Militær og civile på fælles kurs

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Den 19. august 2016 traf et enigt folketing beslutning om, at Danmark skulle imødekomme en anmodning fra Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben (OPCW) og FN om at hjælpe den libyske samlingsregering med at borttransportere de sidste rester af Libyens kemiske våben til efterfølgende destruktion i et land uden for Libyen.

Den politiske og sikkerhedsmæssige situation i Libyen er meget omskiftelig og ustabil. Formålet med operationen er at sikre, at stoffer til kemiske våben ikke falder i forkerte hænder og derved kan anvendes til terrorangreb såvel inden for som uden for Libyen. Herudover er dette også en håndsrækning til Libyen om at opfylde FN-konventionen om forbud imod kemiske våben, som Libyen tiltrådte i 2004.

Det er ikke første gang, at verdenssamfundet gennem FN og OPCW har anmodet Danmark om bistand til bortskaffelse af kemiske våben i et af verdens brændpunkter. Således var det også det danske forsvar, der i 2014 stod i spidsen for en lignede operation (Recsyr) med bortskaffelse af kemiske våben fra Syrien i samarbejde med Norge, Storbritannien, USA, Rusland og Kina.

Vi kan godt være stolte over, at vi har et forsvar, der gennem et professionelt og velfungerende søværn, støttet af komponenter fra både hæren, flyvevåbnet, beredskabsstyrelsen samt Skat er i stand til – med kort varsel – at løfte sådanne betydningsfulde, internationale kriseopgaver på vegne af verdenssamfundet.

Det mediemæssige fokus har af indlysende årsager været rettet imod den militære del af disse operationer. Men indsatsen med bortskaffelse af kemiske våben rummer også en succeshistorie om et offentligt- privat samarbejde, som fortjener opmærksomhed. Ikke mindst fordi det er en af forudsætningerne for den positive danske profil i gennemførelsen af eksempelvis sådanne meningsfyldte internationale operationer.

Det civile danskflagede handelsskib, DFDS’ ”Ark Futura”, er det skib, som står for transporten af de kemiske komponenter fra Libyen. Det samme var tilfældet, da det danske forsvar fjernede de kemiske våben fra Syrien. Skibet er indchartret som en del af forsvarets såkaldte Ark-projekt, der ud over ”Ark Futura”, råder over ”Suecia Seaways”, ”Britania Seaways”, ”Ark Germania” og ”Ark Dania”.

Ark-projektet blev etableret i 2003 som et dansk bidrag til Natos initiativ til bl.a. at styrke alliancens evne til at udsende militære kapaciteter såvel inden for som uden for alliancens område (Prague Capabilities Commitment). Ark-projektet blev udviklet i et snævert samarbejde mellem den daværende forsvarskommando, Danmarks Rederiforening og Maersk Broker K/S.

Ved at drage nytte af den prominente position, som Danmark har inden for søfart, havde projektet til formål at yde et væsentligt bidrag til alliancen samt at give dansk forsvar den strategiske mobilitet, der var nødvendig for at fastholde den militære relevans. Som følge af de ændrede sikkerhedspolitiske rammebetingelser var det danske forsvar under transformation fra et stedbundet mobiliseringsforsvar til dagens indsatsberedte forsvar, der – bestemt af den konkrete trusselsvurdering og de danske interesser – er klar til indsættelse inden for såvel som uden for kongerigets grænser.

Etableringen af Ark-projektet skete med andre ord i erkendelse af, at ingen større militær operation kan gennemføres, uden at hovedparten af logistikken, køretøjer, kampvogne og andet materiel transporteres ad søvejen. Sidst, men ikke mindst, blev beslutningen om fuldtidschartring af civile skibe under dansk flag truffet, fordi forsvaret ved gennemgang af de tidligere ad hoc-indchartringer af handelsskibe kunne konstatere, at prisen for chartring steg eller næsten blev umulig, når det maritime marked forventede en forøget efterspørgsel i forbindelse med større militære operationer.

Princippet for Ark-projektet er, at de danskflagede skibe tages på fuldtidscharter af forsvaret, men tilbageleveres til rederiet, når skibe ikke benyttes.

