har nogenlunde sikre og systematiske oplysninger om danske fondes økonomiske forhold for perioden 1982-1990. Det var især familiefondene glade for. Spørgsmålet er dog, om nedlæggelsen har gavnet den samlede fondsbevægelse i det lange løb.

Mistanke om ugennemsigtighed og urent trav har med jævne mellemrum resulteret i hård mediekritik. Udgangspunktet har typisk været isolerede enkeltsager som Tvinds Almenfond, misbrug af fondskonstruktionen under Nordisk Fjer og ledelsesproblemer i regionale sparekassefonde. Men den negative omtale kommer let til at smitte af på fondsbevægelsens omdømme som helhed.

Skiftende politiske flertal er da også bag uvidenhedens slør blevet fristet til at forringe fondenes rammevilkår uden helt at kunne gennemskue konsekvenserne. Den socialdemokratisk ledede regering valgte således at sløjfe den fondsfremmende successionsordning i 1998.

Siden har kun fire virksomheder med over 100 ansatte valgt at lade sig fondsorganisere i forbindelse med generationsskifte. Desuden har den nuværende Venstre-regering forsøgt at begrænse fondenes skattefri udbytter og reduceret værdien af konsolideringsfradraget.

Den danske fondsbevægelse har ikke desto mindre vist sig særdeles bæredygtig og forandringsresistent. Vel at mærke ikke gennem kollektiv handler og demokratisk aktivisme. De selvejende institutioner og deres selvsupplerende bestyrelser har ageret mere diskret i magtens korridorer. Vore analyser viser, at der på den måde i historiens løb er genereret et pænt overskud på fondsbalancen – både anskuet i et erhvervsøkonomisk og i et nationaløkonomisk perspektiv.

Hertil skal lægges en række virkninger, som ikke umiddelbart og direkte lader sig måle i kroner og øre. For det første har mange små og store legatkapitaler med selvbestaltede formål gennem årene bidraget til øget pluralisme i beslutningsprocesserne. Enkelte fondskritikere mener ganske vist, at fondsmidler ville gøre mere nytte i den demokratisk ledede statskasse eller bestyret af kommunalpolitikere. Men prisen for centraliserede uddelingspraksis ville i givet fald blive færre valgmuligheder for ansøgere, mere bureaukrati og mindre risikovillighed i bevillingsprocesserne.

For det andet har danske fondsstiftere skabt grundlag for langtidsholdbar værdiskabelse gennem krav om perpetualitet: De selvejende institutioner er som hovedregel skabt for evigheden. Derved kan fonde og fondslignende foreninger tilbyde alternativer og supplementer både til markedsøkonomien og til det repræsentative demokrati.

Uden at de selvsupplerende fondsbestyrelser behøver tage hensyn til kortsigtede modeluner hos forbrugerne eller taktiske hensyn blandt de folkevalgte.

For det tredje har den danske fondsbevægelse bevidst eller ubevidst udfordret janteloven og plæderet for værdikonservativ patriotisme, både nationalt og lokalt. Det gælder ikke kun historisk, men også på det seneste, hvor globalisering ellers har været næsten alle andre folkebevægelsers ubetingede hurra-ord.

Denne særprægede kombination af tålmodige penge, patriotisme og pluralisme giver jævnligt anledning til påstande om ”demokratisk underskud”. Men kritikerne glemmer, at fonde netop er selvejende og sat i verden for at skabe noget så udansk som det ypperste kun under ansvar for domstolene. Altså uden at skulle spørge forbrugerne eller de folkevalgte om lov.

Bogen ”Dansk fondshistorie” udkommer mandag den 10. oktober.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.