Jammerens kontinent

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Et halvlangt ophold på Cuba ligger bag mig, 3.000 km ad ofte umulige landeveje i kinesisk fremstillede busser, venlige, men desperat fattige mennesker i et ødelagt land. Jamrer cubanerne? Det synes mig, at de bærer deres skæbne stilfærdigt og værdigt.

Jammeren har gode kår i Europa. Alt for mange – især politikere og såkaldt intellektuelle – har travlt med at sprede misnøje, uagtet Europa er klodens frieste, rigeste og sikreste kontinent, dette trods islamisk terror, en russisk finansieret krig i Østukraine, utilstrækkelig vækst, miljøproblemer og andre vanskeligheder, karakteriseret ved, at de er globale og følgelig ikke kan tilskrives det mere eller mindre forenede Europa. Der er penge i opvigleriet, penge og magt, i Europa og Vesten som helhed, USA ikke at forglemme.

Jeg vender hjem til Wien, stiller min rejsetaske i garderoben og går ned i mit fortrinsvis jødiske kvarter for at købe ind. Det bliver til seks franske østers, en sølvskinnende fisk fra Middelhavet, spinat fra Italien, grønne bønner fra Kenya, jordbær fra Spanien, lidt salami fra Ungarn samt tre flasker af den gode østrigske rødvin. Er det billigt eller dyrt? Spørg mig ikke. Afgørende må være, at en overflod af varer kan fås for menneskepenge. Ingen ordinær cubaner vil være i stand til at forestille sig en sådan overflod.

I koret af ansvarsløse stemmer – jeg tænker på Danmark – indgår mange såkaldt intellektuelle, rækkende fra præstinder til forhenværende professorer, hvis udsalgsvarer er fremmedhad, religionsangst og almindelig utålsomhed, herunder en ikke ringe tilbedelse af det nationalistiske Rusland, som også er det fascistiske Rusland. Gang på gang har vi lyttet til disse tågehorn, gang på gang er det europæiske skib sejlet forbi dem, ofte i oprørte vande, men aldrig i havsnød. I denne sommer hævdes EU endnu en gang at stå foran sin opløsning, fordi en bande løgnagtige overklassedrenge har bildt Englands insulære, ringe uddannede og delvis racistiske underklasse ind, at EU er ved at stjæle de sande englænderes fædreland.

Kan Det Forenede Kongerige overleve? Jeg tvivler. At lytte til England i sin større britiske udgave er som at lytte til en kælvende bræ i sommervarmen. Alt knager og knirker. Tonstunge klumper af is styrter med tordnende brag ned i havet og driver væk.

Europa er det revolutionære kontinent. Lande kommer og går, folkeslag og kulturer består. Alene i afvigte århundrede udvidedes de europæiske staters familie med en snes medlemmer, rækkende fra Irland, Island, Norge, Finland og de baltiske republikker i nord til Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Østrig, Ungarn, Moldova, Albanien og det jugoslaviske vraggods længere mod syd, fulgt af Cypern og Malta ude på Middelhavet.

Europa er desuden det tålmodige kontinent. Efter Anden Verdenskrig genopbyggede europæerne deres udbombede byer, fra Warszawa over Berlin og Hamborg til Amsterdam og Coventry. Over 20 millioner flygtninge blev integreret. Kontinentets rigdom og frihed fulgte. Sikkerheden bedredes efter kommunismens undergang i 1989. I det 21. århundrede fulgte tvivlen, de forkæledes pessimisme, Europa beundret af omverdenen, misagtet af sine egne.

Stemningen i Europa er miserabel, fyldt med foragt for de politikere, som europæerne regelmæssigt kårer gennem frie og hemmelige valg, et for millioner af andre mennesker ubegribeligt privilegium. Gør vi ordentligt brug af dette privilegium? Sætter vi, de myndige borgere, os ind i politik, økonomi og sociale anliggender? Forsøger vi at fatte, hvad vi mener med samfundsmoral?

Vi har i demokratiets navn valgt en række af utålelige magthavere på strækket fra Østersøen til Sortehavet, en region, der ikke har de bedste forudsætninger for at tænke og handle demokratisk, og som nu flokkes om sine herskere, blandt dem Ungarns Viktor Orbán og den polske regerings dukkefører, Jaroslaw Kaczynski. Selv i Frankrig, efter sigende det moderne demokratis moderland, ser vi den halvfascistiske Marine Le Pen marchere i retning af Élysée-palæet. I USA befinder det civiliserede, politiske liv sig i en tilstand af fremadskridende opløsning, kendetegnet ikke blot ved isolationisme, men ved bigotteri, racisme og intolerance, ved daglige myrderier, ved simpel afvisning af demokratiets første forudsætning, som er at tale sammen og lytte sammen.