Herigennem sikres fuld råderet over skibene inden for de aftalte varsler samtidigt med, at rederiet i muligt omfang holder skibene beskæftiget i normal rutefart og derved reducerer de samlede udgifter til arrangementet. Ved etableringen af Ark-projektet sikrede Forsvaret sig også, at den transportkapacitet, som andre lande ofte tilvejebringer gennem omkostningstunge militære investeringer i bygning og drift af skibe, i stedet kan tilvejebringes i et partnerskab, hvor der drages fuld nytte af den danske handelsflådes ekspertise inden for søtransport.

Det konkrete samarbejde med den danske handelsflåde i rammen af Ark-projektet er en af flere årsager til, at det danske forsvar er i stand til at levere et bemærkelsesværdigt operativt output i de ressourcer, der er afsat.

I 2006 trådte Tyskland ind som partner i Ark-projektet og gjorde Ark til et af de relativt få succesfulde kapacitetsforøgende multinationale projekter inden for rammen af Nato.

Skibene til Ark-projektet tilvejebringes ved udbud. Ved at vinde de fleste af disse udbud er DFDS fra projektets start blevet en central samarbejdspartner for forsvaret. Det tillidsfulde samarbejde mellem Ark-projektet og DFDS medførte f.eks., at forsvaret i forbindelse med et ikkemilitært dansk bidrag til bekæmpelsen af Ebola-udbruddet i Vestafrika i 2015 kunne stille ”Ark Futura” til rådighed for indsatsen som et selvstændigt bidrag.

Ark-projektet er i et historisk perspektiv fortsættelsen af dansk skibsfarts fornemme tradition for at tjene landet godt under krise og krig. Den danske handelsflådes indsats for de allierede under Anden Verdenskrig var en af grundene til, at Danmark blev anerkendt som allieret i kampen imod Det Tredje Rige. Traditionen blev fortsat under Korea-krigen, hvor det daværende rederi ØK stillede skibet ”Jutlandia” til rådighed, der, ombygget som hospitalsskib, var Danmarks bidrag til de allierede styrker i Korea.

Nutidens stærke danske handelsflåde er et element af strategisk betydning både for Danmark, og sandelig også for vore allierede, hvilket bl.a. er blevet anskueliggjort under begge golfkrige. Det har tidens aktuelle sikkerhedspolitiske og militære udfordringer ikke ændret på. Tværtimod.

I et nationalt perspektiv vil klimaforandring og de forbedrede muligheder for at besejle rigsdelen Grønland stille forøgede krav til forsvarets mobilitet. Danmarks forsvarsmæssige forpligtelser i rigsfællesskabet kan bedre løses, hvis den understøttes af adgang til maritim løftekapacitet.

Det samme gør sig gældende inden for rammen af Nato, hvor de skærpede krav til flytbare militære styrker på et højt indsatsberedskab og opfølgningsstyrker ligeledes stiller krav om maritim løftekapacitet.

Samtidig med at de nationale opgaver varetages inden for rigsfællesskabet, har Danmark og Nato behov for mobile og deployerbare militære enheder, der kan indsættes og opretholdes på afstand.

Vi har et forsvar med et sæt af enheder, og det er derfor af afgørende betydning, at vi har forudsætningerne i orden for at indsætte dem dér, hvor der er brug for dem, hvad enten det er hjemme inden for rigsfællesskabet eller ude i verden. De forudsætninger medvirker Ark-projektet med at tilvejebringe.

Der er derfor mange grunde til at kippe med flaget for Ark-projektet og forsvarets samarbejde med DFDS i anledning af den aktuelle danske indsats for at bortskaffe resterne af Libyens kemiske våben.

Samarbejdet mellem søværnets fleksible støtteskib ”Absalon” og DFDS’ ”Ark Futura” er i sandhed udtryk for et offentligt-privat partnerskab, der er mere end en blot en skåltale.

Ved at tænke ud af de traditionelle militære rammer er der gennem det offentligt-private partnerskab tilvejebragt forsvaret en kapacitet, som andre nationer betaler meget mere for.

Besætningen på ”Ark Futura” kan sammen med sine militære kollegaer ombord på ”Absalon” med rette være stolte af det bidrag, de yder under dansk flag.