Politisk turbulens med væksttomrum

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Alt tyder på, at den vidste det. Den foregående regering. At dens succes eller fiasko ved valget mere end noget andet afhang af den økonomiske situation. Den udråbte i hvert fald et økonomisk opsving med fuld musik i valgkampen. Timet og tilrettelagt.

Heller ikke dette proklamerede opsving kunne imidlertid overbevise vælgerne. Det fik samme skæbne som alle de andre fiktive opsving, der er regnet ned over os i de seneste år. Vækstfanfaren blev negligeret, og regeringens troværdighed fik yderligere skrammer. Og den tabte valget.

Set i et historisk perspektiv er dette ikke overraskende.

Det er enerverende, at politikerne konstant taler om vækst, men det er ikke tilfældigt. De har fat i noget essentielt: Vækst er afgørende for deres succes og den politiske stabilitet i det hele taget.

Til gengæld er det ikke gået op for politikerne, at dansk politik gennem årtier langsomt er blevet vendt på hovedet, sådan at det i tiltagende grad er vækstens fravær, der er afgørende for politikernes fiasko og den politiske ustabilitet i det hele taget. Det seneste valg er et afgørende vendepunkt. I efterkrigstiden var der en lang bølge af økonomisk fremgang, hvilket nærmest gav Socialdemokraterne monopolstatus i dansk politik. Situationen ændrede sig dog afgørende i forbindelse med 1970’ernes krise, hvor jordskredsvalget i 1973 ommøblerede dansk politik. Herefter har både den økonomiske og politiske udvikling været mere uforudsigelig og usikker.

Der er imidlertid fortsat en klar tendens til, at den økonomiske vækst er afgørende for, om de regerende politikere fastholder eller mister magten.

Opsvinget i midten af 1980’erne cementerede den borgerlige regerings greb om magten. Og billedet gentog sig i 1990’erne, hvor et kraftigt opsving efter årevis med nulvækst banede vejen for et årti med socialdemokratisk dominans. Det forrige årti var helt tilsvarende karakteriseret af, at de borgerlige igen overtog magten i en længere periode præget af forbrugsfest efter nogle år med nulvækst omkring overgangen til det nye årtusinde. Herefter tog Socialdemokraterne så over igen efter finanskrisen, der fik bruttonationalproduktet (bnp) til at styrtdykke.

Tendensen er, at det politiske billede er blevet mere omskifteligt. Økonomisk succes er stadig den essentielle faktor, men den svigter stadig oftere. Det har imidlertid været muligt for skiftende politiske blokke at underbygge en længerevarende regeringsmagt, når der har været et væsentligt økonomisk opsving i deres regeringstid. Når væksten så forsvandt, svingede pendulet tilbage mod den anden politiske blok igen.

Hver gang Socialdemokraterne eller de borgerlige har genvundet magten i perioden fra 1980’erne til og med 2000’erne, har der været et markant økonomisk opsving i den første regeringsperiode. Det har bidraget til tre årtier med relativ politisk stabilitet. Det har ikke været samme langvarige og dybdegående politiske stabilitet som i efterkrigstiden, men snarere en slags balance mellem blokkene i form af jævnligt skiftende regeringsmagt. Indtil nu.

Krisen i 1970’erne er fortid. Det samme er vækstbilledet i de tre følgende årtier. Finanskrisen markerer et nyt vendepunkt, der vil præge årtierne fremover.

Tiden efter 1970’erne var en overgang til et mere spraglet politisk billede og en mere usikker økonomisk udvikling, dog med en vis politisk balance på grund af tilbagevendende økonomiske opsving. Finanskrisen har revet tæppet væk under dette politiske klima. Vi oplever i disse år en ny og mere radikal overgang til en situation med et permanent væksttomrum. Modvækst er blevet et økonomisk og politisk grundvilkår.

Det måtte den tidligere regering sande. Selvom valgperioden blev trukket maksimalt ud, fik vi ikke et reelt opsving, kun et tætvævet tæppe af vækstfiktioner. Socialdemokraterne lykkedes ikke med at fastholde magten. De måtte forlade ministertaburetterne efter kun en enkelt valgperiode.

Valget i 2015 indikerer, at situationen med balanceret omskiftelighed fra de foregående årtier er afløst af omfattende politisk turbulens med mere basal ustabilitet og voksende utilfredshed med de toneangivende politikernes fejlslagne vækstpolitik. Den borgerlige regering vandt valget, men deres regeringstid bliver præget af dette nye politiske billede.

Den desperate vækstoptimisme, som den tidligere regering fik viklet sig ind i, har vist sig at være en regulær fuser. De seneste tal for væksten viser et markant fald i BNP i 3. kvartal af 2015, og selv beskedne forventninger til den aktuelle væksttendens fremstår nu som jubeloptimisme.

Den nye regering har arvet en økonomisk situation med systematisk fraværende vækst. Det skaber en meget vanskelig politisk fremtid med stor risiko for ikke at leve op til vælgernes forventninger.

Vi har en udpræget svag Venstreregering, der dirrer et sted mellem ultraliberale Liberal Alliance og velfærdsnationale Dansk Folkeparti. Liberal Alliance kræver på den ene side skattelettelser, og Dansk Folkeparti kræver på den anden side mere velfærd. Begge dele koster penge, og der er i forvejen et gabede hul i statskassen, der kun ser ud til at vokse. Den eneste måde, regnestykket kan gå op, er ved, at der kommer et markant opsving med vækst på over 2 pct. om året i en årrække.

På sin vis har regeringen stadig gode odds på hånden, da der er lang tid til næste valg, og opsvinget derfor ikke behøver at indfinde sig med det samme. Der er fortsat et par år, hvor de kan sole sig i fiktive væksttal og arbejde for en sammensmeltning af fiktion og virkelighed, men også den foregående regering troede fuldt og fast på, at de ville blive reddet af opsving og gennemførte talrige vækstplaner for at hjælpe det på vej.

Politikerne kan ikke længere regne med regelmæssige opsving.

De politiske spilleregler er grundlæggende forandrede i dag, hvor bristede bobler skaber tiltagende ørkendannelse. Politikerne holder krampagtigt fast i den gamle politiske orden ved at fremmane et økonomisk fatamorgana i form af en strålende vækstfremtid, men de tørre tal og befolkningens oplevelser peger konsekvent i den modsatte retning.

Den voksende afstand mellem politisk fiktion og virkelighed peger mod nye politiske skillelinjer og muligheder. De regeringsbærende partier bliver i stigende grad suget ind i væksttomrummet, rammes af panik og reagerer ved at klynge sig til det velkendte og føre mere af den samme politik på trods af åbenlys fiasko.

Over for denne politiske katastrofekurs med eskalerende gæld og mistillid står partier og andre sociale organiseringer, der udvikler nye politiske værdier og visioner i en situation, hvor væksten er forsvundet og ikke vender tilbage.

Ved valget i 2015 kom denne politiske opposition til udtryk ved fremgang til Enhedslisten og ikke mindst et overraskende godt valg til det nye parti Alternativet, men der er egentlig tale om en langsigtet udvikling med tiltagende turbulens, hvor det politiske system som helhed mister tillid og opbakning, idet samfundets politisk progressive aktivitet i stadig mindre grad har Christiansborg som det entydige og anerkendte centrum.