Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Ytringsfriheden på spil

Når alt er prøvet, og intet har virket tilstrækkeligt, må man nøje overveje, om tiden er inde til at gøre offentligheden opmærksom på de kritisable forhold. Men mange offentligt ansatte viger tilbage for at bruge deres ytringsfrihed.

Artiklens øverste billede
Tegning: Rasmus Sand Høyer

Er du politimand, socialrådgiver, sygeplejerske eller bestrider et af de andre job på velfærdsområdet, vil jeg gerne bede dig om ganske kort at tænke over følgende: Hvorfor valgte du lige netop den uddannelse? Jeg tror, at du tænker det samme som mange andre, der tager imod denne tænkepause: »Jeg kan godt lide at hjælpe mennesker«. Det var også en af mine begrundelser for i sin tid at vælge socialrådgiverfaget.

Hjælpe. Det er et virkeligt rart ord, ik’? Får du så hjulpet dét, du gerne vil i dit velfærdsjob? Altså bare sådan tilnærmelsesvis, eller er dine muligheder for at hjælpe i tilstrækkelig grad for længst røget ud med badevandet i samme tempo, som registreringshelvedet holdt sit indtog?

Mon ikke alt for mange mener det sidste. Og af disse er en hel del nok af den mening, at det burde siges højt; at det på mange områder ikke længere er tilstrækkeligt muligt at hjælpe de svage, de syge, børnene og alle de andre med ”varme hænder”. Men for de flestes vedkommende bliver det ved tanken, for mange medarbejdere i det offentlige tør ikke ytre sig, og hvis de gør, er der stadig alt for mange, som føler sig kyst af deres ledelse, hvilket Rasmus Willigs nyligt udkomne bog ”Afvæbnet kritik” er en glimrende og meget vigtig fortælling om.

Vi medarbejdere er nødt til at finde modet frem og sætte frygten for fyring på standby, hvis vi skal finde tilbage til udgangspunktet for valget af vores uddannelse og job, nemlig ønsket om at hjælpe de mennesker, der har behov for det.

Jeg ved ikke, om chefers vigtigste indtægtskilde er salget af ja-hatte. Det tyder eksemplerne i Rasmus Willigs bog i hvert fald på. Måske føler cheferne sig kyst af deres ledelse; nemlig politikerne. Der er faktisk utroligt mange ja-hatte i politik, når vi snakker velfærdsfag. Det er egentlig vildt, så positivt man kan snakke om noget, som i bund og grund reelt er noget møg. Men det evner politikerne. Måske er det hatten, som gør det.

Der har i de seneste par år været et øget fokus på medarbejderes ret til at bruge deres ytringsfrihed, især i det offentlige. Ombudsmanden har ad flere omgange udtrykt bekymring for det stigende antal sager om ytringsfrihed, der er landet på hans bord, og også de faglige organisationer har følt sig kaldet til at sætte fokus på retten til at ytre sig. FTF, der repræsenterer knap en halv million arbejdstagere, primært i det offentlige, offentliggjorde i foråret 2016 en undersøgelse om ytringsfrihed.

Undersøgelsen viste, at ca. 60 pct. af de adspurgte frygtede, at det ville få negative konsekvenser, hvis de ytrede sig om kritisable forhold på arbejdspladsen. Det kunne f.eks. være frygten for at blive opfattet som illoyal af arbejdsgiveren eller af kollegerne. Også frygten for at blive kaldt til en kammeratlig samtale på chefkontoret lå højt på bekymringsskalaen og ligeså risikoen for, at ens arbejdsforhold blev negativt påvirket. Da jeg selv har stået lige midt i brændpunktet som anonym whistleblower i 2014, kan jeg 100 pct. genkende ovennævnte bekymringer.

Der er i disse år et stadig mere stigende pres på vores allesammens velfærdssamfund, og det er mere vigtigt end nogensinde før, at vi, der arbejder i velfærdsjob, tør åbne munden.

Står man i den situation, at der er forhold på arbejdspladsen, som f.eks. går ud over udsatte børn eller andre svage grupper i samfundet, er det min personlige holdning, at man først gør alt, hvad man kan, for at ytre sig internt. Det vil sige; involverer ledelsen og evt. inddrager tillidsrepræsentantsystem, Arbejdstilsynet mv. Når alt er prøvet, og intet har virket tilstrækkeligt, må man nøje overveje, om tiden er inde til at gøre offentligheden opmærksom på de kritisable forhold.

