Korstogene i den nye virkelighed

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Jeg husker endnu tydeligt, da vi i en af de små klasser i den lille skole i Thy, hvor jeg gik i min barndom, fik en ny elev. Det hørte absolut til sjældenhederne, så vi var nysgerrige, og han skulle naturligvis ses an. Han var enebarn, og familien var flyttet til den lille landsby, hvor faderen havde fået arbejde.

Der var noget spændende og dragende i mødet med denne dreng, men tilligemed også noget farligt. For hvem var han i grunden? Kunne man stole på det, han nødtvungent fortalte om, hvor han kom fra? Og mere alvorligt: Ville han bryde hierarkiet i klassen? Og for ligesom at markere, at der var et hierarki, så fik han en af de allerførste dage et ordentlig lag tæsk af klassens stærkeste dreng. Så var rangordenen ligesom markeret.

Det gjorde, at han blev endnu mere tavs og indesluttet – og dermed farlig. Og for at komme det farlige i mødet med det nye til livs begyndte vi nu for alvor at tale ondt om denne tilflytter. Ikke fordi vi vidste ret meget, men rygterne gik jo, de blev gentaget, nye blev opfundet, og til sidst var han på alle fronter dømt ude. For han var da vist helt igennem en skidt knægt.

Sådan italesatte vi en virkelighed, der blev et helvede for ham. Senere viste det sig at være det pure opspind. Men det var for sent. Skaden var sket.

Senere i min studietid blev jeg gennem historielæsning bekræftet i, at man i kraft af en diskurs, en sammenhængende kæde af udsagn i en samtale eller en debat, kan forme virkeligheden. Synspunkter og argumenter bliver uden nævneværdig modsigelse gentaget i det uendelige, og til sidst udgør de sandheden – og virkeligheden. Som eksempel kan nævnes jødeforfølgelserne i Tyskland i 1930’erne, hvor der forud af nazisterne var italesat en række løgne om det jødiske folk.

Anmeldelser af en nylig udkommet bog om korstogene satte atter gang i refleksionen over dette fænomen.

Jeg har ikke så få gange siddet med i en diskussion omkring kristendom og islam, hvor kritikken af muslimers ofte voldelige ekspansion er blevet affejet med bemærkninger om, at de kristne har været mindst lige så aggressive i deres fremfærd. »Tænk blot på korstogene« er modargumentet, hvor der så efterfølgende er blevet redegjort for en voldelig adfærd fra kristne korsfarere, der primært handlede om magtudøvelse, eventyr og ran. Og går man længere frem i historien, så er de muslimske maurere i Sydeuropa blevet betegnet som fredelige med en kultur, der var rigere end den kristne.

Sådan har den kulturradikale og i bund og grund kristendomsfjendtlige diskurs været. Man skal ikke som kristen kritisere islam, for grundfortællingen i denne diskurs er, at kristne tidligere har vist voldelig og dybt kritisabel adfærd.

En sådan forståelse af korstogene er tidligere blevet underbygget af historiske romaner af bl.a. Walter Scott, der i romanen ”Ivanhoe” tegnede et dystert billede af korstogene og korsfarerne, og i lange tider er korstogene blevet anset som imperialistiske krige, hvor ofrene har været sagesløse muslimer.

Man må sige, at det er sandhed med modifikationer, og der er nu ved at fremstå en anderledes diskurs, godt hjulpet på vej af bogen ”Korstogene – islams ekspansion og kristen modoffensiv” af forfatterne Michael Pihl og Jesper Rosenløv.

Her får vi en ny og anderledes vinkel på korstogene, hvor grundfortællingen nu er, at Muhammeds efterkommere omkring det første årtusindskifte førte sig voldeligt frem i et krigerisk stormløb mod Vesten, der nær var lykkedes, om ikke kristne korsfarere var gået til modoffensiv i et forsøg på bl.a. at befri den hellige stad Jerusalem.

