Danmarks vitale interesser

Regeringens udenrigspolitiske gransker Peter Taksøe-Jensen er en modig mand. Strømpilen i granskningen peger på noget så dristigt som en prioritering af danske udenrigspolitiske interesser; der skal skelnes mellem vitale interesser, vigtige interesser og øvrige interesser.

Den eksisterende udenrigspolitiske strategi (”Frem mod 2020” fra 2010) undlod noget sådant – men blev da også ganske intetsigende og uden nævneværdig effekt. Udsigten til en prioritering har afstedkommet noget så sjældent som en udenrigspolitisk debat (herunder forventelig kritik fra etablerede interesser), dvs. en generel debat der ikke er foranlediget af den ene eller anden konkrete krisesituation (se granskerens blog og debatten på http://udenrigs.dk/debatten-nye-danske-udenrigspolitik/).

Lad os håbe debatten fortsætter frem til og med offentliggørelsen af granskningens resultater (senest 1/5). Jeg skal her give et bud på Danmarks vitale interesser anno 2016, på nogle punkter afvigende fra tendensen i granskningen.

Taksøe-Jensens foreløbige konklusion er, at udenrigspolitikken skal prioritere vore nære omgivelser og blive mere interessebaseret (modsat værdibaseret, må det antages).

Det sidstnævnte udgør ikke noget brud med tendensen de sidste syv-otte år; det illustreres aktuelt af det officielle besøg i det saudiske diktatur, tilsat kongelig glans. I øvrigt er de to sæt motiver svære at adskille. Selv de mest interessestyrede politikker er ofte pakket ind i et vist mål af værdipolitisk pynt.

Irak-interventionen i 2003 og den efterfølgende danske militære tilstedeværelse blev ofte begrundet i demokratifremme (især efter det var mislykkedes at finde masseødelæggelsesvåben i landet). Men den reelle begrundelse var formentlig interessebaseret, om end en misforstået interesse: Det blev taget for givet, at en amerikansk interesse (i øvrigt i sig selv misforstået) også var en dansk interesse.

På samme måde: Hvis Danmark i dag på værdipolitisk grundlag kritiserer udviklingen i Ungarn eller Polen, vil det også være interessebaseret: En underminering af EU’s værdipolitiske grundlag vil være et bidrag til også at underminere dets generelle troværdighed og sammenhængskraft, hvilket ikke kan være i dansk interesse.

Prioritering af de nære omgivelser vil derimod betyde en kursændring. Den er i samklang med et af geopolitikkens aksiomer: ”magt og indflydelse aftager med afstanden fra hjemmebasen”, selv i en såkaldt globaliseret tidsalder (globaliseringen er iøvrigt tvivlsom uden for de finansielle markeder og internettet).

Har man derfor begrænsede ressourcer at gøre godt med, må de sættes ind, hvor de giver størst effekt: i nærområderne.

Det springende punkt er så, hvad disse nærområder omfatter. Taksøe-Jensen nævner Arktis og Østersøen, hvilket man dårligt kan være uenig i. Et tredje nærområde kan tilføjes: EU. Det er måske så selvfølgeligt, at det let overses. Det må imidlertid være en vital dansk interesse, at EU overlever sin nuværende alvorlige krise og bliver rimelig funktionsdueligt på centrale områder. Helt akut gælder dette på det kaotiske flygtningeområde.

Det vil være uklogt, hvis Danmark i den nuværende situation lader sig spænde for den britiske vogn op til dette lands beslutning om evt. udtræde af EU. Udfaldet af folkeafstemningen den 3. december synes desværre at have skræmt en del politikere i retning af det britiske standpunkt, som kun kan bidrage til en underminering af EU på kortere eller længere sigt. Af samme grund er det vigtigt, at Danmark sammen med andre støtter kommisionen over for de ungarske og polske udfordringer til EU’s værdigrundlag.

Men hvad med EU’s nære omgivelser i Nordafrika og Mellemøsten? En stor del af vort hidtidige engagement der kunne være undgået, hvis vi havde fokuseret på egne interesser snarere end andres. Det ville derfor være fristende at sige, at vi fra nu af bør holde os væk fra dette regionale ”galehus”. Det går imidlertid ikke.

Den massive flygtningestrøm nødvendiggør en kæmpeindsats i forhold til regionen, så mennesker finder den værd at leve i. Indsatsen bør imidlertid – bl.a. af hensyn til koordinationen – primært foregå på EU-niveau, i stedet for at Dannebrog skal konkurrere med andre europæiske flag i en helt overflødig ”skønhedskonkurrence”.