Vor formodet demokratiske debat udvikler sig i kraft af de såkaldt sociale medier til hetz, til underholdning, til overflade. Ekstreme smågrupper fører sig frem under parolen ”Vi er folket”. Angsten vender tilbage, denne angst, der som en pest bredte sig over kontinentet i det 19. århundredes afsluttende årtier, måske fremkaldt af netop den tids kolossale økonomiske fremskridt uden tilsvarende etiske og moralske fremskridt, og som i det 20. århundrede drev europæerne til to stort anlagte selvmordsforsøg. Omsider, efter 1945 – på baggrund af 1500 års europæisk borgerkrig – kunne vi samle os, i første generation oprigtigt, i anden og tredje generation skeptisk, om dette, at Europa er mere end en toldunion og mere end selv en forbundsstat. Europa er et skæbnefællesskab. Vi vil det, eller vi er ikke.

At mellem to og tre millioner af klodens for tiden 65 millioner flygtninge søger til Europa, gøres til både EU's og det endnu eksisterende Storbritanniens vitale problem. Det er det ikke, eller det er det kun, fordi de nationale europæiske ledere afstår fra en fælles europæisk løsning, kujoneret som de er af en offentlig mening, de selv har været med til at skabe. Værre er dog, at vi i underholdningssamfundet ignorerer, at vi har at gøre med en præsident Putin i Moskva og meget snart kan have at gøre med en præsident Trump i Washington. I dette spændingsfelt mellem øst og vest findes den livstruende trussel mod vor europæiske civilisation, mod de europæiske friheder. Disse sidste interesserer næppe psykopaten Trump og helt bestemt ikke Putin, som anser det frie og rige Europa for en trussel mod sit diktatur, hvorfor han uophørligt generer EU. Lægger vi mærke til dette i et Europa, hvor vi er så optaget af såkaldt velstand, at vi har opgivet at tænke geostrategisk eller bare udenrigspolitisk? Tænker vi overhovedet? Hører vi fra de førhen nævnte intellektuelle? Mig bekendt meget lidt, og det, vi hører, er ofte antieuropæisk, antiamerikansk og pro det putinske Rusland.

Hjemkommet fra Cuba med alle dette lands lidelser, tilbage i et rigt og fredeligt Europa, som nødvendigvis må være mangefarvet og åbent, spørger jeg mig selv, hvad stiller vi op med disse intellektuelle, der som primitive shamaner driver deres omgivelser til vanvid? Mit svar er kort og måske råt, måske urimeligt. Disse intellektuelle udgør en skændsel for vore demokratier og vor civilisation. De har forspildt deres troværdighed. Glem dem! Med dem som åndelige førere risikerer vi at ende som cubanerne i Ensomhedens Blindgyde.

Vi har i det 21. århundrede ikke brug for angst og slet ikke for angstens nationalistisk indeklemte udgave. Vi har brug for dynamik og for åbenhed, for dette at være med virkeligheden i den hensigt at påvirke den. Stiller vi os på tværs af udviklingen, bliver vi hugget ned. Fornyelse er påkrævet, måske også en fornyelse af de europæiske politiske ideer.

Principielt har vi fat i den rigtige ende, i det humanistiske Europa, det oplyste Europa, debattens Europa. I praksis har vi brug for at tænke europæisk snarere end nationalt. EU er, hvad vi, nationerne og deres ledere i fællesskab gør EU til, hverken mere eller mindre.

Påstanden om, at EU skaber vore problemer, og at vi – danskere, ungarere, franskmænd, grækere alene – skal løse dem, er sygelig.

Vi bør gøre mere for det frie og frit tænkende menneske, for europæeren, om hvilken man kan sige, at han eller hun har ikke blot en pligt, men også en ret til at være ordentlig.

Jeg skriver dette i min hjemby Wien, hvor vi har en særlig fornemmelse for tidernes skiften, for statens opløsning, for sindets og de politiske systemers skrøbelighed. Vi er ikke blot nær på Balkan, vi er nær på verden af i går, på en tid, der i sentimentalitetens efterglød kan forekomme at have været gylden, men som foranledigede millioner af europæere til at flygte eller udvandre.

Vil det borgerlige demokrati holde? Knap en generation efter kommunismens undergang har jeg min tvivl.

Overtages vort politiske liv af galninge, demagoger og populister, som skrupelløst stiller sig i spidsen for en let bevægelig masse, da har demokratiet i sin nuværende form næppe megen fremtid for sig.

Udadtil afviser demagogerne dette, selvfølgelig. Hvad de tænker i deres indre, ved vi ikke. De bør stilles til regnskab for dette, af ansvarlige borgere og deres politiske partier, at de forvandler ord til slagord.

Venligst ingen institutionaliseret fordummelse, ingen ideologisk tvang, ingen småfascistisk jammer i kakkelovnskrogen.

Hvad vi kan lære af den cubanske revolution, ikke mindst dens lange, smertefulde efterår, er dette: Vi har ikke brug for magthavere. Vi har brug for frisind, for samtale, for viden og fælles liv.