Denne for den kristne kulturs overlevelse nødvendige og heltemodige indsats var ifølge forfatterne drevet af en kristen idealisme. Det er interessant nok i sig selv, men det iøjnefaldende omkring udgivelsen er de anmeldelser, der er kommet i de landsdækkende aviser.

Under andre omstændigheder ville anmeldelser af historiske værker have en mindre fremtrædende plads, end det er tilfældet. Men her har anmeldelserne fået en fremhævet plads, og anmelderne har benyttet sig af anledningen til for alvor at italesætte en ny diskurs i debatten omkring islam og kristendom.

En sådan italesættelse af en anden og ny diskurs er ifølge ovennævnte værks forord tilligemed anliggendet: »Man bør stadig for den moderne læser forsøge at forklare baggrunden for korstogene og den særlige middelaldersammenhæng, de indgik i. Det interessante og tragiske er, at korstogene i den almene bevidsthed og i populærvidenskabelige fremstillinger samt desværre også i mange undervisningsbøger stadig er omgærdet af myter«.

Det er disse myter, man nu blandt en del anmeldere vil til livs og i dette forsøg italesætte en ny og anderledes diskurs og forståelse af korstogene.

Eksempelvis har forfatteren Kristian Ditlev Jensen benyttet lejligheden til i en anmeldelse i Weekendavisen at understøtte argumentet om islams voldelige fremfærd mod en anderledes fredelig kristen kultur. Det samme gør sig gældende i Bent Blüdnikows anmeldelse i Berlingske, hvor han argumenterer for bogens aktualitet som et opgør med de tidligere gængse myter om korstogene.

Heller ikke anmeldelsen i nærværende avis, som er skrevet af Mikael Jalving, står tilbage for en markering af en anderledes tolkning og påpeger her, at en sådan tolkning gør op med politisk korrekte meninger om korstogene.

For den læser, der ikke er faglig kompetent til at udlede, hvad der er sandt eller falskt, åbner der sig et spørgsmål afledt af disse i hovedsagen enslydende anmeldelser: Hvad er diskurs, og hvad er virkelighed? Er virkeligheden i virkeligheden farvet og præget af diskursen?

Ét er tydeligt: Hvor man tidligere i diskussioner og debatter fra kulturradikalt hold stædigt forsøgte at fremstille islam som en fredelig religion med en rig kultur, og hvor dette var mainstream og den korrekte politiske holdning, så er den fremherskende tendens nu, at islam grundlæggende er voldelig, og at islamisk kultur er tilbagestående.

Af disse grunde bør man gøre, hvad der er muligt for at standse indvandringen af muslimer til Europa, og lader det sig ikke gøre med de retsregler, der er gældende, så må man i en højere sags tjeneste gradbøje reglerne og i nødsituationer gribe til udenomsparlamentariske metoder.

Den af diskursen formede virkelighed efterlader en frygt for, at en indvandring i Danmark med islamisk fortegn har til endemål at gøre landet muslimsk og udskifte demokratiet med sharialovgivning. Derfor skal der nu kæmpes med alle demokratiske midler, og grænserne skal lukkes for yderligere tilstrømning af flygtninge og asylansøgere med muslimsk baggrund.

Ved nærlæsning af anmeldelserne og de efterfølgende debatter går det op for en, at det i grunden ikke så meget drejer sig om en tolkning af korstogene, men mere om at styrke en forståelse af kristendommen som en for det europæiske folk nødvending opstand mod islam.

Det giver sig derfor udslag i en ensidig og negativ diskurs om islam. Men i et land, hvor langt hovedparten er døbte og tilhører folkekirken og andre kristne kirkesamfund, savnes en debat om, hvad der kan gøres for positivt at styrke og fremhæve vores egen kirke og kultur i stedet for at frygte andres.

Der savnes en diskurs, der handler om at tage kristendommens missionsbefaling alvorligt, at vi som kristne i et direkte møde med flygtninge og asylansøgere uden misforstået hensyntagen er langt mere opsatte på at redegøre for kristendommens sandhed end argumentere mod andres løgne.

Eller som det hedder: »Forband ikke mørket, men tænd et lys i stedet.«