Til gengæld bør Danmark på linje med andre bakke massivt op om indsatsen.

Tilbage til de to øvrige nærområder: Arktis og Østersøen. Med knappe ressourcer må vi gå skridtet videre og spørge: Hvad er vigtigst af disse to? Mit svar er: Arktis. Rigsfællesskabet bestående af Danmark, Færøerne og Grønland er, som bekendt, en kyststat ved Polarhavet (sammen med Norge, Rusland, Canada og USA). Med den globale interesse for Arktis gør dette Danmark til andet og mere end en ”småstat”. Ved den kommende territoriale opdeling af Polarhavet har Rigsfællesskabet gode kort på hånden. Sandsynligheden taler for, at Danmark – efter den sagkyndige FN-behandling i henhold til havretskonventionen – kommer til at sidde i bilaterale forhandlinger om grænsedragning med Rusland.

Med henblik herpå, men også i andre arktiske spørgsmål, vil Danmark stå sig vel ved et godt forhold til Rusland, den arktiske supermagt. På samme måde som Norge der blev præmieret med en fornuftig grænsedragning til Rusland i Barentshavet i 2010. Men det er også vigtigt, at Danmark viser militær og anden tilstedeværelse omkring Grønland, bl.a. for at styrke vor troværdighed som arktisk nation. Grundlaget for det hele er selvsagt, at Rigsfællesskabet holder sammen og ikke viser sprækker. Med dets kolonibaggrund og de forskellige konkrete interesser i de tre rigsdele er dette ingen selvfølgelighed. Her kræves et øget dansk engagement.

Rusland er en vigtig faktor, ikke bare i Arktis, men også i Østersøen; derfor må de danske strategier på de to arenaer samtænkes. Efter Ukraine-konflikten er situationen i Østersø-området blevet anspændt, præget af russiske udfordringer af Østersø-landes luftrum og store militærøvelser, såvel russiske som vestlige. Med baggrund i Ukraine-konflikten har mange vestlige iagttagere og politikere imidlertid været tilbøjelige til at overfortolke den russiske adfærd. Rusland har hverken interesse i eller ressourcer til en aggression uden for egen interessesfære – og da slet ikke i forhold til et Nato-land. Overflyvninger og andre manøvrer har alene til hensigt at udstille nyt isenkram og vise, at man som stormagt ikke har ladet sig intimidere af vestlige økonomiske sanktioner. Derfor er videre dansk militær støtte til de baltiske lande overflødig og kun egnet til at skade vort forhold til Rusland i Arktis; her er jeg åbenbart uenig med tendensen i granskningen. Danmark bør tværtimod arbejde for afspænding i Østersø-området.

Nærhedsprincippet må i øvrigt ses i forhold til, hvor substituerbar en dansk indsats vil være. Vi kan bistå USA med demokratifremme i Myanmar (formentlig et led i USA’s containment af Kina). Demokratifremme er naturligvis et godt formål. Men containment af Kina er ikke en vital dansk interesse; Kina truer ikke Danmark. Og frem for alt: En dansk indsats her er substituerbar; den kunne lige så godt udføres af andre, mere nærliggende demokratier. Vi er kort sagt ikke uundværlige i Myanmar. Omvendt: Jo nærmere vi kommer dansk territorium, desto mindre substituerbar er en dansk indsats. Og drejer det sig om forholdet til vore naboer eller specifikt grænsedragning i Polarhavet, bliver substituerbarheden selvsagt nul; ingen andre end vi selv kan klare de opgaver.

Summa summarum: Danmarks vitale interesser anno 2016 er følgende:

• Konsolidering af Rigsfællesskabet og territoriel ekspansion i Polarhavet;
• Afspænding i Østersøområdet;
• Sikring af EU’s funktionsduelighed på vigtige områder som håndtering af flygtningestrømmen; deltagelse i en massiv EU-støtte til EU’s sydøstlige naboskab.

At prioritere geografisk nære interesser er langt fra noget revolutionerende skridt; det er faktisk normen i de fleste landes udenrigspolitik. Norge kunne være et nærliggende og tryghedsskabende eksempel. Det indebærer selvsagt ikke, at vi skal neddrosle vort FN-engagement og opbakning til multilateralt diplomati; vi drager selv nytte af det i f.eks. Arktisk Råd.