Vi har en grundlovssikret ret til at ytre os – blot vi taler sandt, overholder vores tavshedspligt, er loyal over for arbejdsgiveren og gør det tydeligt, at vi taler på egne vegne. Jeg mener ikke, at man for enhver pris skal bruge sin ytringsfrihed. Er man bare træt af chefen eller arbejdsopgaver, skal man finde sig et andet job. Men oplever man gang på gang, at udsatte borgere svigtes, så er det min helt klare holdning, at man har en pligt til at ytre sig om det.

I forhold til min egen historie havde vi, efter min mening, ytret os alt, hvad vi kunne internt, uden at det hjalp tilstrækkeligt, og jeg så ingen anden udvej end at gå til medierne. Havde jeg vidst, hvad jeg i dag véd om ytringsfrihed, havde jeg valgt ikke at være anonym.

Inden jeg tog skridtet ud og kontaktede medierne, var det gået op for mig, at der var helt grundlæggende etiske værdier på spil for mig i mit arbejde, bl.a. ønsket om at optræde ordentligt, medmenneskeligt og retfærdigt. De samme værdier, som jeg er helt sikker på, at rigtig mange medarbejdere såvel i det private som det offentlige er bærere af. De etiske værdier ligger grundlæggende i os og er styrende for, hvordan vi vælger rigtigt her i livet. Men hvad gør man, når man gang på gang oplever, at borgerne svigtes af vores hjælpesystem, og man samtidig ønsker at være loyal over for sin arbejdsgiver?

Det kan udfordre vores integritet ganske voldsomt, når vi står i valget mellem at skulle tie eller tale. Mange medarbejdere i denne situation vælger at lade ordentligheden og loyaliteten over for arbejdsgiveren (og angsten) vinde. De fleste af disse medarbejdere er mennesker, der er dybt engageret i deres arbejde, og som har et stort ønske om at få arbejdspladsen til at fungere bedre. Samtidig er de angste for at blive opfattet som arbejdspladsens brokrøv og vælger derfor at tie. I stedet for kæmper de sig gennem hver eneste dag på jobbet, mens de håber på, at tingene af sig selv bliver bedre. For de fleste af os har brug for at beholde vores job, så terminen og værdigheden kan beholdes, og derfor er det vigtigt at være vellidt af sin ledelse (og sine kolleger, for den sags skyld), så en fyring undgås i næste sparerunde.

Paradokset er, at netop ens ordentlighed kunne være katalysator til at stå frem og forsvare og kæmpe for de borgere, som ikke selv har mulighed for at gøre det.

Det er fortsat vigtigt at udbrede kendskabet til ytringsfriheden, både blandt medarbejdere og ledere. Der er helt klar brug for en kulturændring på det danske arbejdsmarked, og på det punkt er lederne helt centrale.

Jeg forstår til fulde, hvorfor man ikke tør stå frem. Spørgsmålet er bare, hvor længe man kan holde til at gå på kompromis med sine etiske værdier. Vi medarbejdere er nødt til at finde modet frem og sætte frygten for fyring på standby, hvis vi skal finde tilbage til udgangspunktet for valget af vores uddannelse og job, nemlig ønsket om at hjælpe de mennesker, der har behov for det.

Spørgsmålet er også, hvad lederne derude i velfærdsbranchen generelt tænker om medarbejdere, der ytrer sig såvel internt som offentligt. Jeg må i hvert fald konstatere, at der fra lederorganisationernes side har været forbavsende stille i forhold til den enorme bekymring, medarbejderne har for at ytre sig jf. undersøgelsen fra FTF. Jeg foretog derfor en søgning på www.lederne.dk på ordet ytringsfrihed, med forventning om at se en række af sider tone frem på skærmen. Desværre udløste min søgen følgende tilbagemelding på min skærm: »Hovsa. Der er sket en fejl«. Lad os håbe, det blot er et midlertidigt udfald og ikke symptomatisk for ledernes holdning til ytringsfrihed.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.